Forestilling til minde om 11/9: Is i stedet for bomber

"Vi skal finde en måde at bekæmpe uretfærdighed og opbygge en verden, som vi er stolte af at give videre til vores børn - en verden med færre bomber og flere is," siger den kristne fredsaktivist Shane Claiborne, der sammen med stifteren af Ben&Jerry's Ice Cream laver en utraditionel varietéforestilling til minde om terrorangrebene i USA den 11. september 2001. Foto: Wikimedia Commons

Den kristne aktivist Shane Claiborne skaber sammen med Ben Cohen fra Ben&Jerry's en variétéforestilling, der med gratis is, gøgl og musik skal dæmme op for den meningsløse vold

I anledning af 10-års dagen for terrorangrebet på World Trade Center kan amerikanerne nyde varietéforestillingen Jesus, Bombs & Ice Cream, der sætter fokus på amerikanernes krigsdeltagelse, og som ønsker at udbrede et medmenneskeligt budskab om næstekærlighed og fred.

Arrangørernes budskab er ganske simpelt: is i stedet for bomber:

Det er tid til at gentænke verden, udtaler en af arrangørerne, den kristne aktivist Shane Claiborne til The Christian Post.

Vi skal finde en måde at bekæmpe uretfærdighed og opbygge en verden, som vi er stolte af at give videre til vores børn en verden med færre bomber og flere is, fortsætter han.

Shane Claiborne er en kendt fredsaktivist, storsælgende forfatter og stifter af det kristne fællesskab The Simple Way. Medlemmerne har givet afkald på al velstand og har bosat sig i et af Philadelphias slumkvarterer, hvor de forsøger at forandre verden skridt for skridt:

Vi er pacifister. Det betyder ikke bare, at vi ikke ønsker at være soldater. I bund og grund handler det om, at vi ikke ønsker at møde ondskaben på dens egne præmisser. Vi prøver at neutralisere den, ikke at spejle den. Vi prøver at elske dem, der hader os. Vi slår ikke igen, når nogen slår os, forklarede han til kristendom.dk i forbindelse med et ophold i Danmark i 2010.

Vi oplærer vores børn i at værne om livet og til at afsky alt det, der ødelægger det. Vi lærer vores børn, at kristne skal være de sidste, der overtales til at gøre brug af vold. Det her er noget, folk i den grad bemærker. Vores levevis har rykket ondskab i mennesker op ved rødderne, fortsatte han.

LÆS OGSÅ: Stræben efter rigdom fordærver vores liv

Ben&Jerry giver gratis is
Forestillingen er arrangeret i samarbejde mellem Shane Claiborne og Ben Cohen, medgrundlægger af den verdensomspændende iskæde Ben&Jerry's Ice Cream. Cohen, som selv er sekulær aktivist, havde læst Claibornes bog, Jesus for President og var ikke i tvivl om, at han ville arbejde sammen med Claiborne:

Det handler om, hvordan vi kan være mennesker og om, hvordan vores spiritualitet er forenet i at tage vare på hinanden i stedet for at slå ihjel, forklarede Cohen til The Christian Post.

Jeg tror, at nøglen til virkeligt at ændre vores lands kurs er, at folk, der normalt ikke arbejder sammen, begynder at arbejde sammen nu, og det er det, vi gør.

De to arrangører håber, at forestillingen vil få amerikanerne op af stolene og få dem til at arbejde sammen om at skabe en bedre verden:

Jeg har arbejdet på sagen igennem nationale budget-prioriteringer og om at flytte penge ud fra Pentagon og ind til menneskelige behov. Shane har arbejdet med den samme idé fra et spirituelt perspektiv og han har arbejdet med at stoppe vold lokalt i Philadelphia. Min tilgang er sekulær og rationel, mens hans er spirituel, forklarede Cohen.

Jeg håber, at det vil sammenbringe både evangeliske kristne og progressive, sekulære folk, der taler om de samme ting, alle med hver vores egen rolle, fortsatte han.

Da The Christian Post spurgte Cohen om, hvad stykket ville komme til at indeholde, udtalte han:

Det er lidt svært at forklare. Der er en jonglør. Der er en kunstner. Der er en bygger. Jeg vil også være der og udføre en opvisning med en masse muffins og en anden opvisning med en masse chokoladekiks. Der er videoer. Der er noget for alle.

Ifølge en blog, som Claiborne har skrevet på Huffington Post, vil stykket også indeholde en Irak-veteran, som vil tale om den kollision, han følte som en kristen, der forsøgte at følge det ikke-voldelige, fjende-elskende budskab fra Jesus på korset ... mens han bar et gevær.

Derudover vil et af ofrene for 11/9 fortælle, hvorfor hun insisterer på, at mere vold ikke vil kurere had-epidemien, og en svejser vil binde et AK-47 gevær i en knude, mens en vægmaler vil male noget smukt på scenen.

For alle dem, som ikke har mulighed for at se forestillingen, anbefaler Claiborne, at de finder en måde at gøre noget, som går imod voldsmønstrene.

Da Cohen blev spurgt om rygtet, der lyder, at alle tilskuere vil blive tilbudt is, svarede han:

Jeg er is-fyren, og der er gratis is til alle.

Forestillingen Jesus, Bombs, & Ice Cream, som kun vises en gang, spiller 10. september på Philadelphia Music Venue, World Cafe Live.
.