Forsker: Muslimer ønsker også sekulære samfund

Ifølge en amerikansk forsker ønsker muslimer også at holde religiøse ledere ude af politik, og de foretrækker også sekulære samfund. Her et billede fra demonstration mod præsident Hosni Mubarak i Egypten, 2011. Foto: Wikimedia Commons

Ifølge en amerikansk forsker spiller religion ikke en større rolle i de muslimske lande end i de vestlige, og muslimer er lige så interesseret i sekulære samfund som kristne

Muslimer ønsker også sekulære samfund. Sådan lyder resultatet af en ny undersøgelse foretaget af professor i politisk videnskab ved University of California, Berkeley, M. Steven Fish.

Undersøgelsen er baseret på World Values Survey, som er en global værdiundersøgelse med mere end 80 nationer repræsenteret og cirka 100.000 respondenter.

Et af spørgsmålene i undersøgelsen bad folk besvare, om de betragtede sig selv som en religiøs person. 83 procent af de mennesker, som hævdede at være muslimer, svarede, at det gjorde de. Mens 82 procent af de kristne svarede, at de betragtede sig som religiøse mennesker.

Et andet af spørgsmålene gik på, hvor ofte folk gik til religiøse ceremonier. 43 procent af muslimerne gjorde det en eller flere gange om ugen, mens 37 procent af de kristne gjorde det samme.

Ifølge Fish skyldes den lille forskel, hvad angår kirkegang blandt muslimer og kristne, at de ortodokse kristne adskiller sig markant fra andre kristne. Mens protestanter og katolikker på globalt plan ligger på henholdsvis 44 procent og 42 procent, hævder kun 13 procent af de ortodokse kristne, at de går i kirke mindst en gang om ugen.

Flere af spørgsmålene angik forholdet mellem religion og politik. Et af dem bad folk svare på, om de var enige i udsagnet religiøse ledere burde ikke påvirke, hvordan folk stemmer. 66 procent af muslimerne var enige i, at religiøse ledere ikke skal have indflydelse på politik, mens 71 procent af de kristne svarede det samme.

Ifølge Fish er der en udbredt frygt i den vestlige verden for, at radikale islamister vil overtage magten i de muslimske lande, hvis befolkningen får muligheden for at vælge. Men ifølge ham er denne frygt ubegrundet:

Hvis mine resultater i undersøgelsen er korrekte, er vores frygt ikke berettiget. Islamister har nogle gange fået magten ved stemmeboksen. Et eksempel er den imponerende præstation af Hamas ved det palæstinensiske valg i 2006, skriver han i en artikel til Mercury News.

Men denne sag er exceptionel. Det er mere almindeligt, at resultatet bringer sekulære eller moderate islamister til magten. De fleste valg i muslimske lande, hvor valget er frit som i Tyrkiet i 2007, Indonesien i 2008 og 2009, og Pakistan i 2008, bringer sekularister eller moderate islamister til magten, mens partier, som repræsenterer militante islamistiske tendenser, klarer sig elendigt, fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Hvad er Hamas?

Steven Fish står ikke alene med denne fortolkning. I en lidt ældre analyse af World Values Survey (1995-2001) konkluderede de to amerikanske samfundsforskere Pippa Norris og Ronald Inglehart, at attituderne til demokrati og demokratiske idealer var næsten identiske i den vestlige verden og den muslimske verden. For eksempel var 86 procent af muslimerne tilhængere af demokratiske idealer, mod 87 procent i den vestlige verden.

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at østeuropæerne - som også har det største antal ortodokse kristne - generelt havde større modvilje mod demokrati, end borgere i vesteuropæiske og muslimske lande.

Hvad angår spørgsmål om skilsmisse, abort og lighed mellem kønnene, er forskellene tydelige. For eksempel mener 55 procent af de adspurgte muslimer, at der skal være lighed mellem kønnene, mens 82 procent af vesterlændingene mener, der skal.

Norris og Iglehart mener, at kløften mellem den vestlige verdens syn på kvinder og seksualitet og den muslimske verdens er blevet dybere de seneste år:

"Dette skel er steget støt, i takt med at den yngre generation i vesten gradvist er blevet mere liberale i deres seksualitet, mens den yngre generation i muslimske samfund er forblevet dybt traditionelle," skriver de i en artikel for Harvard University.

Steven Fish har lige publiceret sin resultater i bogen: "Are Muslims Distinctive? A Look at the Evidence", Oxford University Press, (februar) 2011.