Færre vil i kibbutz

Tilslutningen til den israelske kibbutzbevægelse er dalet støt, siden staten Israels oprettelse i 1948. Verdens største og ældste kollektivbevægelse er hermed ved at uddø

Kibbutzbevægelsen blev grundlagt omkring 1905, og kibbutzerne ydede en pionerindsats både inden for landbrug, økonomi, politik og kultur såvel som sikkerhed - idet en del kibbutzer blev anlagt på strategiske, militært vigtige steder og fungerede som forposter for staten Israel. Kibbutzerne kom derfor til at spille både en vigtig ideologisk og strategisk rolle i opbygningen af det jødiske samfund og staten Israel, især i Israels første meget turbulente år.

Kibbutz, der betyder samling på hebraisk, opfattes som grundlaget for det tidlige israelske samfund, hvor størstedelen af indbyggerne var immigranter fra Rusland og efterkrigstidens Europa. Kibbutzideologien bygger på tanker om fællesskab og lighed, og på det kollektive ansvar frem for det individualistiske livssyn; kibbutzen er funderet på idéen om, at alle skal have de samme rettigheder og muligheder.

Tanken med kibbutzerne var at skabe et samfund opbygget af socialistiske idéer i en kulturjødisk ånd, hvor alle ydede efter evne og modtog efter behov. Resultatet var en stærk fællesskabsfølelse og skabelsen af en israelsk identitet, der er funderet i jødedommen og drevet af behovet for et hjemland, hvor jøder kan leve i fred uden at skulle frygte forfølgelse eller udryddelse.

Kibbutzen er en demokratisk institution, og kibbutzer er frivillige kollektiver, små pengeløse samfund og socialistiske enklaver, der fungerede i et ellers kapitalistisk samfund. Fællesskabet, med det gensidige menneskelige ansvar, den sociale sikkerhed og lighedstanken var grundpiller i kibbutz-livsformen, og i de oprindelige israelske kibbutzer udlevede kibbutznikkerne drømmen om det store fællesskab, hvor kollektivet var rammen om hele deres liv, fra de stod op om morgenen til de gik i seng om aftenen.

Kibbutzerne var rene fælleseje-samfund, hvor alle indtægterne gik i en fælles kasse, og alle fik samme løn, uanset hvilket arbejde de udførte, og hvor effektive de var. Alle, både kvinder og mænd, skulle være lige stillede, og alt var fælles eje, inklusive børnene. I kibbutzen var familien i traditionel forstand ophævet: Børnene tilhørte storfamilien, fællesskabet, og skulle opdrages i grupper sammen med jævnaldrende. De boede derfor i kibbutzens børnehus og blev passet af kibbutzens pædagoger. Om eftermiddagen kunne forældrene hente børnene og være sammen med dem, uden at skulle tænke på karriere, arbejdspres, indkøb, madlavning eller tøjvask.

Måltider blev indtaget i kibbutzens samlingssted, spisesalen, og tøjet blev vasket på kibbutzens vaskeri osv. Klokken 20 skulle børnene leveres tilbage til børnehuset, og forældrene havde derefter resten af aftenen og natten til afslapning og søvn.

Kibbutzer under forandring
Kibbutzernes oprindelige organisering har ændret sig i takt med den demografiske, økonomiske og sociale udvikling i Israel, og kibbutzen som samfundsform har de seneste år været udfordret af det kapitalistiske samfund udenfor kibbutzen. Mange kibbutzer har måttet omlægge deres landbrug til industri for at kunne følge med økonomisk. I dag er kibbutzernes landbrugsproduktion kombineret med industri, og det meste af kibbutzernes indtægter kommer fra industriel virksomhed og turisme. Trods denne og andre omstillinger har kibbutzerne i de senere år været i krise både ideologisk og økonomisk.

Kollektivbevægelsen og den israelske kibbutz har spillet en vigtig rolle i opbygningen af staten Israel, men den kollektive ånd, lighedsidealet og drømmen om det store fællesskab er i dag trængt i baggrunden af et mere individualistisk livssyn med krav om selvbestemmelse og personlig frihed. Kibbutznikkerne vil være herre i eget hus, tjene deres egne penge, træffe deres egne beslutninger og vælge selv, og kollektivbevægelsen, og hermed en alternativ livsform til kapitalismen, er ved at dø ud.

Alle Israels kibbutzer er i dag langt mere familieorienterede, end de oprindelige kibbutzer var, og fra 1990erne og frem er flere og flere af kibbutzernes kollektive funktioner blevet lagt over i det private. Mange kibbutzer står desuden overfor at skulle privatisere hele kibbutzen, og mange kibbutznikker flytter - eller vælger at tage arbejde uden for kibbutzen, hvor de kan tjene flere penge. De fleste unge israelere fravælger kibbutzen som livsform. Kibbutzen er derfor under afvikling.

De positive mener, at kibbutzen gennemgår en naturlig omstillingsperiode og forestiller sig, at kibbutzerne gradvist vil lægge kollektivismen bag sig for at blive mere traditionelle landsbyer med nærhed og livskvalitet i højsædet. De negative mener, at kibbutzen er død, og at de resterende medlemmer kun bliver hængende for at få deres andel af boet, når kollektivet bliver opløst. Uanset hvem der har ret, så er de fleste enige om, at kibbutzernes resultater har været imponerende, og at de er et godt eksempel på, hvor langt man kan komme med frivillighed og engagement i klar modsætning til den sovjetiske kollektivisme, der var et resultat af tvang og undertrykkelse.