Heksedoktor i Uganda tilstår 70 børneofringer

Rituelle drab på børn er blevet et større problem i takt med den positive økonomiske udvikling i Uganda. Ofringerne sker i den tro, at de hurtigt fremmer materiel velstand. - Foto: PAUL SPRINGETT

Tidligere heksedoktor Polino Angela, som nu er kristen, forsøger at tale andre heksedoktorer fra at ofre børn

Siden 1990 har den tidligere heksedoktor Polino Angela overtalt 2400 praktiserende heksedoktorer til at stoppe de rituelle ofringer af børn i Uganda. Den nu kristne Angela har dog en dyster fortid bag sig. Det skriver BBC.

Ofrede sin søn

Til BBC fortæller Angela om sin indvielse til heksedoktor i nabolandet Kenya. Indvielsen implicerede en ofring af en 13-årig dreng.

- Barnet blev sprættet op med en kniv fra halsen og ned, og det, der kom ud, blev lagt på mig, fortæller han.

De, der forestod Angelas indvielse til heksedoktor, beordrede ham til at ofre sin egen søn, da han vendte hjem til Uganda. Sønnen var ti, da det skete.

- Jeg snød min kone og sørgede for, at alle andre var væk, så jeg var alene med min dreng. Da han først var placeret på jorden, benyttede jeg en stor kniv og huggede den ned som en guillotine.

Ikke bange for retsforfølgelse

Angela tilstår, at han siden hen har foretaget rituelle ofringer af omkring 70 børn. Han frygter imidlertid ikke at blive retsforfulgt nu, hvor han tilstår offentligt.

- Jeg har været i alle kirker og de kender mig som en kriger i kampen mod den form for heksekraft, som involverer menneskeofringer. Jeg tror at det alene kan sikre mig og frifinde mig, siger Angela til BBC.

Imodsætning til Angela benægter en anden heksedoktor, som BBC har talt med, en direkte forbindelse til ofringerne og hævder, at ånderne taler direkte til hans klienter. Ifølge denne heksedoktor er det klienterne selv, der fanger og dræber ofrene på åndernes befaling.

Fra officiel side er man også afholdende med at straffe udøverne af denne form for heksekraft.

- Retrospektive straffe vil være et problem hvis vi kan skabe en forandring i den ugandiske befolkning, er det meget bedre end at gå tilbage til fortiden, udtaler Ugandas minister for etik og integritet, James Nsaba Buturo.

Adskillige børnerettighedsorganisationer kræver dog en ny lovgivning, for at regulere heksedoktorernes praksis. En række heksedoktorer er imidlertid allerede tiltalt for drab og venter på retsforfølgelse, hvor overlevede børne-ofre skal vidne imod dem.

Menneskeofringer er et stigende problem

I 2009 havde politiet i Uganda 29 mordsager, som sandsynligvis involverede rituelle ofringer. I 2007 var antallet tre.

Det stigende antal menneskeofringer kan kobles direkte til en positiv økonomisk udvikling i Uganda. Fra officielt hold anser man de mange menneskeofringer for et udtryk for en mere og mere udbredt forestilling om, at heksekraft hurtigt kan hjælpe folk til rigdom.

Det er imidlertid uvist, hvor mange ofre, der er tale om. Udover de 29 mordsager meldes 120 børn og voksne savnet. Den ugandiske indsatsgruppe, The Anti-Human Sacrifice and Trafficking Task Force, kan ikke afvise, at de savnede ikke er blevet ofret. Børnerettighedsorganisationer frygter dog at antallet er større, da langt fra alle forsvundne bliver meldt savnet i Uganda.

Menneskeofringer er en god forretning

En konsultation hos en heksedoktor koster omkring 500,000 shillings. Det svarer til omkring 1300 danske kroner. En af BBC's kilder fortæller, at klienterne gennemsnitligt konsulterer ham tre gange i ugen.

Det ugandiske politi skønner, at hver femte eller sjette heksedoktor betaler en form for bevilling eller beskyttelsespenge til bossen af et netværk af heksedoktorer. De fleste af de penge, som en heksedoktor tjener på en konsultation går derfor ikke til ham selv.