Her beder hinduer og muslimer sammen

Bøn, hindu, bede, hinduisme.© Marie Docher/6PA/MAXPPP ; ILLUSTRATION RELIGION : RITES ET PRIERES. Foto: colourbox.com

I den indiske landsby Gaddeajijpur beder hinduer og muslimer i hinandens templer. Og landsbyboerne er stolte af det unikke broderskab

I Indiens folkerigeste delstat, Uttar Pradesh, ligger landsbyen Gaddeajijpur. Her bor og beder hinduer og muslimer side om side, og det har de gjort i omkring 80 år. Ifølge den lokale tradition vil éns bønner ikke blive hørt, hvis ikke man beder ved begge templer, og det gælder uanset, om man er hindu eller muslim.

- Det, der er fascinerende ved dette sted, er, at alle, der kommer hertil for at bede, besøger begge templer. Det er efterhånden blevet et ritual, fortæller Kanta Puspak, der driver en købmandsforretning i byen, ifølge Religioscope.

Historien om de to templer går tilbage til omkring 1930, da muslimske tilhængere af Jind Peer Baba byggede et gravtempel som en hyldest til ham. Jind Peer Baba blev tilbedt af de lokale muslimer, da han efter sigende skulle have helbredt tusindvis af kronisk syge mennesker.

Babas spirituelle og helbredende kræfter gjorde, at han ikke kun var populær blandt muslimerne, for efterhånden begyndte hinduerne også at opsøge og tilbede ham. Jind Peer Baba blev så populær blandt hinduerne, at de så småt begyndte at forgude ham.

- Hinduerne begyndte gradvist at tilbede Jind Peer Baba og forgude ham, og da han hørte det, bad han dem om at stoppe med det og kun fokusere på deres egne guder i deres bønner, siger. den lokale butiksejer, Ahmad Mobeen, til internetsiden ians.in.

Hvorfor de to templer ligger så tæt på hinanden, har Ahmad Mobeen også en forklaring på.

- Jind Peer Baba bad muslimerne om at afgive et løfte om at hjælpe hinduerne med deres bønner og ritualer. Muslimerne, der holdt deres løfte efter Babas død, tilbød hinduerne at bygge et tempel tæt på Jind Peer Babas gravtempel, som de havde bygget nogle få måneder forinden, siger han.

Til daglig er der meget trafik ved de to templer, men især tirsdage og torsdage er der ekstra mange besøgende. Det hænger, ifølge de lokale, sammen med, at disse to dage har den bedende mulighed for at få øjeblikkelig velsignelse.

Indbyggerne i landsbyen Gaddeajijpur er utrolig stolte af deres tradition omkring det hinduistiske Lord Hanuman tempel og det muslimske Jind Peer Baba gravtempel, og det er bestemt noget, de ønsker burde være kendt af alle.

- Især Indiens politikere, der ikke tøver med at genopfriske de uenigheder, der er mellem de to befolkningsgrupper burde kende til det her sted og bruge det som et forbillede. Vi føler os i hvert fald priviliegerede over at være en del af et unikt broderskab bestående af hinduer og muslimer, siger landsbyboeren Ijaz Waris ifølge Religioscope.