Jesusfremstilling af Obama møder religiøs kritik

'The Truth', sandheden - hedder portrættet, New York-kunstneren Michael D'Antouno har malet af den amerikanske præsident Barack Obama. Billedet, som nu udstilles i Boston har skabt voldsom røre blandt særligt kriste amerikanere. Foto: Screenprint fra kunstnerens hjemmeside

USA's præsident i frelserpositur skaber røre blandt kristne amerikanere

Med udbredte arme, tornekrone og præsidentemblemet i baggrunden kan man netop nu se genvalgte præsident Barack Obama afbildet.

Det er New York-kunstneren Michael D'Antouno, der står bag præsident-portrættet, han kalder 'The Truth' (sandheden, red.). Det skriver The Huffington Post.

Billedet udstilles lige nu på Bunker Hill Community Art Gallery i Boston og er en del af D'Antounos politiske serie, 'Artists on the Stump the Road to the White House' (kunstnere på kanten vejen til Det Hvide Hus, red.).

Modtagelsen har dog ikke været helt uproblematisk. Fra flere steder har kritikken således haglet ned over kunstneren og portrættet, som af mange anses for blasfemisk.

Bill Donohue, som er præsident for Catholic League for Religious Rights slutter sig til de kritiske røster og kalder D'Antouno en venstreorienteret kunstner, der er kendt for at udnytte race-problematikker, og som nu er sunket til et nyt niveau af lavt.

Donohue ser portrættet som et eksempel på mange kunstneres og akademikeres fjendtlighed mod kristendommen. Problemet, siger han, er, at kunstnere som D'Antouno simpelthen stjæler fra den kristne ikonografi for at fremstille et politisk budskab:

Når det kommer til deres frelser, Præsident Obama, vender de ikke bare 180 grader, de 'proselytterer' (forsøger at vende folk fra en religion til en anden, red.), udtaler han til avisen.

Faktisk skulle billedet allerede have været udstillet for flere år siden i New York, som markering af Obamas 100 dage ved magten, men en massiv modstand mod billedet fik D'Antouno til at aflyse visningen en beslutning han i dag fortryder.

Jeg har altid fortrudt, at jeg aflyste min udstilling i New York, fordi jeg føler, min 1. Amendment-ret (retten bland andet til ytrings- og religionsfrihed, red.) burde trumfe folks krænkede følelser. Vi bør fejre det faktum, at vi har friheden til at udtrykke os, siger han til The Huffington Post.

LÆS OGSÅ: Californisk julekrybbe-konflikt mellem kristne og ateister

Udstillingen blev ifølge D'Antouno dengang blandt andet aflyst på grund af over 4000 vrede mails mest fra højre-kristne, som fandt det blasfemisk.

Præsident-korsfæstelsen var ment metaforisk. Jeg havde ikke i sinde at sammenligne ham med Jesus, forklarer D'Antouno.

Han bebrejder i dag de konservative amerikanske medier for, hvad han kalder at forsøge at promovere idéen om, at liberale ser Obama som frelser.

Det er da heller ikke første gang, amerikanerne møder frelser-forbindelsen til Obama i medierne.

For nylig kunne man under et award-show se skuespilleren Jamie Foxx komme med frelser-referencer til præsidenten i sin tale til publikum:

Lad os prise Gud, Vor Herre og frelser, Barack Obama, proklamerede han fra scenen.

SE KLIP: Skuespilleren Jamie Foxx priser Obama (eksternt link)

Også ved denne lejlighed var Donohue ude med riven:

Foxx' åbenbaring er bekymrende. Den viser blot, at selvom det ikke lykkedes Obama at stoppe vandene i at rejse sig (reference til Obamas indsættelsestale i 2008, red.), lykkedes det ham at overbevise Foxx og horder af andre om, at Gud eksisterer. Hvorvidt Gud så kan overleve et ACLU-søgsmål (amerikansk borgerrettigheds-organisation, red.) for at overtræde kirke- og statsanliggender vil vise sig, kommenterede Donohue.

Dermed henviser også Donohue til 1. Amendment i den amerikanske forfatning, som blandt andet omhandler tros-, ytrings- og religionsfrihed. Det er denne 1. Amendment, som gentagne gange benyttes i retssager i USA.

LÆS OGSÅ: Ballade i Bibelbæltet: Ateister vinder retssag mod busselskab i USA