Kristne sportsmænd på glatbane

Flere professionelle sportsudøvere i USA udtaler sig om deres tro, når de bliver interviewet om sportspræstationer. Det bliver af og til for meget for journalisterne

Det seneste år har mange amerikanere fulgt med i, om to sportsudøvere ville komme til at mødes i Super Bowl - afslutningen på den amerikanske fodboldliga. Ikke nok med at Tony Dungy og Lovie Smith begge er afroamerikanere. De er også bekendende kristne, der giver Gud æren for deres præstation og som også har et særligt forhold til hinanden, selvom de er konkurrenter.

- Jeg er så glad for Lovie, som handler på den rigtige måde, uden at bande og som i det hele taget viser, at man kan gøre tingene anderledes, har Dungy udtalt.

Nej tak til kapring
Både han og Lovie lægger tydeligvis vægt på at vise deres tro, når de bliver interviewet. Også mange andre kristne sportsudøvere i Guds eget land hiver deres tro frem, når journalisterne trænger sig på. Og det giver journalisterne skrupler.

For nok skal en sportsmand have lov til at stå frem, som han er. Men når den ene religiøse udtalelse følger den anden, så der snarere er tale om prædiken end om sportsinterview, så bliver det for meget.

- Folk er velkomne til at give udtryk for deres religiøse overbevisning, hvor og når de vil. Men medierne har også en forpligtelse til at betjene et samfund, som består af mennesker med forskellig religiøs overbevisning. Jeg ønsker ikke at blive kapret af de her religiøse følelser, så nogen får lov til at prædike deres tro i en sammenhæng, hvor det slet er ikke er relevant for interviewet, siger Michael Wilbon, klummeskribent i Washington Post.

Ikke mindst i en tid, hvor det kommende præsidentvalg optager sindene, er spørgsmålet om sportsudøvernes tro et varmt emne. For ved at udtale sig om sin religiøse og etiske overbevisning, kan en sportsmand ofte også give et vink om, hvilken præsidentkandidat, han støtter. Fromt hykleri
En anden grund til, at journalisterne gerne undgår sportsudøvernes tro, er den uskønne blanding af hykleri og from retorik, man nemt støder på. Det kan nemlig virke frastødende på mange. Af og til viser det sig, at den sportsmand, som gerne udtaler sig om sin tro, ikke er helt så ren i kanten, når det kommer til livsførelse.

- Jeg har set masser af sportsudøvere, som siger ét og gør noget andet, og så er det svært at være andet end skeptisk. Måske er det derfor, så mange sportsjournalister undgår at skrive om religion. For det øjeblik, vi gør det, vender det tilbage og forfølger os, når sportsudøveren viser sig at være mindre kristen, end man først troede, siger Kathy Orton, sportsjournalist på Washington Post.

Orton understreger dog, at dette ikke bør føre til, at journalister undgår at tale om religion med de kristne sportsmænd. I stedet bør man gå dem på klingen og udfordre, når svarene ikke stemmer overens med virkeligheden.

Så kristne sportsmænd og -kvinder bør ikke føle sig for sikre, når de bruger avisen eller tv som prædikestol.