Kristne tv-stationer vil sende Jesu genkomst live

Daystar Television Network og Trinity Broadcasting Network har fået base i Jerusalem, så de kan sende live fra den hellige by døgnet rundt og missionere blandt jøder.

To af Amerikas største kristne tv-stationer har købt kontorer i Jerusalem for at kunne dække Jesu Kristi genkomst og missionere i Israel

Når Messias vender tilbage og stiger ned fra Oliebjerget i Jerusalem, som det forudsiges i Bibelen, så er to af Amerikas største evangelisk-kristne tv-stationer parate til at dække begivenheden live.

Ifølge The Christian Post har Daystar Television Network (DTN) og Trinity Broadcasting Network (TBN) sat kameraer op i nyerhvervede tv-studier med udsigt over Oliebjerget, og DTN sender allerede live 24 timer i døgnet fra tv-stationens terrasse.

Tv-selskabernes mission
Men tv-selskaberne har også etableret sig i den hellige by for at kunne bruge deres nye base til at promovere kristendommen i Israel, hvor den kristne tro ofte overskygges af konflikten mellem jødedom og islam.

Kristendommen er ikke repræsenteret så godt, som den kunne være i Israel," udtaler medstifter af TBN Paul Crouch til LA Times og fortsætter:

Vi håber, at kunne udligne dette og give kristendommen en bedre platform.

Udover at udbrede Jesu budskab til den lokale jødiske befolkning forestiller tv-selskaberne sig, at deres arbejde og tilstedeværelse vil tilskynde såkaldte messianske jøder til også at missionere blandt jøderne.

Først og fremmest vil vi hjælpe med at sponsorere, hvad vi kalder for messianske jøder, det vil sige jøder, som har modtaget Jesus Kristus som deres Messias," siger Paul Crouch og uddyber:

Vi vil lave nogle hebraiske sprogprogrammer for at nå ud til jøderne og friste dem til at læse Guds ord, så de kan blive, hvad vi kalder for fuldkomne jøder.

Jødisk kritik
Det er ikke alle, der er glade for de evangeliske kristnes planer i Jerusalem. Ifølge LA Times er ortodokse jødiske grupper vrede over den kristne mission, der opfattes som en trussel mod nationen Israel, som blev oprettet som et hjem for jødiske Holocaust-flygtninge.

En af de ting, jeg finder stødende,, er, at de praler med deres missionsarbejde, siger Ellen Horowitz fra Jewish Israel, en jødisk græsrodsgruppe, der opsporer og modarbejder kristne missionærer i Israel.

Vores folk har allerede været igennem en vridemaskine med forfølgelse og assimilering. Nu har vi endelig fået en jødisk nation, og så er der nogen, der skubber en kopi af Det Nye Testamente i hovedet på os. Det er en følsom linje, der overskrides, siger hun.
 
Kristen støtte til Israel
Trods modviljen fra de ortodokse jøder er der intet, der tyder på, at den kristne interesse i Israel forsvinder foreløbig. De evangelisk-kristne amerikanere udgør nu den hurtigst voksende del af det israelske turistmarked, og de er kendt for at have en udpræget pro-israelitisk holdning og for lobbyisme i Washington på vegne af den israelske regering i forbindelse med Israel/Palæstina-konflikten.

Ifølge LA Times har kristne tv-stationer i de seneste år doneret millioner af dollars til at bygge israelske skoler, socialcentre, sygehusafdelinger og endda synagoger. En del af støtten er baseret på troen på, at det jødiske folks samling i Israel er en forudsætning for Jesu genkomst. Derfor er den ubetingede støtte til Israel i deres øjne en religiøs pligt.