March mod anti-semitisk hærværk

Dov Hikind, demokratisk medlem af New Yorks byråd, deltog i en march som reaktion på anti-semitisk hærværk i Brooklyn, New York. Foto: MICHAEL NAGLE Denmark

En række beboere fra et af New Yorks villakvarterer marcherede forleden med protestskilte og israelske flag gennem Brooklyns gader. Demonstranterne ville vise støtte til jødiske naboer, der et par dage forinden blev krænket af anti-semitisk hærværk

Tre eksploderede biler. Hagekors, anti-semitisk graffiti og forkortelsen K.K.K. (for Ku Klux Klan, en racediskriminerende og anti-semitisk organisation i USA) skrevet på bænke og på siden af en lastbil.

Synet af, hvad politiet betragter som en hadforbrydelse, bragte i fredags beboerne i et kvarter i New York-bydelen Brooklyn i oprør. Det skriver New York Times.

Søndag havde politiet endnu ikke foretaget anholdelser i sagen. Men ifølge New York Times valgte en række beboere fra kvarteret Midwood, hvor hændelsen fandt sted, at vise deres solidaritet med kvarterets jødiske beboere ved en offentlig march mod anti-semitisme.

Sammen med blandt andet lokale politikere fra byrådet marcherede beboerne søndag eftermiddag på samme gade, hvor hadforbrydelsen to dage forinden havde fundet sted.

Jeg er chokeret over, at det skete her ved min ejendom, sagde en af demonstranterne, som bar et israelsk flag.

Hagekorsene og initialerne K.K.K. giver et meget grimt billede, sagde byrådsmedlem Dov Hikind, en af de lokale politikere, der gik med i demonstrationen.

Hvis det bare var hagekorsene, ville vi være ophidsede. Men det voldsomme hærværk giver det hele en anden dimension. Jeg kan ikke huske at have set noget lignende i de 29 år, jeg har været offentligt valgt.

Midwood er et villakvarter med et stort antal jødiske beboere. Ifølge Dov Hikind har kvarteret en af de største befolkninger af Holocaust-overlevere i en by uden for Israel, og episoden har derfor været en smertefuld genoplivning af fortiden for mange.

Dov Hikind fortalte New York Times, at hans 90-årige mor, som nu bor i Midwood, selv overlevede Holocaust:

Hagekorset er forfærdelig for dig og mig, men for min mor bringer det alle de værste minder tilbage, sagde Dov Hikind.

Også en af New Yorks senatorer, Eric Adams, var blandt demonstranterne. Han er valgt for det lokale distrikt, men vil gerne vise, at ingen dele af New York tolererer udtalt had:

Før i tiden brugte folk tuscher til at skrive hadefulde budskaber på mure. I dag bruger de benzin til at sprænge biler i luften i trygge miljøer som det her. Vi vil svare igen på den voksende aggression med et stærkt fælles budskab om, at vi ikke vil tolerere og acceptere dette.

Uafhængigt af forbrydelsen i Midwood blev en fyrreårig mand fredag arresteret for at male hagekors på i alt fem døre til biblioteker og katolske kirker bydelen Queens.