Miss World-konkurrence møder hård muslimsk kritik i Indonesien

Foto: missworld.com

Minister og fremtrædende muslimske lærde kræver Miss World aflyst, fordi konkurrencen viser for meget kvindelig hud.

Skønhedskonkurrencen Miss World, der begynder på søndag, finder i år sted i Indonesien. Det er dog ikke uden problemer, da konkurrencen har mødt hård kritik fra både fremtrædende islamiske lærde og senest også fra den indonesiske minister for religion. Det skriver nyhedsmedierne The Huffington Post og Al Arabiya.

Indonesiens minister for religion, Suryadharma Ali, opfordrer til at aflyse Miss World-konkurrencen og dermed følge anvisningerne fra Ulema-forsamlingen, der består af landets øverste islamiske lærde. De mener, konkurrencen er i strid med den muslimske lære.

LÆS OGSÅ:
Religiøse protester aflyser Lady Gaga-koncert i Indonesien

Det indonesiske Ulema-forsamling har udtrykt stor modstand mod Miss World, fordi konkurrencen ikke stemmer overens med islamisk lærdom, der foreskriver, at muslimske kvinder bør dække usømmelige dele af kroppen, udtalte Suryadharma Ali i sidste uge.

The show must go on
Ministeren er det første medlem af regeringen, der udtrykker sin holdning til konkurrencen offentligt. Men på trods af landets muslimske majoritet er Indonesien ikke underlagt islamisk lov.

Derfor er RCTI, officielt tv-selskab for og lokal arrangør af Miss World, ikke umiddelbart parat til at adlyde anvisningerne, men lydhøre over for indvendingerne.

LÆS OGSÅ:
Flere end 100 kirker lukket i Indonesien

Vi forstår forsamlingens holdning, men the show must go on, siger Adjie S. Soeratmadjie fra RCTI ifølge the Huffington Post, og han tilføjer at flere andre ministre støtter konkurrencens afholdelse.

Protester trods bikini-forbud
Selvom Miss World-arrangørerne har lovgivningen på deres side, vejer de islamiske lærdes ord tungt blandt mange indonesere. Tidligere på året annonceredes det, at den berømte bikini-konkurrence ville blive skåret væk. Deltagerne vil i stedet bære balinesiske saronger for at imødekomme kritikerne.

Der er imidlertid stadig krænkede følelser i en gruppe af hardliners, Islamic Defenders Front, som planlægger demonstrationer i hovedstaden Jakarta, hvor Miss World-finalen holdes den 28. september.

LÆS OGSÅ:
Allah-tatoveret sangerinde måtte droppe Malaysia-koncert

Gruppen hører til den mere ekstreme fløj af muslimer i Indonesien, der omend lille i størrelse har fået en tydeligere stemme i offentligheden i de seneste år. De fleste muslimer i det sekulære land på 240 millioner mennesker er moderate.