Moskéer skal oplyse om vandsikkerhed i Pakistan

En kvinde kigger i en gennemblødt koran, som hun finder i ruinerne af sit hus efter oversvømmelserne i landsbyen Mehmood Kod i Punjab- provinsen, 23. august 2010. I mangel af rent vand efter oversvømmelserne i Pakistan forsøger nogle at rense vandet ved at sige koranvers over det.

Manglende adgang til rent vand efter oversvømmelserne i Pakistan får dele af befolkningen til at forsøge at rense vandet ved hjælp af koranvers

Efter oversvømmelserne i Pakistan er rent vand blevet en mangelvare. Derfor sætter befolkningen i visse tilfælde sin lid til hellige mænd, som forsøger at rense vandet ved at udsige koranvers over vanddunkene.

"Vi ved at vandet kan forårsage sygdom, men vand, som der er sagt ord fra den hellige Koran over, kan ikke gøre os syge," siger den 65årige kvinde Farkhanda Bibi til FNs nyhedsservice IRIN.

600.000 ramt af akut diarré
Ligesom mange andre pakistanere har Farkhanda Bibi været ramt af diarré efter oversvømmelserne og forsøger nu at undgå at blive syg igen. Men det er ikke let i en situation, hvor mange vandrør er ødelagte, og affald og ekskrementer fra dyr blandes med vandet fra oversvømmelserne.

Alene i august måned er knap 600.000 personer ifølge IRIN blevet behandlet for akut diarré, som kan være et tegn på kolera eller andre vandbårne sygdomme.

Moskéer kan lave oplysningsarbejde
Pakistanske religiøse ledere foreslår derfor nu, at moskeer og bønneledere bliver involveret i oplysningsarbejdet for at udbrede kendskabet til, hvordan man sikrer sit drikkevand.

"Der er behov for viden i befolkningen. At sige en bøn over vandet renser det ikke. Det kan lokale religiøse ledere hjælpe med at oplyse folk om især fordi de har stor indflydelse i landområderne," siger Khalid Zaheer, som er religiøs lærd til IRIN.

Han bakkes op af mufti Muneeb-ur-Rehman, der er formand for den komité, som fastlægger, hvornår fastemåneden indledes i Pakistan.

Ifølge Post.doc. Kate Østergaard fra Københavns Universitet betragtes Koranens ord ofte blandt muslimer som magtfulde og velsignende, og det er for eksempel en udbredt praksis at læse koranvers over syge for at gøre dem raske. Men pakistanske religiøse ledere anbefaler altså andre løsninger, når det gælder at rense vandet efter oversvømmelserne.

Ingen lette løsninger
Men på trods af at mange allerede ved, at vandet bør koges inden, det bliver bruget i husholdningen, så er det ikke altid en mulighed. Der skal bruges meget brændstof til at koge tilstrækkelige mænger af vand, og nogle har simpelthen ikke råd til at købe den nødvendige brændsel.

Andre metoder forsøges også som for eksempel klorintabletter, der kan rense vandet, filtrering af vandet gennem lerpotter eller installering af håndpumper, som kan nå grundvandet. Men ingen af løsningerne er ideelle, og det kan ifølge IRIN forklare, hvorfor nogle tyer til rensning af vandet ved hjælp af hellige ord.