Munke forventer stor indtjening fra auktion af prinsessesmykker

Næste weekend vil det nordengelske kloster og spirituelle retrætecenter Community of the Ressurection bortauktionerer royale, historiske smykker til fordel for en omfattende restaurering af klosterets fysiske rammer. Foto: John P Coates.

Munke på et engelsk kloster forventer en klækkelig indtjening til restaurering af klosteret ved hjælp af bortauktionering af smykker båret af 1800-tallets svar på prinsesse Diana

Næste weekend afholdes en af nyere tids mest særprægede auktioner i det nordlige England. Det berømte anglikanske kloster og center for spiritualitet Community of the Resurrection har fået en værdifuld historisk samling foræret af en familie med tætte relationer til klosteret. En samling, der blandt andet består af kongelige smykker med en spændende fortælling, skriver The Guardian.

LÆS OGSÅ: Hvad skal der blive af klosterlivet?

Samlingen vil blive auktioneret bort lørdag den 10. november på klosteret i byen Mirfield og har til formål at bidrage til et 215 millioners restaureringsprojekt af det spirituelle opholdscenter. Lige fra kirkens alter til opholdscentrets temperaturregulering trænger til istandsættelse.

Sandsynligvis vil den gavmilde foræring bringe den nuværende indsamlingspulje på otte millioner kroner langt over de ti millioner og bringe klostret et skridt nærmere at kunne modtage de talrige besøgende og pilgrimsrejsende, der hvert år ønsker at gæste det spirituelle retrætecenter.
.

Datidens prinsesse Diana
Den historiske samling, der er blevet doneret, inkluderer blandt andet et sæt smykker, der blev båret af prinsesse Charlotte i 1816 under hendes bryllup. En prinsesse, der af avisen The Guardian beskrives som datidens svar på den engelske prinsesse Diana. Hun var den eneste legitime arving til tronen, men lagde nationen i sorg, da hun døde i barselssengen.

Udover en halskæde belagt med guld og grønne ædelstene hører der to armbånd, et sæt øreringe og fem brocher med i sættet. Alle juvelerne er blevet bevaret i familien Hon Denise Orange. Som et bidrag til det tiltrængte restaureringsarbejde har familien nu doneret dem til det nordengelske kloster. Familien har gennem mange år bidraget til klostrets eksistens og har tilmed familierelationer blandt klosterets 22 munke.

LÆS OGSÅ: Reformationen styrkede flere katolske klostre

Smykkesættet vil blive solgt med et medfølgende brev underskrevet af prinsesse Charlottes far, George IV, der forærede Prinsesse Charlotte smykkerne, og som i 1811 regerede i sin fars sted grundet mental sygdom. Auktionær George Gribben, som er bror til klosterets fader John Gribben, vil stå for weekendens auktion og han mener ikke, at det bliver et problem at få presset auktionspriserne i vejret. Der foreligger nemlig rigeligt med historiske hypoteser forbundet med George IV, der var berygtet for sin udsvævende og ekstravagante livsstil.
Salget er dog i en god sags tjeneste, og George Gribben havde ligeledes succes til en auktion sidste år, hvor han fik indtjent over 500.000 kroner til klosteret.

LÆS OGSÅ: Verdensberømt diamant får halskæde

Udover det historisk sagnomspundne sæt af smykker er det også blevet doneret andre genstande. Der vil tilmed blive bortauktioneret et middelaldersværd og noget af den engelske skuespiller sir Patrick Stewarts selskabstøj.

Til trods for den tvivlsomme, men forhåbentlig lukrative historie forbundet med smykkerne, er fader John Gribben glad og forventningsfuld omkring auktionen.

At organisere auktionen er meget hårdt, men samtidig meget givende. Jeg er interesseret i historie og jeg er interesseret i fortællinger, og du finder begge dele i en auktion. Vi er meget taknemmelige for alle vores bidragsydere, som har doneret genstande til auktionen. Vi har allerede modtaget over tusinde sjældne og unikke genstande, som tilpasser sig alle prisklasser, lige fra 95 til hundredtusindvis af kroner, fortæller han til The Guardian.

De smykker der i næste weekend skal bortauktioneres til fordel for restaureringen af et engelsk kloster, blev i sin tid båret af den engelske Prinsesse Charlotte til sit bryllup i 1816. Foto: Maler: George Dawe.