Muslimer fordømmer holocaust-benægtere

"Ingen af den almægtige Guds skabninger bør møde diskrimination på grund af hendes eller hans tro og religiøse overbevisning," udtalte en gruppe amerikanske, muslimske ledere efter et besøg i en tidligere koncentrationslejr. Foto: stock.xchng

"Vi fordømmer antisemitisme i enhver form," udtalte en gruppe amerikanske muslimske ledere, da de forleden besøgte den tidligere koncentrationslejr Dachau

En gruppe af amerikanske muslimske ledere besøgte forleden den tidligere koncentrationslejr Dachau. Efter besøget udsendte de en fælles udtalelse, hvor de klart fordømmer såvel fornægtelse af holocaust som antisemitisme. Det skriver tænketanken Ekklesia.

Besøget var arrangeret af centeret for interreligiøs forståelse i New Jersey, USA. Det blev desuden sponsoreret af Konrad Adenauer Foundation i Tyskland.

I den muslimske udtalelse tager lederne skarpt afstand fra enhver fornægtelse, bortforklaring eller retfærdiggørelse af holocaust. Det er, hedder det, en krænkelse af traditionel islamisk etik. Det hedder blandt andet:

"Vi fordømmer antisemitisme i enhver form. Ingen af den almægtige Guds skabninger bør møde diskrimination på grund af hendes eller hans tro og religiøse overbevisning."

Lederne opfordrer i udtalelsen også til fortsat kamp mod fordomme og hadefuld tale om jøder, muslimer og kristne. Det gælder også alle andre mennesker, der rammes på grund af af religion, race og etnisk baggrund.