New Yorks vælgere: Hellere muslim end genfødt kristen som præsident

61 procent af de adspurgte newyorkere i en amerikansk meningsmåling giver udtryk for, at præsidentkandidaternes religion ikke spiller en rolle, når de skal vælge, hvor de vil sætte deres kryds.

Ifølge ny amerikansk meningsmåling vil vælgerne i New York hellere stemme på en muslimsk præsidentkandidat end på en ateist eller genfødt kristen. 61 af de adspurgte mener dog, at præsidentkandidatens tro ikke påvirker deres stemme

En rundspørge fra 2010 lavet af Pew Research Center viste, at hver femte amerikaner var overbevidst om, at præsident Barack Obama er muslim. På trods af, at der ikke var hold i antagelsen, lader det ikke til, at det ville have spillet en rolle for vælgerne i New York.

LÆS OGSÅ: Hver femte amerikaner siger, Obama er muslim

En ny undersøgelse fra Quinnipiac University viser nemlig, at vælgerne i New York foretrækker en muslimsk præsident frem for en born-again Christian (amerikansk udtryk om en person, der har oplevet en dramatisk omvendelse til kristendommen, direkte oversat genfødt kristen, red.).

30 procent af de adspurgte i undersøgelsen giver udtryk for, at de er mindre tilbøjelige til at stemme på en ateistisk præsidentkandidat, og 27 procent har det samme forbehold over for en born-again Christian. Samtidig viser tallene, at kun 19 procent af respondenterne er mindre tilbøjelige til at stemme på en muslimsk kandidat.

I vores måling af fordomme er det kun de to yderpunkter i det religiøse spektrum, ateister og genfødte kristne, der tiltrækker markant negative svar, siger Maurice Carroll, direktør for Quinnipiac Universitys meningsmålingsinstitut, til The Christian Post.

Formålet med undersøgelsen er at få svar på, om en præsidentkandidats religion har indflydelse på vælgeradfærden i New York. I gennemsnit svarer omkring 61 procent af vælgerne, at præsidentkandidaternes religion ikke har en betydning for, hvor de ville sætte deres kryds.

LÆS OGSÅ: Amerikanere er trætte af tro i politik

Newyorkerne er også tolerante, når det kommer til områder såsom køn og fysisk udseende. Her er det 16 procent, der vil være betænkelig ved at stemme på en overvægtig kandidat.

Sympatien er dog størst over for præsidentkandidaternes seksualitet. Kun 10 procent mener, at det ville være en afgørende faktor, om kandidaten var bøsse eller lesbisk.

Ud fra undersøgelsen kan Maurice Carroll se et tydeligt billede på vælgeradfærden blandt newyorkerne:

I alle spørgsmålskategorierne, undtagen når det gælder kandidaternes køn, vil under 10 procent af newyorkerne stemme på en kandidat på grund af deres religion eller andre karakteristika. Mere end 60 procent siger også, at det ikke har en betydning.

61 procent af de adspurgte New Yorkere i en amerikansk meningsmåling giver udtryk for, at præsidentkandidaternes religion ikke spiller en rolle, når de skal vælge, hvor de vil sætte deres kryds. Foto: Ed Lefkowicz Demotix Denmark