Norsk kronprinsesse kritiseres for buddhistisk flirt

Norges kronprinsesse Mette-Marit er netop nu på rejse i Indien med canadiskfødt meditationsguru. Norske kirkefolk kritiserer prinsessen for at forfladige religionsforskelle. Foto: Solum, Stian LysbergNTB

En forfladigende religionssammenblanding, lyder det om kronprinsesse Mette Marits rejse med meditationsguru

En norsk kronprinsesse og en canadisk kvinde, der har skabt sig et navn som meditationsguruen Sharon Myoshin Kelley.

Det er en kombination, der har skabt voldsom debat blandt norske kirkefolk og politikere.

LÆS OGSÅ: Kronprinsesse: Kirken er som et hjem

Netop i disse dage er Mette-Marit på vandretur i Kasmir-provinsen med Myoshin Kelley. Turen varer to uger og ifølge den norske avis Dagbladet.no defineres rejsens som "en søgen efter livets mening".

Men at den norske kronprinsesse, som i flere sammenhænge har markeret en stærk tilknytning til den norske kirke, nu rejser rundt med en buddhistisk meditationslærer, får flere kirkefolk til at advare mod religionssammenblanding.

"Det rimer ikke. Først og fremmest er jeg overrasket, for kronprinsessen har de seneste år profileret sig med en tydelig kristen tro, og det rimer ikke med, at man så bruger en buddhistisk vejleder på den måde", lyder det fra Espen Ottosen, der er informationschef i Norsk Luthersk Misjonssamband.

Ottosen ser samtidig en risiko for, at kronprinsessen med sin rejse udvisker forskellene mellem kristendom og buddhisme.

"Jeg er bange for, at hun vil nedtone det buddhistiske og åndelige aspekt og i stedet gøre dette til et spørgsmål om at finde ro og mening i livet. Det bliver efter min mening en forfladigelse af de religiøse forskelle, som findes. Det lyder lidt Märtha-agtigt, siger Espen Ottosen med henvisning til den norske prinsesse Märtha Louise, der har gjort sig bemærket med sine englekurser og udtalelser om, at hun jævnligt taler med engle.

Også Anita Apelthun Sæle, der er tidligere toppolitiker i Norges Kristelig Folkeparti, er skeptisk overfor kronprinsessens rejse, som hun betegner som "meget forfejlet".

"At høre på visdom fra andre, må hun gerne gøre, men hvis det er for at finde et ståsted i livet, bør hun gå til den kristne tro, som har givet hende den værdibaggrund, hun egentligt har," lyder det fra Anita Sæle ifølge Dagbladet.no.

"Sandhedsindholdet er meget tvivlsomt. Det kan være en oplevelse, men ikke mere, og Mette-Marit burde ikke involvere sig i det", siger Anita Sæle videre.

Den norske kronprinsesse møder dog også opbakning. På den norske avis Vårt Lands hjemmeside roser flere debattører Mette-Marit for hendes åbenhed og imødekommenhed overfor andre religioner.

"Hvorfor i alverden er det dem, der ser sig selv som de 'sande frelste', der altid først skal kritisere frie, modige sjæle, som for eksempel vor kronprinsesse (og mange af os andre), som har behov for at udvide troshorisonten i en lidt utraditionel sammenhæng", skriver blandt andre debattøren Ragnhild Elise Anmarkrud, som samtidig rejser spørgsmålet "hvem skal bestemme taghøjden i Guds rum?"

"Det er både på tide og meget sundt, at alle vi, som ønsker et flerkulturelt fællesskab, tør udfordre os selv, især i religionernes sprængfarlige univers", skriver Ragnhold Elise Anmarkrud.

Den canadiske meditationsguru Myoshin, som ledsager Mette-Marit på rejsen, er er oprindeligt døbt Sharon, men tog sit særlige navn efter et møde med zen-mesteren Hogen Daido Yamatha. Myoshin beskriver selv en rejse til Nepal og en efterfølgende meditationsrejse til Indien som afgørende for sin åndelige udvikling.