Nygift katolik? Rejs til Rom og få pavens velsignelse

Modelfoto fra Peterspladsen i Rom. For at kunne modtage den pavelige velsignelse, skal parrene kunne dokumentere, at deres bryllup er blevet afholdt maksimalt to måneder inden de ønsker at deltage i audiensen Foto: Andrea Matone

Katolske par fra hele verden valfarter året rundt til Vatikanet for at få velsignet ægteskabet af paven

Alle veje fører til Rom. Sådan lyder et gammelt ordsprog, og hvis man er katolik og er i gang med bryllupsforberedelserne, så kan det være værd at planlægge, at bryllupsrejsen slår et smut forbi den italienske hovedstad. Her kan par, der er blevet gift inden for to måneder, blive velsignet af selveste pave Benedikt XVI.

LÆS OGSÅ: Vatikanet ansætter Fox News-reporter som spindoktor

Hver onsdag afholder den katolske kirkes overhoved den såkaldte Sposi Novelli-audiens i Vatikanet. Her bliver de nygifte par placeret på forreste række, hvorefter paven går rundt til hvert enkelt par, hilser på dem og giver dem sin velsignelse.

LÆS OGSÅ: Pavens evner som leder debatteres

Traditionen har ifølge Vatikanets informationsafdeling stået på i mange år, men en præcis datering kan de ikke oplyse. Den populære audiens tiltrækker unge katolikker fra hele verden:

"Jeg har aldrig før været i Rom, så jeg kunne kun forestille mig, hvor smukt og helligt stedet er. Jeg kunne ikke være mere lykkelig nu, hvor vi er blevet gift og har fået vores ægteskab velsignet af paven," siger Anna Barella til det katolske nyhedsmedie Catholic News Agency.

Den 26-årige brud og hendes 25-årige gom, Kyle Barella, er rejst helt fra Florida i USA for at blive velsignet. Den 16. juni blev de gift i en kirke i Rom og deltog den 20. juni i Sposi Novelli i Vatikanet.

Der er fantastisk. Der er ingen bedre måde at begynde et ægteskab på end at få en velsignelse fra den hellige fader, siger Kyle Barella.

For at kunne modtage den pavelige velsignelse, skal parrene kunne dokumentere, at deres bryllup er blevet afholdt maksimalt to måneder inden de ønsker at deltage i audiensen. Desuden opfordres de til at møde op i fuldt bryllupsudstyr. Kvinden i brudekjole og manden i smoking.

Det har det tyske par Axel og Susie Dreyer gjort. De er rejst fra Düsseldorf for at deltage i audiensen:

Det var en fantastisk oplevelse. Vi har altid planlagt, at vi ville have en velsignelse af paven efter vi blev gift, fordi det føles som at blive gift en gang til - og vi elskede det, siger Axel Dreyer til Catholic News Agency.

LÆS TEMA: Paven og Vatikanet

Hans kone Susie er også glad, men kan godt mærke den italienske sommervarme på Peterspladsen:

Det er så varmt, at jeg har lyst til at hoppe op i en af fontænerne. Jeg håber, at vi får et godt familieliv og at vores børn også vil vokse op med troen på Jesus og den katolske kirke, siger Susie Dreyer.