Når vi er mange kan Allah bedre høre os

Foto: Simon Læssøe

Den muslimske festival Bishwa Ijtema er sat i gang lidt uden for Bangladesh hovedstad, Dhaka. Igen i år samles millioner af mennesker for at bede og lære om islam

Busser, cykeltaxaer og et brusende menneskehav med bedemåtter under armen kæmper om hver en millimeter af vejen. En tætpakket bus med taget dækket af passagerer skal lige til at køre frem, da en gruppe unge mænd kaster sig ind foran. Chaufføren hamrer hornet i bund, men lyden forsvinder i et inferno af motorlarm og tusindvis af højrøstede stemmer.

Trafikkaosset og menneskemylderet strækker sig over flere kilometer ind mod hovedstaden Dhaka og fylder luften med støv. Alle prøver at nå frem til Bishwa Ijtema-pladsen, inden fredagsbønnen begynder.

Inde på pladsen har flere end én million pilgrimme allerede fundet sig til rette i de mange pavilloner, som de skal bo under de næste tre dage. Det forventes, at yderligere én million vil ankomme inden søndagens afsluttende bøn.

Bishwa Ijtema afholdes over to weekender, og næste weekend vil millioner igen strømme til pladsen. Arrangørerne forventer, at i alt fem millioner vil tage del i festivalen, der har status som den næststørste muslimske forsamling efter hajj.

LÆS OGSÅ:
De 10 vigtigste ting at vide om den muslimske pilgrimsfærd hajj

Lærer at blive bedre muslim
Under begivenheden er det ikke tilladt at diskutere politik. I stedet vil respekterede imamer fra Bangladesh og udenlandske moskeer holde foredrag, undervise i islam og lede store fællesbønner. Mange af deltagerne kommer for at lære, hvordan de skal forstå og leve op til Koranens budskaber.

At være muslim er ikke nok for mig. Jeg kan altid blive en bedre muslim. Det, jeg lærer her, tager jeg med ud i livet, siger 60-årige Shah Molla fra Dhaka.

Han deltager for sjette gang. I år er han kommet, dagen inden festivalen begynder, og har fået en plads til sit tæppe i et af de store telte. Her vil han de kommende tre dage sove, bede, diskutere islam og lytte til imamernes ord, som hele tiden strømmer ud fra pladsens mange højtalere.

For 24-årige Ashrafull Haque er det første gang, han er til Bishwa Ijtema. Han har boet det meste af sit liv i Indien. For et halvt år siden vendte han hjem til Bangladesh, og nu ser han det som sin pligt at deltage i den store begivenhed.

Allah bliver glad, når vi kommer her. Når vi er mange, kan Allah bedre høre os, og Han vil tilgive vores synder og fejl, siger Ashrafull Haque.

Deltagere fra hele verden
Langt de fleste deltagere kommer fra Bangladesh, men cirka 50.000 udenlandske deltagere fra flere end 100 lande tager også del i Bishwa Ijtema. En af dem er tyske Ibrahim Sheikh, som er rejst til Bangladesh fra Hannover. De næste tre dage bor han i et særligt område er pladsen, som er forbeholdt udlændinge. Her bliver de religiøse foredrag og prædikener blandt andet oversat til engelsk, fransk og mandarin.

For 12 år siden tog Ibrahim Sheikh for første gang pilgrimsrejsen til Bangladesh. Siden har han ventet på en mulighed for at vende tilbage.

For mig handler Bishwa Ijtema om at blive et bedre menneske og en bedre muslim. Ved at lytte til de lærdes ord, forstår jeg bedre, hvordan jeg skal leve mit korrekt, siger Ibrahim Sheikh.

LÆS OGSÅ:Pilgrimsvandring i de fem verdensreligioner

Alle samler sig i bøn
Hverken de unge mænd eller bussens mange passagerer når frem til pladsen i tide. I stedet finder de bedetæpper frem og placerer dem midt på vejen. Det samme gør resten af den store menneskemængde, som for et øjeblik siden udgjorde en kaotisk, larmende trafikprop. De, der ikke har bedetæpper med, kan købe avispapir eller alufolie i vejkanten. Ikke alle kan finde plads til at sidde på asfalten og kravler i stedet op på toppen af busser og lastbiler.

Så langt øjet rækker har folk bøjet hovederne og vendt håndfladerne mod himlen. Der er næsten helt stille, og alle spidser ører for at høre bønnen fra de højtalere, som står inde på selve pladsen. Stilheden bliver kun afbrudt, når den enorme menneskemængde samler sig om et fælles Allahu Akbar," "Allah er størst.

Foto: Simon Læssøe
Foto: Simon Læssøe
Foto: Simon Læssøe
Foto: Simon Læssøe
Foto: Simon Læssøe
Foto: Simon Læssøe
Foto: Simon Læssøe
Foto: Simon Læssøe