Pave Frans: Internettet er en gave fra Gud

"Internettet, i særdeleshed, tilbyder enorme muligheder for møder og solidaritet. Dette er i sandhed godt. En gave fra Gud," skrev pave Frans forleden i en meddelelse fra den katolske kirke. Her ses pave Frans' Twitter-profil via en smartphone. Foto: GABRIEL BOUYS/ Denmark

Internettet er en gave fra Gud, der kan lette kommunikationen mellem mennesker med forskellige trosretninger, mener pave Frans

Guds gaver kommer ikke altid oppefra og ned, hvis man skal følge pave Frans, men også gennem noget så banalt som et internetkabel.

Paven erklærede i torsdags, at internettet er en gave fra Gud. Samtidig advarede han imod, at behovet for konstant at være forbundet online, kan isolere mennesker fra deres venner og familie. Det skriver The Huffington Post.

Udtalelsen kom i forbindelse med en meddelelse om den katolske kirkes kommunikation. Her mediterer paven ifølge det amerikanske medie over de gode og dårlige sider af den digitale tidsalder, samt hvilken betydning internettet har for den troende, der ønsker at gå ud i verden og interagere med mennesker fra andre trosretninger.

Internettet, i særdeleshed, tilbyder enorme muligheder for møder og solidaritet. Dette er i sandhed godt. En gave fra Gud, skriver pave Frans.

LÆS OGSÅ:10 kontroversielle udsagn fra pave Frans

I samme ombæring opfordrer han alle katolikker til at indgå i en fordomsfri dialog med andre mennesker, frem for stædigt at fastholde, at de som katolikker alene skulle sidde inde med sandheden.

At have en dialog vil sige at have en tro på, at den anden har noget værdifuldt at sige, og reflektere over han eller hendes synspunkt og perspektiv, skriver pave Frans og fortsætter:

At indgå i dialog betyder ikke at afstå fra vores egne ideer og tradition, men fra påstanden om, at de alene er gyldige og absolutte.

Pave Frans er selv en aktiv Twitter-bruger. Læs hans tweets her.

Alle citater af pave Frans i denne artikel er efter egen oversættelse, og er hentet fra den engelske version af pavens erklæring på Vatikanets officielle side news.va