Pavens opgør med korruption gør ham til muligt mål for mafiaen

Den italienske anklager Nicola Gratteri advarer om, at pave Frans kan blive mål for mafiaens vrede. Her ses paven ankomme til audiens på Peterspladsen i Rom den 20. november 2013. Foto: ANDREAS SOLARO/ Denmark

Ledende italiensk mafiaanklager advarer om, at pave Frans kan blive mål for mafiaens vrede

Pave Frans har vakt vrede i mafiaen. Det mener anklageren Nicola Gratteri, der er kendt for at bekæmpe den syditalienske region Calabriens magtfulde 'Ndrangheta-mafia. Han begrundede det forleden over for det italienske dagblad Il Fatto Quotidiano med pave Frans bestræbelser på at rydde op i korruption i Vatikanstaten. For pave Frans igangsatte oprydningsarbejde truer med at nedbryde årelange lukrative forretninger mellem korrupte prælater og mafiaen. Det skriver blandt andet The Guardian.

Hvis mafiabosserne kunne klynge ham op, så var det det første, som de ville gøre. Jeg kan ikke sige, om den organiserede kriminalitet rent faktisk er i stand til at foretage sig noget, men det er helt sikkert noget, som de overvejer. Det kan blive farligt, udtaler Gratteri.

Pavens oprydningsarbejde er først og fremmest koncentreret omkring Vatikanets bank, der i årevis er blevet betragtet som en kanal for hvidvaskning af mafiaens penge. Hans retorik omkring hvad der bør ske med folk i Vatikanet, der har befattet sig med korruption, har været klar og utvetydig. Under en messe i forrige uge brugte han for eksempel et bibelsk billede fra Lukasevangeliet, da han sagde, at de skulle have en møllesten om halsen og smides i havet.

LÆS OGSÅ: Hemmelighedskræmmeri forstærker Vatikanets kriser

Men problemets anløbne elementer i den katolske kirke er landsdækkende. Ikke mindst Syditalien er kendt for tætte bånd mellem gejstlige og mafiaen. Det kender Nicola Gratteri utallige eksempler på. Han fortæller, at mafiabosserne dér har stærke og højprofilerede forbindelser til den katolske kirke. Det er med til at legitimere dem.

Dertil kommer, at mafiabosserne og deres folk øjensynligt er ret religiøse. Gratteri fortæller, at han aldrig har været med til at rydde en mafiarede, som ikke indeholdte religiøse effekter af en eller anden art. Religion indgår i al mafiaens virke lige fra optagelsesritualer til en attentatmand fra Ndrangheta, der kysser sin rosenkrans, før han tager ud for at skyde sit offer.

LÆS OGSÅ: Paven rydder op i Vatikanets top

Vatikanet og dermed også pave Frans synes at tage den mulige trussel fra mafiaen med ophøjet ro. Vatikanets hovedtalsmand, Federico Lombardi, udtalte fredag i sidste uge til forsamlede journalister, at Vatikanet stillet over for den mulige trussel forholder sig ekstremt roligt. Det skriver Religion News Service.

Der er absolut ingen grund til bekymring og ingen grund til at skabe panikstemning, udtalte Lombardi.

LÆS OGSÅ: Katolsk kirke trodser mafiaen