Prince: "Bibelen lærte mig, hvad autoritet er"

"Det er sjovt at være i islamiske lande, hvor man ved, at der kun er én religion. Der hersker orden. Man går i burka, det er ikke noget, man selv vælger. Og det er folk glade for´," siger postjernen Prince. Foto: - Denmark

Bibelen lærer en at omgås andre mennesker, siger popstjernen Prince, som godt kan lide ro og orden - også den der findes i islamiske lande

I 1980erne var Prince kendt som en grænseoverskridende popkunstner, der sang om sex, angst og kamp mod autoriteterne.

Men siden han i 2001 blev medlem af Jehovas Vidner er der blevet lagt en dæmper på Princes eksistentielle tvivl og oprørstrang.

"Jeg var anti-autoritær, men jeg var samtidig en kærlig tyran. Man kan ikke være begge dele, udtaler Prince til den engelske avis The Guardian.

Han mener, at han er blevet mere glad og tilfreds med livet, fordi Bibelen har lært ham at leve ordentligt og respektere autoriteterne:

"Jeg var nødt til at lære, hvad autoritet var. Og det kan man lære ved at læse i Bibelen. Bibelen lærer en at omgås andre mennesker."

En engel kurerede ham
Religion har altid spillet en stor rolle i Princes liv. Den 41-årige popstjerne, hvis borgerlige navn er Prince Roger Nelson, voksede op som syvende-dags-adventist.

Troen indprentede sig i Prince, da han var lille, og han forklarer blandt andet, at det var takket være Guds indgriben, at han blev kureret for sine epileptiske anfald. Det skriver People Magazine.

"Mor, jeg skal ikke være syg mere," sagde Prince angiveligt til sin mor. "Det er der en engel, der har fortalt mig."

I nogle af hans sange kan man også spore en religiøs higen, blandt andet i "All Seven," der handler om de syv dødssynder og "The Cross," som kan betragtes som en salme.

"Der skal være grænser i samfundet"
I dag finder han en ro i troen, som han mener kan være svær at få øje på ude i samfundet, som er hektisk og fuld af støj:

"Hvis jeg tager hen et sted, hvor jeg ikke føler mig stresset, og der ikke er bilalarmer eller en flyvemaskine, der flyver hen over hovedet på mig, så forstår man, hvad støjforurening er," udtaler Prince og tilføjer:

"Støj er et samfund uden Gud, et samfund der ikke har nogen lim. Vi kan ikke bare gøre, hvad vi har lyst til hele tiden. For hvis man ikke har grænser, hvad så?"

Hvad angår regler og grænser, udtaler Prince sig positivt om islamiske lande:

"Det er sjovt at være i islamiske lande, hvor man ved, at der kun er én religion. Der hersker orden. Man går i burka, det er ikke noget, man selv vælger. Og det er folk glade for.

Dog mener Prince ikke, at man skal forstå hans kommentarer som en ekspertudtalelse:

"Jeg er musiker. Det er det, jeg laver. Og så er jeg musikken. Det er det, man skal komme til mine koncerter og høre."