Rabbinere vil beholde livsfarligt oralt omskæringsritual

New Yorks sundhedsmyndigheder har indført en lov, som kræver, at forældrene skriver under på en samtykkeerklæring, hvis de ønsker en omskæring, som indebærer, at en mohel bruger sin mund til at suge blod fra barnets penis. Det vækker vrede hos en række rabbinere. På billedet er det en lille jødisk dreng i Jerusalem umiddelbart efter sin omskæring. Han har fået et lille stykke klæde med lidt vin på i munden som bedøvelse. Foto: RONEN ZVULUN Denmark

I New York protesterer ultra-ortodokse rabbinere mod sundhedsmyndighederne. Det skyldes en ny lov, der kræver forældrenes skriftlige samtykke, når rabbineren suger blod fra børnenes kønsdele i forbindelse med omskæring

I 2005 blev tre spædbørn smittet med livsfarlig neonatal herpes i forbindelse med omskæringer. Grunden var, at en såkaldt mohel, der er den person, som fortager omskæringen, sugede blod fra deres kønsdele. Og nye undersøgelser har afsløret, at yderligere 12 spædbørn i New York har fået herpes efter det kontroversielle, orale omskæringsritual. To børn døde kort tid efter, de var blevet smittet.

Den 14. januar tog byens sundhedsmyndigheder konsekvensen og indførte en lov, som kræver, at forældrene skriver under på en samtykkeerklæring, hvis de ønsker en omskæring, som indebærer, at en mohel bruger sin mund til at suge blod fra barnets penis. Det skriver The Jewish Daily Forward.

LÆS OGSÅ: Tyskland tillader religiøs omskæring

Den Amerikanske Forening For Rituelle Omskæringer, der praktiserer den risikable orale praksis, er imod den nye lov. Brooklyns mohel, rabbineren Avrohom Cohn, der er formand for bestyrelsen, siger, at hans medlemmer ikke vil kræve samtykkeerklæringer af forældrene i forbindelse med omskæringer.

"Selvom han er borgmester i verdens største by, har jeg har ikke tænkt mig at lytte til ham, siger Avrohom Cohn, med henvisning til New Yorks borgmester Michael Bloomberg, der støtter de nye regler. Og han fortsætter:

"Jeg har en anden borgmester, den Almægtige, og jeg vil gøre det på hans måde," siger Avrohom Cohn til The Jewish Daily Forward.

Sundhedsmyndighederne har lagt samtykkeerklæringer på engelsk og jiddisch ud på deres hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Færre piger udsættes for omskæring

Erklæringen fylder kun en side. Her skal den pågældende mohel skrive sit fulde navn, barnets fødselsdato og navn, og forældrene skal skrive under på, at de forstår, at ritualet bliver udført på trods af , at sundhedsmyndighederne mener, at det "kan smitte barnet med en herpes virus-infektion, som kan resultere i hjerneskade eller død."

Hvis den mohel, der står for metzitzah b'peh, undlader at indkræve samtykkeerklæringen, er det en krænkelse af New Yorks sundhedslovgivning, skriver sundhedsmyndighederne. En overtrædelse kan medføre en række sanktioner herunder bøder på op til 2.000 dollars.

LÆS OGSÅ: Omskæring er et tegn på, hvem vi er

Mens flere ortodokse er begyndt at anvende sterile glaspipetter til blodet i stedet for munden, har de ultraortodokse klaget over loven til den amerikanske appelret. De tvivler på, at der er medicinsk belæg for, at den orale praksis skulle være farlig og mener, at sundhedsmyndighederne krænker deres religiøse rettigheder.

Medlemmer af Avrohom Cohns gruppe hævder, at den orale praksis skal være en del af omskæringen, for at ritualet opfylder befalingerne i Toraen og Talmud, der groft sagt kan oversættes til:

"Vi udfører alle nødvendige retsakter. Vi omskæres, river slimhinden, vi suger ...." (Talmud, Mishnah, Shabbat 19:02).

Dagen før sundhedsmyndighederne skulle stemme om dem nye lov i september sidste år, underskrev 200 rabbinere et dokument mod ordningen.

Alligevel vedtog sundhedsmyndighederne enstemmigt reglen om samtykkeerklæring. De ortodokses sagsøgere var imidlertid i stand til at forsinke håndhævelsen af den nye regel i tre måneder ved at kræve et foreløbigt påbud af reglen, mens de afventede, hvorvidt den nye praksis var i strid med lovgivningen.

Udskydelsen kan have haft konsekvenser. For den 7. januar anmeldte en advokat i New York City endnu et tilfælde af neonatal herpes infektion efter en omskæring.

LÆS OGSÅ: Ultra-ortodokst omskæringsritual skaber debat i USA