Religiøse flygtninge tjener som menneskelig zoo
Det er svært ikke at stirre. Godt tre kilometer fra den burmesiske grænse, dybt inde i den thailandske jungle, sidder en kvinde og spinder garn. Om halsen har hun meterlange messingringe, der får hendes hals til at se unaturligt lang og abnorm ud
I kan bare tage billeder af dem, siger den lokale guide, mens han peger på en gruppe kvinder, der kigger dovent ud fra skyggen. Kvinderne sidder i små bambushytter bag opstillede boder med souvenirs og træfigurer, der kan købes for få håndører. Et par kilometer derfra passer landsbyens mænd stammens soja- og rismarker, mens de unge drenge fanger fisk med harpuner i den nærliggende bæk.
Karen-folket (udtales Ka-rén, med tryk på e) har nu i 17 år boet i grænseområdet i Thailand uden tilladelse til at forlade landet, eller til at få statsborgerskab og rettigheder. Landsbyen og et par marker er det eneste landområde, karenerne ejer og har set, siden de flygtede dertil i 1995.
Et uønsket folkefærd
Karenerne kommer oprindeligt fra Burma, men er blevet fordrevet fra deres hjem på grund af religiøs og politisk undertrykkelse. Den burmesiske regering har siden 1962 forhindret karenerne og andre etniske minoriteter i frit udøve deres gudsdyrkelse.
Alle medier, herunder religiøse publikationer og prædikener undergår kontrol og censur, og det amerikanske udenrigsministerium melder om jævnlige drab af religiøse ledere, og om årelange fængselsdomme for personer, der nægter at opgive deres religiøse tilhørsforhold og overbevisninger.
Burma har i en lang årrække været under stærk international kritik for sit diktatoriske styre og sine overtrædelser af menneskerettigheder.
Karenerne, der udgør 7 procent af den burmesiske befolkning på 50 millioner mennesker, har i over 60 år kæmpet for selvstyre. I dag lever en stor del af karenerne som illegale flygtninge i Thailand og Kina.
Fremtiden spås i kyllingeknogler
Karenerne, der bor nær den thai-burmesiske grænse, er flygtet for at kunne bevare deres kultur. De tilhører en særlig undergruppe af Karen kaldet Kayan, som dyrker den animistiske religion Kan Khwan. Animisme er troen på, at alting i naturen har en sjæl og derfor kan tilbedes.
Kayanerne er tro mod deres tusindårgamle kultur og religion ved at bevare gamle skikke og afholde årlige ritualfester. Hvert år mellem marts og april måned holdes Kay Htein Bo-festival, hvor kayanerne fejrer troen på, at deres skabergud gav form til verden.
Under den tre dage lange festival planter kayanerne en pæl, som stammens mandlige medlemmer danser omkring, mens kvinderne overstænker dem med kølende vand. Morgenen efter spår stammens shaman det kommende år for landsbyen ved at fortolke de symboler, der aftegnes i en håndfuld kyllingeknoglers mønstre, former og positioner.
Kendt som girafkvinder
I dagligdagen opretholder kayan-kvinderne de gamle skikke ved at bære lange spiralringe omkring halsen. Tro mod den gamle tradition får alle pigebørn ned til femårsalderen snoet en lang messingring omkring halsen af landsbyens kvinder. Hvert andet år får pigen sat nye ringe på, og som voksen bærer hun halsringe, der i gennemsnit vejer 5 kilo. Nogle ringe vejer helt op til 10 kilo.
SE OGSÅ denne film fra National Geographic om Kayan-folket (engelsk tale)
Kvinderne er af turister kendt som girafkvinder på grund af deres giraflignende lange halse, men navnet er misvisende, for kvindens hals er ikke udstrakt. Tværtimod skubber ringene ned på musklerne omkring kravebenet og får halsen til at se længere ud.
Populær turistattraktion
Den usædvanlige praksis har fanget mange turisters interesse, og inden for de seneste år er Kayan-folket blevet til Nordthailands mest populære turistattraktion. Mod et gebyr på 250 thailandske baht (godt 47 danske kroner) kan man besøge stammen, og tage billeder af de lokale kvinder, snakke med dem eller bare stirre. Som reaktion har mange af de unge kvinder taget deres ringe af.
Den 23-årige Zember fortæller til den australske avis The Age, hvordan hun oplever livet som turistattraktion:
Da jeg var ung, havde jeg lyst til at bære ringene og bevare vores tradition. På en måde er jeg ked af, at jeg har taget ringene af, men når jeg går ind til byen nu, er der ingen, der stirrer længere, siger hun og fortsætter:
Den ældre generation var taknemmelig for at få lov at bo i Thailand, men de forstod ikke, at turister kalder os en menneskelig zoo. Vores generation er den første, der kan læse og skrive, fortæller Zember.
Tilbageholdt af thailandske myndigheder
I mange år har Kayan-folket levet i fattigdom uden mulighed for at forlade området eller få statsborgerskab i Thailand. Ifølge FNs flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har de thailandske myndigheder endvidere nægtet at lade 20 kayanere forlade landet på trods af forsikringer om asyl i Finland og New Zealand. Zember og hendes familie er blandt de 20 tilbageholdte kayanere.
UNHCR mistænker de thailandske myndigheder for at tilbageholde kvinderne på baggrund af deres centrale rolle i den lokale turisme.
Det er uden tvivl en menneskelig zoo, siger UNHCRs regionale talskvinde Kitty McKinsey om situationen til BBC.
Løsningen er, at turister stopper med at tage derhen.