Romney kan få problemer med mormoners dåb af døde

I forbindelse med det amerikanske primærvalg blusser debatten om mormonernes dåb af afdøde op igen, da republikanernes frontløber, Mitt Romney, er aktiv mormon. Foto: Ethan Miller Denmark

I forbindelse med det amerikanske primærvalg blusser debatten om mormonernes dåb af døde op igen, da republikanernes frontløber, Mitt Romney, er aktiv mormon og tidligere selv har udført ritualet

Den mormonske praksis med dåb af døde personer har tidligere givet problemer for mormonerne, som blandt andet er blevet skarpt kritiseret for at døbe ofre for holocaust.

Nu rejses spørgsmålet igen i forbindelse med det amerikanske primærvalg, hvor kandidaten fra det republikanske parti, Mitt Romney, ikke alene bekender sig til den mormonske kirke, men også har indrømmet, at han selv har døbt døde personer.

Dette kan vise sig at give problemer særligt i forhold til de jødiske vælgere.

Netop jøderne har protesteret kraftigt mod den mormonske dåbspraksis, efter en israelsk slægtsforsker ved et tilfælde opdagede, at hendes bedstefar var en ud af flere hundrede tusinder af ofre fra holocaust, som mormonerne havde døbt posthumt.

Hvorvidt jødernes tiltro til Romneys kandidatur er påvirket af hans religiøse standpunkt, er svært at forudse, men der er ingen tvivl om, at mormonernes praksis er meget problematisk for jøderne, forklarer den prominente jødiske slægtsforsker Gary Mokotoff til Huffington Post:

Dåb er et meget beskidt ord for mange jøder. Det minder os om den forfølgelse, jøderne har været udsat for i fortiden, hvor kirker sagde til jøderne, at de havde valget mellem at konvertere til kristendom eller at blive slået ihjel.

I 1995 indgik jødiske og mormonske ledere derfor en aftale om, at mormonerne ikke ville døbe flere ofre for holocaust. Aftalen blev yderligere forstærket i 2010, efter at flere mormoner havde brudt den.

Romney er ikke bare perifert tilknyttet den mormonske kirke. Han har tidligere udtalt om sin tro, at han ikke er en cafeteria-mormon, og da det amerikanske magasin Newsweek i 2007 spurgte Romney, om han har døbt afdøde personer, svarede han:

Jeg har gjort det, men ikke for nyligt.

Den omstridte praksis kendes også herhjemme. Informationschef for mormonerne i Danmark, Martin Stokholm, siger:

Vi tror på liv efter døden og på, at man kan træffe beslutninger, også efter man er død. Vi døber mennesker for at give dem muligheden for at sige ja tak til frelsen, men vi påtvinger dem ikke noget.

Det enkelte medlem af kirken kan være stedfortræder for medlemmer af sin egen slægt, mens kirken kan sørge for, at alle afdøde bliver døbt med en stedfortræder.

Vi gør arbejdet for de døde og giver dem dermed muligheden for at vælge, forklarer Martin Stokholm.

Hvorvidt Romneys tilknytning til mormonerne kan vise sig at blive en afgørende faktor, tvivler Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, på:

Jeg tror ikke, det spiller en stor rolle i det nationale valg, at Romney er mormon. Nogle hævder, at det har en betydning, men det er svært at sige, om det skyldes manglende begejstring for ham, eller om det er, fordi han er mormon, hvis han skulle gå hen og få færre stemmer ved præsidentvalget, siger Niels Bjerre-Poulsen og fortsætter:

Hans modkandidat, Gingrich, er katolik, og det er de evangelikale kristne heller ikke vilde med. Og så er der også flere ledende politikere, som er mormoner. For eksempel er demokraternes leder i senatet også mormon.

Interessen blandt amerikanerne for Romneys religiøse tilhørsforhold handler dog ikke så meget om ritualer, mener Mikael Rothstein, lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Ifølge Mikael Rothstein bliver det særligt interessant for amerikanerne, fordi Mitt Romney tilhører en religiøs minoritet. Han peger på, at religion ikke er så vigtigt for frontløberen:

Hans religion er ikke central for hans politiske kampagne. Det bør være den politiske linje, som er afgørende.

Hvorvidt Romneys religiøse praksis bliver en hindring på hans vej til Det Hvide Hus, må tiden vise. Dog peger lektor Niels Bjerre-Poulsen på, at bekymringen blandt republikanerne for Romneys religiøse ståsted overskygges af frygten for en ny periode med Barack Obama:

Modviljen mod Obama er større end modviljen mod Romney, konstaterer Niels Bjerre-Poulsen.