Sankt Peters jordiske rester vises frem

For første gang vil det nu blive muligt at opleve de jordiske rester fra apostelen Peter. Peter spiller en afgørende rolle i den katolske kirke og anses blandt andet som den første pave af Rom.

For første gang i historien vil Vatikanet nu udstille de formodede jordiske rester af manden, som har lagt navn til Peterskirken i Rom

Apostlen Peter er en helt afgørende skikkelse i den katolske kirke. Han omtales i bibelen som klippen, hvorpå kirken skal bygges, og måske er dette faktisk ganske bogstaveligt. Peter skulle nemlig være begravet under selve Peterskirken i Rom.

Nu vil de formodede knogler fra den store apostel tilsyneladende komme frem til offentlig visning. Det skriver den religiøse nyhedssite, Religion News Service (RNS).

Nyheden kommer fra Vatikanets eget talerør, L'Osservatore Romano, hvor præsidenten for det pavelige råd for ny evangelisk udbredelse, ærkebiskop Rino Fisichella, i en artikel inviterede pilgrimme til at opleve apostelen udstillet:

[Pilgrimme vil kunne nyde] udstillingen af relikvierne, der traditionelt betragtes som tilhørende apostelen, som gav sit liv for Herren på dette sted, sagde han blandt andet.

Det er i anledning af afslutningen af det såkaldte Troens År, som i oktober 2012 blev erklæret af daværende pave Benedikt XVI, at Peters knogler kommer frem i lyset. "Troens år" er blevet fejret den 14. oktober 2013 til den 24. november 2013.

LÆS OGSÅ: Den katolske kirke tilbyder fuldkommen aflad

Peter var i Bibelen fisker og hed egentlig Simon, indtil han blev Jesu discipel og fik navnet Kefas, som betyder klippe på aramæisk (på græsk Petros, Peter, red.). Samme sted (Matt. kap 16, red.) overlader Jesus Peter ansvaret for nøglerne til Himmeriget, hvorfor Peter ofte ses afbilledet med nøgler.

Ifølge den romersk-katolske kirke var Peter den første pave i den kristne kirke og ledede en menighed i Rom under den romerske kejser Nero. Det er derfor i en lige linje fra Peter, de katolske paver regner paverækken.

Det er dog også under Nero, at Peter omkring år 64-67 skal være blevet henrettet - en martyrdød, hvor han blev korsfæstet med hovedet nedad.

Ifølge den romersk-katolske tradition blev han herefter begravet på det sted, hvor Peterskirken står i dag, og i 1939 fandt man i forbindelse med reparationsarbejde et helt mausoleums-kompleks under det, der i dag er Clementinerkapellet i Peterskirken.

LÆS OGSÅ: Besøg Roms kirker

Der gik da heller ikke længe, inden der blev talt om muligheden for, at Peters knogler skulle være iblandt fundene under kirken.

I løbet af de næste 30 år blev omfattende undersøgelser sat i gang for at identificere knoglerne, og interessen tog til, da pave Johannes Paul VI (1920-2005) på baggrund af en lang række undersøgelser i 1968 lod sig overbevise om knoglernes oprindelse.

Herefter er knoglerne blevet fremvist i en lukket kiste. Men faktisk har kirken aldrig officielt bekræftet, at der var tale om den rigtige Peters knogler, selvom konspirationsteorier og talrige bud på knoglernes eksistens eller manglende eksistens ofte har floreret.

Nu er knoglerne altså kommet frem igen - og denne gang kan pilgrimme altså få at se, at der er tale om rigtige knogler - Peters eller ej.

For første gang vil det nu blive muligt at opleve de jordiske rester fra apostelen Peter (billedet). Peter spiller en afgørende rolle i den katolske kirke og anses blandt andet som den første pave af Rom. Foto: Erich Häfele, .com