Satireprogram fremstiller Jesus som væbnet hævner

Det satiriske indslag Djesus Uncrossed er blevet mødt af blandede reaktioner. Foto: Screendump fra YouTube

Amerikanske muslimer og kristne er oprørte over en Jesus-parodi, som forleden blev vist i satireprogrammet Saturday Night Live

Mens den amerikanske instruktør Quentin Tarantino har succes med sin nye film Django Unchained, lod satireprogrammet Saturday Night Live sig fornylig inspirere af hans film til at lave en kontroversiel parodi med Jesus i hovedrollen.

I parodien, som hedder Djesus Uncrossed, ser man Jesus opstå på den tredje dag efter korsfæstelsen for at hævne sig på de personer, som lod ham pine og korsfæste. Jesus dræber Judas med et geværskud i maven. Derefter går han videre med blodbestænkte klæder og et sværd i hånden for at nedslagte romerske legionærer med hjælp fra sine disciple.

På den måde parodierer satireprogrammet filmen Django Unchained, som handler om en sort slave, der bliver sat fri af en dusørjæger, hvorefter han tager ud for at finde sin kidnappede kone og likvidere dem, der stod bag kidnapningen.

SE DJESUS UNCROSSED HER

Det satiriske indslag er blevet mødt af blandede reaktioner. Blandt andet har Saturday Night Live tiltrukket sig vrede fra den konservative kristne organisation Concerned Women for America, som betragter Jesus-sketchen som hån af Jesus.

Saturday Night Live har altid fremstillet chokerende indslag, hvor alle parter blev gjort grin med, det er ikke tilfældet her, Saturday Night Live har ikke modet til at gå til angreb på alle parter ligeligt. Saturday Night Live tør ikke gøre grin med Muhammed, slet ikke op til ramadanen. Kristne kan sagtens grine af sig selv, men ikke når vittigheden overhovedet ikke er sjov, men ment som en hån mod Jesus, siger Penny Nance, formanden for Concerned Women for America til det Washingtonbaserede nyhedsmedie thehill.com.

Den muslimske organisation CAIR (Counsil on American-Islamic Relations, red.) udtrykker forståelse for, at Saturday Night Live er et satirisk program, men kritiserer det satiriske klip i skarpe vendinger.

Selvom vi forstår, at den satiriske fremstilling af Jesus er ment i en humoristisk sammenhæng, er en sådan smagløs fremstilling af Jesus, som den Saturday Night Live har fremført, en fornærmelse både i muslimers og kristnes øjne. Saturday Night live er gået over stregen, siger formanden for CAIR Nihad Awad til religionnews.com.

Blogger og teolog David R. Henson roser Saturday Night Live for at belyse de konservative kristne amerikaneres passion for våben og vold ved at fremstille Jesus som en genopståen hævner.

Amerikanerne vil have en macho-Jesus, der uddeler tørre tæsk og ikke barmhjertighed og tilgivelse, siger Henson til religionnews.com.

Religionshistoriker og professor Mark Silk, der leder Leonard E. Greenberg Center for the Study of Religion in Public Life ved Trinity College i Connecticut, mener ikke, at Saturday Night Live fremstiller Jesus på en blasfemisk måde, fordi programmet fremstiller ham som en genopstået hævner.

Sværdet, de bloddryppende klæder og den hvide hest er alle sammen kanoniske, forklarer Mark Silk til religionnews.com, og henviser til Johannes Åbenbaring kapitel 19. vers 11 til 16, hvor Jesu genkomst er beskrevet.

Saturday Night Lives version læner sig mere op ad skriften end den opfattelse af Jesu genkomst, som har indprentet sig i folks sind, og er derfor et udtryk for gode bibelkundskaber hos Saturday Night Live, siger Mark Silk til religionnews.com.

Mark Silk er ikke alene om sin holdning. Times Magazines klummeskribent James Poniwozic argumenterer også imod kritikken af Saturday Night Lives satire.

"Djesus Uncrossed er uden tvivl satire. Satiren er ikke rettet imod Jesus, men imod Quentin Tarantino. Det er Tarantinos dyrkelse af vold, splatter, våben og et grimt sprogbrug, der gøres grin med. Ved at fremstille Jesus som en blodtørstig hævner, hvad han langt fra er, udstiller Saturday Night Live Tarantino og ikke Jesus som en voldsforherligende figur uden grænser, skriver James Poniwozic.