Stærkt religiøse amerikanere støtter Romney

Ifølge Gallup-undersøgelsen støtter de meget religiøse grupper den republikanske kandidat Mitt Romney, mens de mere moderate og ikke-religiøse vælgere hælder til den demokratiske kandidat - den nuværende præsident Barack Obama. Foto: FILES Denmark

En ny undersøgelse viser, at amerikanernes religiøse tilhørsforhold afgør om de vil stemme på Barack Obama eller Mitt Romney

Religion fylder meget i amerikansk politik, og nu viser en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Gallup, at religiøsiteten bestemmer, hvor de amerikanske vælgere sætter krydset ved præsidentvalget. Læs undersøgelsen her.

Ifølge Gallup-undersøgelsen støtter de meget religiøse grupper den republikanske kandidat Mitt Romney, mens de mere moderate og ikke-religiøse vælgere hælder til den demokratiske kandidat - den nuværende præsident Barack Obama. Således vil 54 procent af de meget religiøse sætte krydset ved Romney, som er mormon, mens Obama må nøjes med opbakning fra 37 procent.

LÆS OGSÅ: Gud er med i valgkampen

For den gruppe, som kalder sig moderat religiøse, er det omvendt. Her får Obama opbakning af 54 procent, mens Romney får 40 procent. For de ikke-religiøse er tendensen endnu mere markant. Her støtter hele 61 procent den nuværende demokratiske præsident, mens kun 30 procent støtter udfordreren, den republikanske rigmand Romney.

Når man kigger på trosretning er der også en stærk tendens. Særligt i blandt de meget religiøse protestanter, hvor Obama kun får støtte af 35 procent, mens Romney får 54 procent. Hvis man isoleret ser på hvide meget religiøse protestanter, står Romney til hele 64 procent imod Obamas 23 procent tilslutning.

Undersøgelsen er foretaget fra den 19-23. april blandt 2157 registrerede amerikanske vælgere fra alle 50 stater.

Mens den republikanske kandidat Newt Gingrich endnu mangler at gøre sin tilbagetrækning af kandidaturet som republikanernes præsidentkandidat officiel, er valgkampen på vej ind i den afgørende tvekamp imellem den Mitt Romney og Barack Obama.

Tidligere har det været fremme, at amerikanerne er godt trætte af, at politikerne blander religion ind i valgkampen. En nylig offentliggjort undersøgelse fra forskningscenteret Pew Research Institute viser således, at hele 38 procent af amerikanerne mener, at der er for meget religion i politik. Til sammenligning gjaldt det i 2001 kun 12 procent.

Det 57. amerikanske præsidentvalg finder sted den 6. november 2012.

LÆS TEMA: Religion og politik