Turister rådes til at respektere ramadanen

Europæisk par nyder solen ved en af Dubais strande. På grund af ramadanen rådes turister nu til at være ekstra opmærksomme på lokale skikke og regler, når de tager på ferie. Foto: RABIH MOGHRABI.

Pas på med at spise, drikke eller ryge offentligt, hvis du er turist i Dubai, advarer det britiske udenrigsministerium

Turister, der opholder sig i Dubai denne sommer, bør være særligt opmærksomme på lokale love og skikke. Det skriver avisen The Guardian på sin hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Når muslimer holder ramadan i Danmark

Årsagen er den hellige muslimske måned ramadan, som begyndte 1. august i år. Ramadanen er et betydeligt element i islam og respekteres af muslimer verden over. Det kan derfor anses som respektløst, hvis ikke-muslimer undlader at tage hensyn til de fastende. I Dubai har ramadanens retningslinjer fundet vej ind i lovgivningen, og derfor rådes turister til at være ekstra opmærksomme.

Flere turister er tidligere blevet anholdt i De Forenede Arabiske Emirater, som Dubai er en del af. Udlændinge bliver tit overraskede over, at handlinger, der ikke nødvendigvis er ulovlige i hjemlandet, kan få alvorlige konsekvenser i områder som Emiraterne. Love vedrørende religiøse forhold håndhæves ganske konsekvent, hvilket en britisk kvinde, bosiddende i Dubai, oplevede i juni måned. Hun fik en bødestraf på AED3,000 - godt 4.000 kroner - for at have skrevet nedsættende om islam på Facebook.

I Dubais trykkende varme kan det være fristende at vælge en minimal påklædning, men det britiske udenrigsministerium råder turister til at være forsigtige: Upassende tøj bør aldrig bæres i de Forenede Arabiske Emirater, og under ramadanen vil love og regler blive håndhævet særlig omhyggeligt, lyder det fra ministeriet.

Det danske udenrigsministerium har ikke på samme måde som det britiske udstedt en specifik vejledning vedrørende ramadanen på sin hjemmeside.