Tysk reklame for "romantisk krystalnat" forarger bredt

Et tysk spa-hotel er blevet voldsomt kritiseret efter at have reklameret for en "lang, romantisk krystalnat" den 9. november. For navnet Krystalnatten henviser til den nat, hvor knap 100 jøder blev myrdet af tyske nazi-soldater og omkring 30.000 jødiske mænd anholdt og efterfølgende sendt til koncentrationslejre rundt om i Tyskland. Og datoen den 9. november 2013 falder sammen med 75-årsdagen for Krystalnatten. Arkivfoto.

Tysk spa-hotel inviterede gæster til en lang, romantisk krystalnat på 75-årsdagen for en af de værste massakrer mod tyske jøder nogensinde, kendt under navnet Krystalnatten. Efter sigende var formuleringen en stor misforståelse - og den er nu fjernet

De høje temperaturer kan være steget de ansatte hos det tyske spa-hotel Kristall Sauna-Wellnesspark i Bad Klosterlausnitz til hovedet, da de for få dage siden formulerede en reklame på deres hjemmeside, hvor de inviterede gæster til en lang, romantisk krystalnat den 9. november.

Hvad der er endnu mere uheldigt, er, at dagen for Kristall Saunas romantiske aftenarrangement falder sammen med 75-årsdagen for Krystalnatten, hvor knap 100 jøder blev myrdet af tyske nazi-soldater og omkring 30.000 jødiske mænd anholdt og efterfølgende sendt til koncentrationslejre rundt om i Tyskland.

LÆS OGSÅ: Da nazisternes retorik blev til virkelighed

Det er uklart, om spa-hotellet bevidst benyttede sig af ordspillet på grund af sammenfaldet mellem dets navn og betegnelsen for den jødiske massakre i 1938 for at lokke gæster til wellness-spa netop den 9. november.

SE KOPI AF ANNONCEN HER (eksternt link)

Spa-hotellets personale var dog hurtige til at levere en offentlig undskyldning på Facebook, så snart de blev gjort opmærksomme på sammenfaldet og fik lige så hurtigt taget reklamen af deres hjemmeside, skriver nyhedsbureauet The Jewish Daily Forward.

Men ikke tidsnok til at de kunne forhindre, at opslaget var blevet spredt vidt og bredt på diverse sociale medier med kommentarer til invitationens usmagelighed.

LÆS OGSÅ: 10 vigtige begivenheder under Anden Verdenskrig

Vi er ekstraordinært kede af det, og selvfølgelig var det heller ikke med vilje. Tro os, vi er virkelig pinligt berørte omkring denne misforståelse, lød den offentlige udmelding fra hotellets ejer i mandags, hvor han også betegnede reklamen som ekstremt upassende.

Foruden drabene på talrige tyske jøder blev der den 9. november 1938 også ødelagt synagoger og smadret tusindvis af jødiske butikker samt deres butiksvinduer deraf navnet Krystalnatten.

LÆS OGSÅ: Roma-historiker mindes Krystalnatten