Verdens største kirke står tom

"Den sande oplysning er det lys, vi møder, når vi åbner Bibelen," siger Jens Mortensen. – Privatfoto. Foto: LUC GNAGO/

Verdens største kirke ligger i Elfenbenskysten. Den har plads til 18.000 kirkegængere, men står mere eller mindre tom

Har din lokale kirke ikke plads til alle bryllupsgæsterne, kunne du overveje at flytte vielsen til Elfenbenskysten, hvor verdens største kirke befinder sig.

Læs også: Peterskirken - den katolske hovedkirke

25 år efter opførelsen står den enorme kirke nemlig mere eller mindre tom. Det skriver nyhedssiden The Daily Beast.

Det er Elfenbenskystens tidligere og nu afdøde præsident Félix Houphouët-Boigny, der står bag det 300 millioner dollar dyre prestigeprojekt.

Kirkebygningen, der tilhører den katolske kirke, befinder sig i Houphouët-Boignys fødeby, Yamoussoukro, og blev efter sigende betalt af præsidentens egen lomme.

Kirken, der på engelsk hedder Our Lady of Peace of Yamoussoukro Basilica, eller bare Our Lady of Peace, er bygget med Peterskirken i Rom som forbillede, og blev færdiggjort i 1989.

Det tog kun tre år for 1500 arbejdere at opføre den ekstravagante kirkebygning, også kaldet en basilika. Til en sammenligning var Peterskirken 109 år undervejs.

Det var en aldrende præsident Houphouët-Boigny, der pressede på med at få kirken bygget færdig, så han kunne nå at se det færdige resultat inden sin død, der indtraf kun få år efter færdiggørelsen.

Ifølge The Daily Beast var Vatikanet ikke synderligt begejstret, da den passionerede præsident gik i gang med byggeprojektet, der tegnede til at overskygge Peterskirkens pragt. Også selvom Houphouët-Boigny kaldte Our Lady of Peace en personlig gave til kirken.

Da Pave Johannes Paul II anmodede præsident Houphouët-Boigny om ikke at bygge basilikaen højere end Peterskirken, sænkede arkitekten godt nok kuplens højde, men tilføjede samtidig et massivt kors på toppen. Basilikaens enorme kuppel rækker således hele 149 meter op mod himlen og erbåde bredere og højere end Peterskirken i Rom.

Den overdådige kirkebygning har plads til 18.000 kirkegængere, og den kolossale plads foran selve kirkebygningen, der er omringet af to kolonnader med i alt 272 søjler, kan rumme helt op til 300.000 mennesker.

Til sammenligning kan der være 40-50.000 mennesker i Parken i København, når der bliver holdt koncerter eller andre større arrangementer.

Our Lady of Peace er udsmykket med 36 massive glasmosaikker, der er håndlavet i Bordeaux i Frankrig. En af glasmosaikkerne forestiller præsident Houphouët-Boigny, der giver en gave til Jesus.

På trods af at pave Johannes Paul II tøvede med at give kirken sin velsignelse, accepterede han i 1990 en invitation til at indvie kirken. I den forbindelse opholdt han sig i den officielle pavebolig, der blev bygget specielt til ham, og som ligger ved siden af kirken.

Pave Johannes Paul II havde dog en betingelse for at komme, nemlig at der ville blive opført et hospital for de fattige ved siden af kirken. Et ønske, der i følge the Economistførst blev indfriet i 2012, hvor bygningsarbejdet med hospitalet blev påbegyndt.

Det var dog ikke kun pave Johannes Paul II der havde sin tvivl med kirken. Også lokalbefolkningen var splittet. I følge Tima Magazineblev projektet udskældt som skandaløs ekstravagance i et land med en årlig indkomst på under 4000 kroner pr. indbygger. Andre var stolte over det massive monument, der blev opført til ære for Gud.

I dag er det polske præster og medlemmer af the Society of the Catholic Apostolate, der fører tilsyn med kirken. De årlige omkostninger for vedligeholdelse skønnes at være omkring 1.5 millioner dollars årligt.

På trods af kirkens mildt sagt store kapacitet, kan den dog ikke tiltrække meget mere end 350 kirkegængere til gudstjeneste om søndagen, skriver the Daily Beast.

Da kun 10 procent af Elfenbenskystens befolkning er katolikker, har de fleste af kirkens tusindvis af pladser ligeledes stået mere eller mindre ubenyttet hen siden kirkens indvielse, for ikke at glemme præsident Houphouët-Boignys begravelse.

Foto: LUC GNAGO/
Foto: PASCAL GUYOT/
Foto: LUC GNAGO/