Serie: Lys i mørket

Katolik: Mørket skaber mulighed for dybere refleksion

Evigheden er Guds rum, hvor lyset gennemtrænger både det ydre og indre mørke i verden, mener katolik Marguerita Hvid Spangsberg. Foto: Thomas Hvid Spangsberg.

Gud er det lys, der insisterer på at krybe ind ad sprækkerne i vores mørke. Det er det, jeg selv forsøger at holde fast i, når solen går ned, skriver katolik Marguerita Hvid Spangsberg

I denne mørke tid kan jeg som mange andre ikke undgå at blive en smule vintertræt og vemodig. Det påvirker mig, at jeg ikke ser solen hele dagen, og byens blændende lys bliver tændt allerede midt på eftermiddagen. I de kolde vinteraftner er det som om, at mit indre mørke træder tydeligere frem, og naturens forfald minder mig atter om, at jeg er bundet af livets rytme.

Samtidig oplever jeg også, at mørket kan noget, som sommerens lyse stunder har fortrængt. For mørket har den evne, at det helt automatisk sætter hastigheden ned og skaber et rum, hvor jeg kan reflektere over nogle dybere lag itilværelsen og troen. Det er værdifuldt i en verden, hvor alting går stærkt.

Hvis jeg opholder mig længe nok i mørket, får jeg tilmed et bedre nattesyn, og det indre mørke bliver mere gennemsigtigt, fordi længslen mod lyset bliver større. For mørke fremkalder helt naturligt en længsel mod lys. Her tænker jeg ikke kun på en solrig sommerdag, men også på det lys, som er uden for tid. Evigheden.

Evigheden er Guds rum, hvor lyset gennemtrænger både det ydre og indre mørke i verden. Det er et rum, hvor kærligheden råder, og hvor alting bliver som nyt. Fordi rummet er evigt, og vi er Guds skabninger, kan vi allerede nu glimtvis få adgang til det gennem det fysiske og tidslige rum.

Derfor søger jeg at gøre det så hyggeligt som muligt derhjemme ved blandt andet at tænde flere stearinlys, hænge en lyskæde op på altanen og pynte op med gyldne engle. Det giver lys og varme, så jeg nemmere kan få øje på evighedens lys i mørket.

Lys spiller også en utrolig vigtig rolle i den katolske kirke både billedligt og materielt. Da Jesus genopstår påskemorgen, er det selve lyset og livet, der har sejret over mørket og døden. Derfor tænder præsten også natten til påskesøndag et meterstort lys til påske, hvorfra flammen spredes til menighedens små stearinlys. Påskelysets forvandling af en langfredagsmørk kirke er kirkeårets højdepunkt og en meget smuk oplevelse.

Lyset bliver også givet i forbindelse med dåben, hvor forældrene får et dåbslys som et symbol på, at Jesus er barnets lys. Samtidig er lyset også et tegn på, at barnet skal være vidnesbyrd på den kristne tro og lade den skinne for andre.

Når man besøger en katolsk kirke, kan man heller ikke undgå at se, at den er fyldt med små lys foran statuer af Jesus og Jomfru Maria og andre helgener. Vi tænder lysene som et fysisk tegn på bøn til Gud om håb, fred og kærlighed. Det er også nemmere at bede, når man har noget sanseligt foran sig at fokusere på, og samtidig kan lyset pege på adgangen til det evige rum.

Det sker særligt ved det røde lys foran ethvert tabernakel, det lille alterskab, hvor katolikker tror på, at Jesus er til stede i skikkelse af de indviede nadverbrød fra messen. Derfor er kirken også et helt centralt sted at være, hvis man i åndelig og mental forstand skal overleve mørket.

Den vekselvirkning, der sker i mørket mellem min jordiske tilværelse og længslen efter evigheden, er forunderlig, fordi den altid ender med at give mig den fornødne energi til at leve livet. Det handler altså ikke om at flygte fra virkeligheden, men netop om at åbne den op igennem erkendelsen af tilværelsens mørke.

Jeg vil derfor opfordre dig, som kæmper med både ydre og indre mørke, til at lade det være et vilkår, der lukker op for det evige lys. For uanset hvor mange lyskæder, vi hænger op, så vil det aldrig kunne erstatte det lys, som skinner fra Gud. Gud er det lys, der insisterer på at krybe ind ad sprækkerne i vores mørke. Det er det, jeg selv forsøger - og sommetider lykkes med - at holde fast i, når solen går ned.

Marguerita Hvid Spangsberg er cand.mag. og katolik