Guide: Gå på opdagelse i en synagoge
Hvordan ser der ud inde i en synagoge? Og hvorfor bruger man en pegepind til at bladre i Toraen? I denne visuelle rundvisning i synagogen på Krystalgade i København kan du blive klogere på, hvilken rolle synagogen spiller for jøder
Synagogen på Krystalgade blev indviet i 1833 og er tegnet af arkitekten Gustav Friedrich Hetsch. Den hebraiske betegnelse for synagoge et Beit HaKnesset, hvilket betyder forsamlingshus. Synagogen er nemlig først og fremmest et samlingspunkt for menigheden, forklarer overrabbiner Jair Melchior:
“Synagogen er hverken Guds hus eller et bedehus, men et forsamlingshus. Derfor har vi en regel med, at man er nødt til at være 10. Man er nødt til at være en forsamling for at kunne udføre det, man skal. Man kan ikke være en jøde på en øde ø”.
Synagogens indretning er der få krav til. En synagoge kan således lige så vel udgøre en prægtig bygning på Krystalgade, som den kan være en pop-up synagoge i en børnehave i Israel, fortæller Jair Melchior:
“Jeg har været i en synagoge, der var i en børnehave. Så tog man legetøjet til side og fandt Tora-skabet frem og nogle plastikstole og et messebord. Det essentielle er, at man skal have et Tora-skab, et bord som bima og nogle stole”.
På billedet nedenfor kan du læse mere om bima’en og synagogens øvrige elementer ved at trykke på ikonerne:
Synagogens indretning er inspireret af kirkens
Synagogen på Krystalgade adskiller sig væsentligt fra de tidligste synagoger. Før i tiden var rummet mindre, der var lavere til loftet og bima’en var placeret i midten eller bagved, frem for foran som i synagogen på Krystalgade.
I starten af 1800-tallet blev mange europæiske jøder ligestillet med kristne, hvilket fik indflydelse på udsmykningen af europæiske synagoger. Med inspiration fra de kristne kirker, blev mange synagoger bygget større og med bima’en placeret foran menigheden i stil med det kristne alter.
Bima’ens placering skabte store diskussioner blandt jøder. Bima'en udgør nemlig en central del af synagogen, og derfor har det stor betydning for stemningen i rummet, hvor den er placeret, fortæller Jair Melchior:
“Før i tiden sad man ikke med ansigtet fremad, men i en u-form rundt om bima’en. På den måde havde man en meget stærkere samling. Jeg vil meget gerne ændre det, hvis jeg kunne, for jeg synes, det skaber en forkert stemning i synagogen af, at man kommer for at kigge og ikke for at samles”.
Tora-ruller kan også være kosher
Fra bima'en læses der højt fra Toraen, som er jødernes helligste bog. Toraen indholder de fem mosebøger nedskrevet i hånden. Inden der må læses højt fra Toraen, siger man en velsignelse, inden den heldige oplæser kan begynde. Det er nemlig ikke hver dag, man får lov til at læse højt fra Toraen.
“Det er altid en ære at få lov til at komme op og læse af Toraen, så nogen gange kan man betale for, at en person kan komme op og læse højt. I nogle synagoger, særligt i Nordafrika og Mellemøsten, laver man faktisk en auktion i synagogen. Man stopper gudstjenesten, før man begynder at læse i Toraen, for at spørge ud, hvem der vil byde på at få lov til at læse i Toraen,” forklarer Jair Melchior.
Det vigtigste er dog, at man er bekendt med det teksttykke, man skal læse. Det er imidlertid ikke så ligetil, som det lyder. Vokalerne og ordenes melodi er nemlig ikke nedskrevet i Toraen, så dem skal man kende på forhånd.
“Man er nødt til at læse alle ordene korrekt. Inde i Toraen står vokaler og melodi ikke nedskrevet. Vokalerne kom nemlig senere end Toraen - de blev opfundet for 1100 år siden,” fortæller Jair Melchior.
Når kantoren læser højt fra Toraen, bruger han en pegepind til at følge med i teksten. Toraen må nemlig ikke må berøres. Når der ikke er gudstjeneste, ligger Tora-rullerne i Tora-skabet gemt bag et forhæng. Heriblandt ligger tre Tora-ruller, der, udover at de er hellige, også er kosher:
“Så snart ét bogstav ikke kan læses, er Tora-rullen ikke kosher. Den skal være perfekt og må ikke have en eneste fejl. Tre af dem, der ligger bag forklædet, er kosher. Denne Tora-rulle er hellig, men ikke kosher,” fortæller Jair Melchior og peger på den Tora-rulle, han har hentet frem.
Kvinder og mænd sidder adskilt i synagogen
Ved bænkene i synagogen er der pulte, hvor man kan opbevare bønnebøger og bedesjal, hvilket er praktisk, eftersom man ikke må bære ting på shabbatten. Som familie kan man tilkøbe en pult, der går i arv fra generation til generation.
Mens mændene optager pultene i stueetagen, opbevarer kvinderne deres ting i skabe på balkonen ovenover. I synagogen må mænd og kvinder nemlig ikke sidde sammen, men sådan har det ikke altid været.
Før i tiden kom kvinderne sjældent i synagogen, fordi de gik hjemme med børnene. Derfor var der var ingen grund til at kønsopdele synagogen, fortæller Jair Melchior:
“Der var ingen regler for det, så da kvinderne begyndte at komme i synagogen, sad de sammen med mændene. Man kan stadig se i nogle af de traditionelle menigheder, for eksempel i Yemen, at det ikke er noget problem for en kvinde at sidde blandt mændene. Men de steder, hvor man fik en debat omkring det, blev det principielt”.
I middelalderen var det næsten kun mænd, der kom i synagogen, så da kvinderne begyndte at komme i synagogen, måtte man udvide rummet. Med den jødiske reformbevægelse i 1800-tallet skete der en række ændringer i gudstjenesten, og her opstod også reglerne om kønsopdeling, forklarer Jair Melchior:
“Man ændrede gudstjenesten fra hebraisk til det lokale sprog og man lagde større vægt på den åndelige betydning end handlingerne. Da reformbevægelsen startede, begyndte der at opstå principper om kønsopdeling. Urortodoks jødedom opstod altså først efter reformbevægelsen. Før det var man bare jøde”.
I reformerte menigheder sidder mænd og kvinder samlet, men eftersom menigheden i synagogen på Krystalgade er moderne ortodoks, sidder kvinder og mænd adskilt. Stod det til Jair Melchior, skulle dette dog ændres i fremtiden:
“Jeg vil gerne ændre det, både på grund af mere ligestilling, men endnu mere på grund af oplevelsen af at være til gudstjeneste. For når vi er 120 mennesker, som vi ofte er, så føles det tomt at være spredt ud i den her store synagoge, selvom vi er mange”.