Hinduisme passer ikke ind i Kirkeministeriets kriterier for trossamfund

Kirkeministeriets kriterier for at godkende trossamfund er formet efter en vestlig skabelon, som passer meget dårligt til hinduisme, da de hverken har en trosbekendelse, et enkelt helligskrift eller en præsteuddannelse, vurderer ph.d. Marianne Qvortrup Fibiger

I Herning ligger der et hinduistisk tempel, som har det tamilske navn Sree Sithy Vinayakar. Det er et af de to ældste srilankansk-tamilske templer i Danmark, og det fungerer som socialt, kulturelt og ikke mindst religiøst mødested for de srilankansk-tamilske hinduer fra Herning og omegn.

Ved årets største begivenhed i august, som markerer templets indvielsesdag, samles op til et par tusinde srilankansk-tamilske hinduer for at fejre deres fælles tro. Her foregår der over ni dage pujaer (gudsdyrkelse), processioner og fælles spisninger.

Templet blev grundlagt i år 2000 i en nedlagt fabrik i et af Hernings industrikvarterer. Tidligere havde der været et mindre tempel i en taglejlighed inde i Herning by, men den blev for lille for den voksende menighed. Det betød, at de srilankansk-tamilske hinduer i Danmark i fællesskab samlede penge ind til at købe den nedlagte fabrik og ombygge den til tempel.

Det var en meget stor begivenhed, da templet blev indviet. ”Nu føler jeg mig for alvor hjemme i Danmark, for nu kan jeg kommunikere med guderne”, som en ældre srilankansk-tamilsk mand udtrykte det.

Ønske om at vie par i templet

I 2017 besluttede bestyrelsen for templet at ansøge om at blive et godkendt trossamfund. Selvom de gerne vil kunne vie folk i templet, så var den symbolværdi, som ligger i at blive godkendt som trossamfund, mindst lige så vigtig for dem. Det viste sig dog ikke at være så let, da templet specifikt og hinduismen mere generelt åbenbart ikke kan leve op til det at være en ’rigtig religion’ ud fra Kirkeministeriets kriterier om at blive godkendt som trossamfund.

Jeg blev selv involveret i ansøgningsprocessen, som ikke er afsluttet endnu, da jeg, som forsker i hinduisme og som en "god ven af huset," blev bedt om at hjælpe dem med at udfylde skemaet. Bestyrelsen var nemlig noget i vildrede over, hvad de skulle svare. For hvad gør man, når man som en af verdens største religioner ikke kan svare positivt på flere af de spørgsmål, der skulle danne basis for en dansk godkendelse som trossamfund?

Da jeg har lavet feltarbejde der siden templets begyndelse og skrevet om templets betydning for deres integration, hjalp jeg dem selvfølgelig og svarede ud fra en faglig akribi. Det skulle jeg aldrig have gjort, da de i første og også i anden omgang fik afslag. Og de venter nu i spænding på deres tredje forsøg.

Vestlige kriterier bag godkendelsen af trossamfund

Jeg vil i det følgende skitsere tre af de største knaster, som der var i skemaet, og som jeg åbenbart svarede forkert på. Det skal dog også lige bemærkes, at Kirkeministeriet måske især havde skærpet deres kritiske blik, da templets mere officielle navn er: ”Forsknings- og Informationscenter for Hinduistisk Kultur.”

Det var et navn, som bestyrelsen valgte helt tilbage i år 2000, da de gerne ville signalere åbenhed over for det danske samfund. Det viste sig nok at være en hæmsko for processen, men det ændrer ikke på, at Kirkeministeriets kriterier er formet efter en vestlig skabelon, som passer meget dårligt til hinduismen, der bedst kan karakteriseres som identifikatorisk habitus (identitet via adfærd) og ikke via doxa (en lære).

De tre største knaster

For det første skulle de svare på, hvad der var deres trosbekendelse. Her måtte jeg svare, at der ikke findes nogen trosbekendelse i hinduisme, men at det nærmeste, man kan komme muligvis er det, man kalder Gayatri-mantraet, som de fleste troende hinduer fremsiger om morgenen ved deres alter.

Det næste, de skulle svare på, var navnet på deres helligskrift (ækvivalerende til Biblen, Koranen og lignende). Også her måtte jeg svare, at der ikke kan peges på et enkelt helligskrift for hinduer, og at de srilankansk tamilske hinduers mest centrale ”tekst” nok er samlingen af religiøse sange, som de bruger under pujaen i templet.

Og det tredje spørgsmål, som jeg også måtte svare negativt på, var præsternes uddannelse. Ved de mindre templer i Indien og Sri Lanka går præstegerningen i arv fra far til søn, så sønnen lærer sin metier ved faderens traditionsformidling og ved at deltage i pujaerne fra barn, som en langsom ”learning by doing.”

Andre østlige religioner, som eksempelvis buddhisme, støder ikke ind i samme problem, da de på flere måder kan passe ind i en vestlig skabelon for, hvad der er en religion. Buddhisme har i modsætning til hinduisme både en trosbekendelse og palikanon, som de kan henvise til som ders primære helligskrift.

Kirkeministeriet bør ændre kriterierne

Templet i Herning fik altså afslag, da jeg svarede, som jeg mente, jeg burde. Det burde jeg måske ikke have gjort? Hvilket selvfølgelig er et retorisk spørgsmål, da jeg netop svarede, som jeg gjorde, da jeg håbede, at Kirkeministeriet kunne blive opmærksom på, at deres kriterier for at blive godkendt som trossamfund i Danmark bør justeres.

Der har i mange år været tilknyttet et fantastiske godt udvalg, det såkaldte ’trossamfundsudvalg’, som har gjort et godt stykke arbejde. De skrev blandt andet en meget god religionsdefinition. Den burde være det centrale omdrejningspunkt for godkendelsesarbejdet og ikke de nuværende kriterier, som jeg mener bør skrives om. Der er lige udpeget et nyt ’trossamfundsudvalg’. Det kunne måske være en opgave for dem?

Templet i Herning har stadig deres daglige pujaer, og alle de religiøse fester i den tamilske festkalender afholdes. Alle de vigtigste samskaras (overgangsritualer) bliver også fejret i templet, men indtil videre har det symbolsk frem for reel karakter.

Marianne Qvortrup Fibiger er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.