Tre vigtige guder i hinduismen

En gud for skabelsen, en gud for opretholdelsen og en gud for ødelæggelsen. En gud for solen, en for venskab og en for torden og krig. Hinduismens guder og gudinder er mange. Her er tre af de vigtigste

Der findes mange forskellige guder i hinduismen, men nogle af dem er vigtigere end andre. Her kan du møde Visnu, Siva og Sakti, der er de tre centrale guder i hinduismen.

Hindu-guden Visnu og hans avatarer

Visnu kendes helt tilbage fra den ældste vediske (førhinduistiske) litteratur. Her hjalp han guden Indra med at overvinde kaos-uhyret Vritra. Modsat idag var Visnu dog i den vediske periode en af de mindre betydningsfulde guder.

Idag er Visnu især vældig populær i Nord-Indien. Gennem tiden er flere andre guder blevet identificeret med ham. De regnes nu som Visnus avatarer, dvs. nedstigninger.

Ifølge traditionen er Visnu nemlig flere gange steget ned på jorden for at redde menneskene. En af Visnus avatarer er Matsya, en fisk, der advarede og reddede urmennesket Manu i forbindelse med en verdens-oversvømmelse.

En anden avatar er Varaha, et vildsvin, som løftede hele verden op, da den var ved at drukne. Også Buddha regnes som en af Visnus avatarer.

De to mest populære avatarer af Visnu er dog uden tvivl Rama og Krisna. Rama kendes fra det ene af Indiens to store eper, Ramayana (ca. 200 f.v.t. - 200 e.v.t.).

Her fortælles historien om prins Rama og hans hengivne kone Sita. Sita bliver kidnappet af dæmonkongen Ravana til øen Lanka.

Rama drager med sine kompagnoner dertil og udkæmper en stor krig mod dæmonkongen for at redde hende. Han klarer til sidst skærene og får Sita med sig hjem.

Rama står i hindu-traditionen som mandeidealet og som model for, hvordan man bør følge de guddommeligt givne regler. Tilsvarende repræsenterer Sita hindutraditionens kvindeideal, og deres ægteskab ses som model for det ideelle ægteskab.

I visse udgaver af Rama-historien må Sita efter sin befrielse fra dæmonkongen bevise sin troskab over for Rama. Dette gør hun ved en ildprøve. Denne ildprøve er formodentlig et af forbillederne for Indiens førnævnte - nu nærmest uddøde -enkebrændingspraksis, sati.

Visnus avatar Krisna kendes bl.a. fra det andet af Indiens to store eper, Mahabharata (ca. 400 f.v.t - 200 e.v.t.). I dette værk indgår det kendteste af alle hinduistiske skrifter, nemlig teksten Bhagavad Gita.

Her fungerer Krisna som vognstyrer og ikke mindst som rådgiver for helten Arjuna. Krisna belærer bl.a. Arjuna om nødvendigheden af at følge sine kaste-pligter. Krisna afslører desuden for Arjuna, at han er Visnu, Guden.

Krisna dyrkes dog især for sine bedrifter som barn og ung, hvor han levede hos et kohyrdefolk. Krisna var en skælm, og der fortælles mange gode historier om ham.

Hans kærlighed til kohyrde-pigerne (kaldet gopierne) og deres fælles dans (raslila) opfattes som metafor og model for det rette kærlighedsforhold mellem det gudshengivne menneske og gud.

Siva

Siva har ingen avatarer. I den vediske litteratur er han kendt som guden Rudra, der er flertydig og farlig.

Han sender sygdom til menneskene, men han er også den, som helbreder. (En konstellation, der i øvrigt også kendes fra den græske Apollon, der på én gang er sygdomsbringer og lægegud).

Siva har overtaget denne dobbelte og paradoksale karakter. Han er på en gang en vild asket og den ideelle familiefar. Siva har uudtømmelig kraft og energi, hvormed han både skaber, opretholder og ødelægger universet.

Siva er altså i besiddelse af alle de egenskaber, som vi tidligere så delt ud på henholdsvis Brahma (skaberen), Visnu (opretholderen) og Siva (ødelæggeren). Også Visnu og andre guder kan - når de opfattes som den Ene Gud - ses som besiddere af alle egenskaberne alene.

Sivas symbol er et lingam, altså et fallos-symbol. Det repræsenterer hans mandlige skabende kraft. Lingamet står i en slags flad skål, der symboliserer de kvindelige kønsorganer (yoni).

Yonien repræsenterer Sivas kvindelige, skabende kraft. Siva er altså igen dobbelttydig. Han har både det maskuline og feminine i sig og besidder derved den ultimative, skabende kraft.

I et ritual knyttet til Siva hældes bl.a. en blanding af mælk og vand ud over lingamet. Herfra løber det ned i yonien. Et klarere udtryk for frugtbarhed og skabelse gives vist ikke.

Siva er idag meget populær i Syd-Indien. Her afbildes han også ofte som Nataraja, hvilket betyder "Dansens Herre". Fokus er her på Siva som opretholderen.

Det er nemlig Sivas dans og trommespil, der holder verden i gang. Når han stopper, går verden under. Som verdensødelæggeren associeres Siva med for eksempel kremationspladser og død.

Gudinden Sakti

Den kvindelige side af det guddommelige benævnes Gudinden eller Sakti, hvilket betyder "kraft". Til hver af de mandlige guder hører et sådant kvindeligt modstykke.

Hun regnes oftest som hans kone. Visnus kone er således Laksmi, frugtbarhedens og lykkens gudinde. Sivas kone er Parvati. Sammen har de gudesønnerne Ganesh (guden med elefanthovedet) og Skanda.

Som vi så i forbindelse med Sivas lingam, er det kun med hjælp fra gudindens feminine kraft, at den mandlige gud kan virke og udfolde sig. Det er derfor, at gudinden er så vigtig.

Sakti har således mange skikkelser og navne. Hun dyrkes dog også selvstændigt uden tilknytning til de mandlige guder. Hun kaldes blandt andet ofte Durga. I mytologien befrier Durga verden fra bøffeldæmonen Mahisas angreb og sikrer derved verdens orden.

Gudinde-dyrkelsen er især udbredt i Nordøstindien og Nepal. Hvis Durga tilbedes på ret vis, giver hun velstand og et godt liv til sine hengivne.