Enkebrænding

Inden for hindu-traditionen brændes en afdød almindeligvis på et ligbål. Dette bål opbygges af brænde, og liget af den afdøde placeres ovenpå. Herefter tændes bålet og den afdøde brændes i overværelse af familie og andre pårørende. Det er i denne forbindelse, at enkebrænding kan finde sted.

En kvinde, som lige er blevet enke, lader sig brænde på sin afdøde mands ligbål. Det er enkebrænding. Idag er denne praksis uhyre sjælden, men traditionelt foregår enkebrændingen ved, at kvinden iført sin bryllups-sari sætter sig op på bålet med mandens hoved i sit skød. Herefter brændes hun levende sammen med sin afdøde mand.

En af hindu-traditionens betegnelser for den, der udfører enkebrænding, samt for selve enkebrændingen er sati. Ordet sat kommer fra en rod, som betyder "at være". Det efterfølgende "-i" betegner hunkøn. En sati er altså en kvinde, som "er", i betydningen: god. Dette giver et indtryk af, hvordan enkebrænding traditionelt er blevet opfattet inden for hindu-samfundet: At lade sig brænde på sin mands ligbål er en god og prisværdig handling for en kvinde.

Resultater af sati

Ifølge traditionen opnåes flere resultater ved at begå sati. Idet begivenheden betragtes som et under, opfattes enken som værende i besiddelse af guddommelig kraft. Et resultat af sati er altså, at enken guddommeliggøres. Ofte vil en sten eller endda et tempel opføres til minde om hende. Hertil kommer folk. De tilbeder og ærer sati'en som den perfekte kvinde og som gudinde. En sati menes at have magt til at opfylde ønsker. Ofte vil f.eks. barnløse derfor opsøge en sati-sten eller et sati-tempel for gennem sati'ens kraft at opnå at få børn.

Hvis et tempel opføres for sati'en, vil det være hendes familie, som står for dette. Familien tjener dermed de penge, som templet indbringer. Ved at lade sig brænde på sin mands ligbål kan kvinden således til dels sikre familiens økonomi. Sati'en bringer samtidig familien stor ære ved at vælge at dø på denne måde.

Det er dog ikke kun familiens ve og vel i dette liv, som enken sikrer ved at blive sati. En sati sikrer ifølge traditionen desuden, at familien i syv generationer frelses og kommer i himlen efter døden. Ved at lade sig brænde sammen med sin mand bliver enken desuden forenet med sin mand i himlen. Selv efter døden kan ægteparret således være sammen. At lade sig brænde på sin mands ligbål er således også en måde at vise sin mand den største hengivenhed på.

Sati i mytologien

Flere myter inden for hindu-traditionen handler om kvinder/gudinder, som kaldes Sati. Den mest berømte fortæller således om Sati, der er gift med den meget betydningsfulde gud Shiva. Shiva er upopulær hos sin svigerfar. Svigerfaderen afholder et stort offer og inviterer derfor alle guderne på nær Shiva og Sati. Sati bliver vred over dette og tager alligevel afsted til sin fars offer. Her afvises hun af faderen. I raseri herover begår Sati selvmord ved at brænde sig selv op. Da Shiva hører dette, reagerer han ved at slå sin svigerfar ihjel. Historien ender dog på sin vis lykkeligt for Shiva og Sati, idet Sati i sin næste inkarnation, dvs. genfødsel, fødes som Parvati, der også er Shivas kone.

Også Savitri kaldes Sati. Savitri's mand, Satyavan, dør. Da dødsguden Yama kommer for at hente Satyavans sjæl, beder Savitri ham om at gøre Satyavan levende igen mod at tage hendes liv i stedet for. Yama kan ikke gøre dette og drager afsted med Satyavans sjæl, men Savitri bliver ved med at følge efter dem. Til sidst giver Yama Savitri lov til at få et ønske opfyldt, blot ikke hendes mands liv. Savitri er snedig og ønsker at få børn med Satyavan. Dødsguden Yama har da ikke andre muligheder end at give Satyavan livet tilbage. Savitri får altså sin mand igen, ligesom hun hele tiden havde ønsket det.

Begge kvinder i disse myter bliver altså kaldt Sati. De er (jf. ordets betydning) gode kvinder. Det, der gør dem gode, er deres hengivenhed til deres mand. Der er dog ingen af disse kvinder, som brænder sig selv op på deres mands ligbål. Det er ikke denne handling, som gør, at de kaldes Sati.

Sati's oprindelse

Myterne til trods er enkebrændingens oprindelse uvis. Allerede i den tidligste indiske litteratur fra omkring 1000 f. Kr. omtales, at enken, før ligbålet blev tændt, lagde sig ved siden af sin døde mand. Før bålet tændtes blev enken dog kaldt tilbage til de levendes verden (se evt. Rig Veda 10 hymne 18 v. 8). Denne omtale peger muligvis tilbage på en tidligere praksis, hvor enken faktisk blev brændt sammen med sin afdøde mand.

Den første direkte omtale af enkebrænding i Indien er (i græske kilder) fra 3. årh. f. Kr.. Herefter nævnes sati op gennem tiden også i den indiske religiøse litteratur, men dog ikke som noget, der tildeles noget væsentlig betydning. Hvorfor sati-praksissen er blevet en integreret del af hindu-traditionen vides derfor ikke. Baggrunden for udbredelsen skal dog nok findes i det sociale rum snarere end i religionen. Flere gæt er givet på, hvilket socialt rum sati har fundet sin udbredelse i. Her skal to af de vigtigste gæt refereres:

Det ene gæt går ud på, at sati er blevet populær inden for krigerkasten, særligt blandt de såkaldte rajputer i den indiske delstat Rajasthan. I middelalderen blev det her forholdsvis almindeligt, at kvinderne ved hoffet lod sig brænde, når de hørte, at deres mand var faldet i krig. På den måde slap kvinderne for at blive kidnappet og det, der var værre, af krigens sejrherrer. Blandt de få tilfælde af sati, som stadig finder sted, tegner rajputerne sig således stadig for en stor andel.

Det andet gæt tager udgangspunkt i, at en kvinde, efter hun er blevet enke, bliver en byrde for sin mands familie. Traditionelt flytter kvinden ved sit bryllup ind hos denne. Efter mandens død er det altså mandens familie, som skal forsørge hende resten af hendes liv - det er nemlig traditionelt ikke tilladt en kvinde at gifte sig igen. Yderligere betragtes en enke traditionelt som uheldsvanger (bortset fra for hendes egne børn). Også dette gør enken til en belastning for familien. Dette set sammen med den vinding, som mandens familie vil opnå ved at have en sati i familien, kan således være grundlag for at tvinge enken til sati. Mistanke om tvang lurer således (næsten) altid i forbindelse med sati.

Den videre udbredelse af sati

Fra det 14. årh. nød sati forholdsvis stor popularitet. Dette skal ikke forstås sådan, at næsten alle kvinder blev sati'er. Tilfælde af sati var stadig så sjældne, at sten eller templer blev opført over de brændte enker, og sati'erne blev - som nævnt - æret og tilbedt som gudinder.

Den udbredte sati­-praksis fortsatte et godt stykke ind i Indiens britiske periode, som strækker sig fra midten af 1700-tallet til Indiens selvstændighed i 1947. Pga. pres fra reform-ivrige indere, særligt fra "det moderne Indiens fader" nemlig Rammohan Roy (se beskrivelsen af Rammohan Roys overværelse af sin svigerindes sati), forbød det britiske styre i 1829 dog sati. Herefter er antallet af enkebrændinger gået drastisk ned. Et tilfælde af sati, fra tiden efter forbudet var trådt i kraft, beskrives af den britiske embedsmand W. H. Sleeman. Beretningen er skrevet op mod spørgsmålet, om kvinden var under tvang. Som det fremgår af beskrivelsen, begik kvinden først sati nogle dage efter sin mands ligbål og altså ikke sammen med manden, hvilket ellers er den gængse praksis.

Sati idag

Siden Indien i 1947 blev selvstændigt, har der været ca. 40 rapporterede tilfælde af sati i landet. Dette tal skal ses på baggrund af, at Indiens befolkning nu udgør cirka 1 milliard mennesker. Enkebrænding forekommer altså meget, meget sjældent.

De sidste to rapporterede tilfælde af sati har fundet sted i henholdsvis 1987 og 2002. I 1987 blev en 18-årig enke fra Rajasthan ved navn Roop Kanwar sati. I 2002 hed enken Kuttu Bai. Hun var 65 år og kom fra en landsby i den indiske delstat Madya Pradesh. I begge tilfælde tog mange landsbymedlemmer del i ceremonien. De støttede og hyldede enken for hendes handling. I begge sager blev familiemedlemmer arresteret og anklaget, fordi det var uklart, om enken frivilligt satte sig op på bålet, eller om hun var under tvang (få et godt, spændende og langt overblik fra den engelske avis The Guardian og/eller læs artiklerne fra BBC News 6. august 2002 og BBC News 7. august 2002).

Især Roop Kanwars sati i 1987 gav anledning til heftig debat blandt hindu'er. Roop Kanwar var både ung og veluddannet og passer derfor ikke ind i billedet af, at sati fortrinsvis støttes af de, der er dårligst eller slet ikke uddannede og særligt af landsbyboere. Blandt de, der talte imod sati, var den indiske (uddannede og relativt velhavende) middelklasse samt indiske feminister. Sidstnævnte opfattede sati som en forbrydelse mod kvinder (se artikel om kvindegruppernes, specielt NCW's, protester på BBC News eller i den indiske avis The Hindu).

Heroverfor demonstrerede andre kvinder i forskellige dele af Indien for, at det skal være en kvindes ret at udøve sati. Denne pro-sati holdning støttedes af grupper af rajput-mænd, som opfattede sati som en fundamental del af deres tradition. Sati støttes desuden af mange landsbyboere, idet de opfatter den afdøde sati som guddommelig og derfor opsøger hendes tempel/mindesten. Endelig støtter det indiske regeringsparti, BJP, den traditionelle form for sati - vel at mærke når kvinden ikke er under tvang, men handler frivilligt (se BBC News for et eksempel på de forskellige holdninger til sati).

Også uden for den hinduistiske tradition er berettigelsen af sati blevet diskuteret. Læs som eksempel på afvisning af sati Jens Nørbys (danske) artikel. Læs som eksempel på støtte af sati, Patrick Harrigans artikel.

Opgave

Diskutér på baggrund af ovenstående artikel følgende spørgsmål:

1. Hvilke kredse i hindu-samfundet henholdsvis støtter og afviser sati?
2. Hvad er argumenterne for og imod sati inden for hindu-traditionen og i vesten?
3. Hvad er baggrunden for, at der er så stor meningsforskel m.h.t. sati i Indien?
4. Hvilke problemer indebærer de forskellige holdninger?
5. Hvad er din/jeres holdning til enkebrænding? Argumentér herfor.