Etik i hinduismen

Hinduismen kan ikke rigtig kaldes en bog-baseret religion, som eksempelvis kristendommen, jødedommen og islam. Det betyder, at den enkelte hindu lærer etikken at kende som en arv, der går videre fra generation til generation

For en hindu afhænger den etisk rigtige handling af, hvilken alder man har, og hvilken kaste man tilhører.

Dharma i hinduismen

Inden for den hinduistiske tradition er etikken meget nøje kædet sammen med det religiøse liv. Helt centralt i denne forbindelse er begrebet dharma.

Ordet dharma betyder sådan noget som verdensorden, lov eller religion. Dharma er de guddommeligt givne forskrifter for, hvordan man skal handle (etisk) rigtigt. At handle rigtigt vil sige at handle i overensstemmelse med den orden eller lov (dharma), som findes i verden. Det er menneskets religiøse pligt. Det er (en af) vejen(e) til frelse.

Hvordan finder man så ud af, hvad dharmaen er? Selvom hinduismen ikke direkte er en bog-baseret religion ligesom kristendom, jødedom og islam, så har hindu-traditionen alligevel en række bøger, der giver retningslinier for etikken, dharmaen. Det mest indflydelsesrige værk blandt disse bøger hedder Manavadharmasastra. Værket kaldes på dansk Manus Lovbog. Dette værk blev til i perioden fra ca. 200 f.v.t. til år 200. I Manus Lovbog gives der forskrifter for ret handlen på næsten alle områder af menneskelivet.

I modsætning til kristendom, jødedom og islam, hvor bogen har en meget central placering, er det inden for hinduismen kun få religiøse specialister, der kender og bruger bøger som Manus Lovbog. Den overordnede etik, som bøgerne foreskriver, er dog kendt af alle. Etikken er blevet en grundlæggende bestanddel i hindu-traditionen. Selvom den almindelige hindu ikke læser bøgerne, går etikken i arv fra generation til generation.

Hvad er ret handlen i Manus Lovbog og hindu-traditionen?

De forskrifter for ret handlen, som Manus Lovbog giver, er ikke ens for alle mennesker. Den rigtige handlemåde afhænger nemlig dels af hvilken kaste, man tilhører, og dels af hvilket stadie i livet, man er på.

For brahminerne, der er født ind i den øverste af de fire overordnede kaster (varnaer), er den etiske pligt bl.a. at stå for ofringer, at studere og undervise i den gamle religiøse litteratur, vedaerne, samt at sikre dharma-reglernes overholdelse.

For ksatriyaer, som tilhører den næste varna, er den etiske forpligtelse at beskytte samfundet som våbenbærende krigere. Det er fra denne kaste, at konger og andre herskere traditionelt findes. Ksatriyaerne må under ingen omstændigheder overtage brahminernes arbejdsopgaver. De skal dog studere vedaerne. Hvis det er nødvendigt, må de til gengæld godt overtage de lavere kasters arbejdsområder.

Vaisyaerne tilhører den tredje varna. Det er deres pligt at ernære sig ved handel, landbrug og kvæghold. De skal studere vedaerne. Vaisyaerne må ikke overtage hverken brahminer eller ksatriyaers arbejdsområder, men til gengæld gerne den fjerde og laveste varnas opgaver.

Der er et stort skel mellem de tre første varnaer og den fjerde og sidste varna, sudraerne. Det er sudraernes opgave at tjene de tre højere kaster. Mens de tre højeste kaster alle må deltage i de vediske ceremonier, er disse forbudt for sudraer. Sudraer må ikke studere vedaerne. De har altså ikke mulighed for at opnå samme religiøse fortjeneste som mennesker fra de andre varnaer. Sudraer må naturligvis heller ikke overtage arbejdsopgaver fra hverken brahminer, ksatriyaer eller vaisyaer. De har dog mulighed for at lave håndværk og andet manuelt arbejde.

På bunden af dette hierarkiske samfund findes de, der ikke har nogen formel placering i kastesystemet. Det er de mennesker, som idag bl.a. kaldes kasteløse. Skønt de kasteløse ikke har en formel placering i systemet, varetager de vigtige funktioner. Kastehinduer kunne ikke klare sig uden de kasteløse. De kasteløse varetager således de mest urene jobs. Det kan være job som for eksempel jæger, slagter, fisker, graver eller arbejde, der bringer én i kontakt med død på anden vis.

Udover disse meget overordnede etiske retningslinier for de fire varnaer, giver Manus Lovbog desuden utallige forskrifter for, hvordan menneskene mere specifikt skal leve og handle etisk rigtigt. Der er regler om, at man ikke må slå ihjel, ikke må volde ondt, ikke må bedrage eller bryde en ed. Der gives regler for, hvem man må gifte sig med, hvem man må spise sammen med, hvem man må komme i berøring med, og hvordan man skal handle på de forskellige stadier i livet. Der gives desuden visse regler for de forskellige underordnede kaste-grupper (jatier). Disse jatier er baseret på erhverv. Der findes således for eksempel blandt vaisyaerne en guldsmede-kaste/jati, en kornhandler-kaste osv., for hvem en bestemt ­jati-dharma bestemmer etikken.

Nu er det ikke sådan, at Manus Lovbog helt reelt afspejler, hvordan hindu-samfundet var og er. Både denne lovbog og andre dharma-værker er skrevet af brahminer. Teksterne afspejler derfor brahminernes holdning til, hvordan mennesker skal handle i verden. Teksterne giver ideelle snarere end 100 % reelle forskrifter for etikken i hindu-samfundet.

Kan vi handle etisk rigtigt idag?

Hinduer - inklusive brahminerne - er enige om, at mennesker idag ikke har mulighed for at overholde de etiske forskrifter, dharmaen, til punkt og prikke. Grunden til dette er ikke som i for eksempel kristendommen det enkelte menneskes medfødte syndighed (arvesynden). I stedet må årsagen først og fremmest findes i den nuværende verdensperiode:

Hinduerne har en cyklisk tidsopfattelse. Denne opfattelse indebærer, at verden ikke kun er skabt én gang, men skabes igen og igen. En periode fra verdens skabelse til verdens ødelæggelse kaldes en Kalpa. Hver Kalpa består af tusind store Yugaer, og hver stor Yuga består af fire tidsperioder. Den første af disse kaldes Krita Yuga. I denne periode overholder alle dharma, menneskene bliver meget store, alt er perfekt. Herefter følger perioderne Treta Yuga og Dvapara Yuga. I disse perioder forværres tingenes tilstand gradvist. Endelig kommer Kali Yuga, den sidste Yuga, før verden igen fornyes med en ny stor Yuga. Det er den periode, vi lever i nu. Her er det gået alvorligt ned ad bakke med dharmaen. Uretfærdigheden hersker. Menneskene er svage. De følger ikke deres dharma. Verden ligger under for strid og lidelse. Her findes altså årsagen til menneskenes svaghed på det etiske område.

Karma i hinduismen

Men hvorfor skulle menneskene i det hele taget søge at følge deres dharma? Hvad nytter det? Her peger hinduismen på karma. Hvis mennesket ikke følger sin dharma, men handler etisk forkert, vil det få dårlig karma. Hvis mennesket følger sin dharma, det vil sige handler etisk rigtigt, vil det få god karma. Dårlig karma fører til en dårlig genfødsel i næste liv. God karma fører til en god genfødsel i næste liv.

Det enkelte individs livsbetingelser er altså bestemt af karma fra tidligere liv. Karma bestemmer, om man for eksempel genfødes som insekt, dyr, lavkaste eller højkaste. Det er desuden ofte sådan, at dét, man udsættes for i dette liv, skyldes noget, man selv gjorde i sine tidligere liv. Udsættes man for eksempel for sladder, har man sikkert haft tendens til at lyve i tidligere liv.

Mens det inden for for eksempel kristendom og islam er guden, der bestemmer, hvordan det skal gå det enkelte menneske efter dette liv, er karma her ikke en personlig instans. Karma er nærmest en upersonlig naturlov. Der er ikke noget at gøre. Man må følge sin dharma for at få god karma og dermed være på den rigtige vej mod frelsen.

Bhakti-traditionen

Som altid, når vi har med hinduismen at gøre, står denne karma-lære dog ikke alene og uanfægtet. Inden for hinduismens største tradition, bhakti- eller hengivenhedstraditionen, tror man således på en personlig, nådig, frelsende gud. Denne gud kan skænke det enkelte menneske frelsen forstået som udfrielsen fra genfødslernes kredsløb. Guden skænker frelsen på grund af menneskets hengivenhed over for guden og på trods af menneskets individuelle karma.

Hinduers kendskab til etikken

Som vi allerede har hørt, er det ikke sådan, at alle hinduer styrter hen og checker Manus Lovbog, før de udfører en hvilken som helst handling eller træffer et etisk valg. Langt de fleste hinduer kender jo slet ikke disse dharma-tekster. Men hvordan ved almindelige hinduer så, hvordan de skal handle etisk rigtigt?

Som omtalt er dharma-lovene gennem årtusinder blevet integreret i det indiske samfund. Det betyder, at for eksempel reglerne for hvordan mennesker af forskellig kaste skal omgås hinanden, er blevet en del af de overleverede, uskrevne regler, som bare gælder blandt mennesker i deres hverdagsliv. Dette gælder også på trods af, at kastesystemet blev forbudt ved lov efter Indiens uafhængighed i 1947. De uskrevne regler opretholdes nemmest i landsby-miljøer, hvor alle kender alle, og alle kender hinandens kastetilhørsforhold. Sværere er det i byen. Her vil generel opførsel, påklædning, gang, kastemærker m.v. dog hurtigt afsløre for det øvede øje, hvilket kastetilhørsforhold en person har.

En anden måde, hvorpå almindelige mennesker får indsigt i den hinduistiske etik, er ved at høre og fortælle historier. De store indiske eper eller folkeeventyr, Mahabharata og Ramayana, indeholder i høj grad denne etik. Historier herfra fortælles til børn og voksne i templerne, de opføres som skuespil, som kæmpe teater-arrangementer, de er sågar blevet filmatiseret og vist med stor succes i fjernsynet som tv-serier. Disse historier er for rigtigt mange mennesker hovedkilden til deres viden om den hinduistiske tradition.

Gennem Ramayanas fantastiske og eventyrlige fortælling får man bl.a. indsigt i, hvordan det ideelle ægteskab bør være. Guden og helten Rama er tekstens hovedperson. Han er gift med Sita. Sita følger Rama i tykt og tyndt, men bortføres så af en ond dæmonkonge. Rama samler sine venner og allierede. Han tager kampen op mod dæmonkongen for at få Sita tilbage. Efter mange prøvelser lykkes dette. Parret genforenes. Rama bliver konge, og de lever lykkeligt... Rama og Sitas ægteskab står således blandt hinduer som ideal for det etisk gode ægteskab.

En mere teoretisk udlægning af, hvordan man bedst udøver sin dharma, findes i den del af epet Mahabharata, som hedder Bhagavad Gita. Bhagavad Gita er nok det mest kendte hinduistiske skrift i verden. Her er hovedpersonen ksatriyaen Arjuna. Han er på vej ud i et stort slag. På begge sider i kampen står venner og familie. Arjuna vil ikke kæmpe. Han vil ikke slå slægt og venner ihjel.

Arjunas vognstyrer er guden Krisna. Krisna hjælper Arjuna ud af hans vanskelige situation og insisterer på, at Arjuna skal kæmpe. Det er Arjunas dharma, hans etiske og religiøse pligt, fordi han er fra ksatriya-kasten. Arjuna skal følge denne pligt. Hvis han gør det og handler uden tanke for handlingens resultat - uden tanke for hvilken vinding, han selv får ud af kampen - så vil handlingerne ikke give ham dårlig karma. De vil i stedet give ham god karma. Tanken i denne tekst er altså, at frelsen kan nås i denne verden gennem optjening af god karma. Dette sker dog vel at mærke kun, hvis man følger den etik - den dharma, som svarer til ens kaste og livsstadie, uden tanke for handlingernes resultater for en selv.

Etikken og den moderne verden

Som vi selv kender det fra vores kultur, giver den moderne verdens teknologiske muligheder anledning til nye etiske overvejelser. Hvordan skal vi forholde os til konkrete ting som abort, aktiv dødshjælp, livsforlængende medicin osv.? Også hinduer konfronteres med disse spørgsmål og søger svar (se også artiklen "Moral - hinduisme"). Spørgsmålene er dog mest relevante for den nye, velhavende middelklasse, som vokser frem i de store byer. For den almindelige hindu på landet er de fleste af disse ting stadig ganske uden for rækkevidde.

Svarene på disse spørgsmål søges forskellige steder. Ligesom os, diskuterer hinduer personlige beslutninger af etisk karakter i deres tætte netværk, det vil sige blandt familie, venner, kasterelationer og arbejdskammerater. Mange hinduer har kun lidt - hvis overhovedet nogen - kontakt med brahminer. Blandt middelklassen konsulteres tekster som Manus Lovbog i stigende grad på egen hånd. For hinduer, som er indviet i en hinduistisk sekt, kan det være naturligt at søge svarene her. Overordnet er referencerammen for de etiske valg, som hinduer træffer, dog dharmaen: Mennesket må først og fremmest træffe sine etiske valg ikke ud fra bevidstheden om eget kastetilhørsforhold og livsstadie.