Sådan ser hinduismen på guder og guddommelighed

I modsætning til kristendommen, jødedommen og islam findes der i hinduismen mange forskellige guder. Her kan du blive klogere på, hvordan hinduer forstår "guddommelighed", og høre om de centrale guder i religionen

Det vrimler med guder inden for hindu-traditionen. Nogle møder vi kun lokalt; i landsbyens lille tempel eller i et bestemt område af Indien.

Andre guder kan vi finde alle steder. De sidstnævnte er først og fremmest de centrale guder Siva og Visnu, foruden Gudinden, Sakti. Også disse guder kendes dog under forskellige navne og i mange udformninger, alt efter hvor i Indien - og verden - vi befinder os.

For den enkelte hindu er forvirringen nu ikke så stor. En hindu eller hindufamilie har som regel en enkelt udvalgt gud, som de er særligt knyttet til, og som de dyrker som den eneste gud. Denne gud betragtes som personlig og universel og som den eneste centrale gud.

Ud over denne største og vigtigste guddom kan en hindu dog også besøge andre guders templer eller tilbede disse på anden vis. Guderne udelukker altså ikke gensidigt hinanden, sådan som vi kender det fra kristendommen, jødedommen og islam.

Alle guder er forenet i Den Ene

Når denne form for gudsdyrkelse ikke bliver selvmodsigende for hinduerne, skyldes det den underliggende forestilling om, at alle guderne i sidste ende er manifesterede former af Den Ene.

Nok er der mange guder, men i sidste ende er de alle udtryk for det samme; nemlig det universelt guddommelige princip, Brahmaneller Gud. Brahman er den upersonlige kraft, som opretholder hele universet.

Det er verdensaltet, den underliggende og umanifesterede realitet bag alt. Denne form for gudsdyrkelse, hvor de forskellige guder i sidste ende er manifestationer af det samme, kaldes henoteisme.

Historisk kan man altså betragte det på den måde, at hinduismens gudsopfattelse er en sammensmeltning af den vediske (førhinduistiske) religions polyteisme og brahmanismens monisme.

Skellet mellem guder og mennesker er ikke helt skarpt

Hinduismens guder er til stede i verden. De griber ind i menneskers liv. De kan skænke nåde og frelse. Det er derfor yderst vigtigt at stå på god fod med dem.

Menneskene kan kommunikere med guderne rituelt. Det kan f.eks. ske gennem bøn, hymnesang, ofre eller i templet. I templet kan mennesket møde guden i form af gudestatuen - ansigt til ansigt.

Dette er meget væsentligt. Ved dette møde, hvor mennesket får en direkte vision (kaldet darsana) af guden, skænker guden sin nåde til mennesket. Mennesket vinder altså på denne måde gudens gunst.

Mennesket kan også selv blive guddommeligt. Skellet mellem gud og menneske er ikke så skarpt og absolut i hinduismen som f.eks. inden for islam. Indien er således berømt for sine hellige mænd og kvinder - også i dag findes her asketer, munke og religiøse ledere, der tilbedes og opfattes som guddommelige.

De kvinder, der gennem tiderne har ladet sig brænde sammen med deres afdøde mand på dennes ligbål (en praksis kendt som enkebrænding eller sati), regnes også for guddommelige.

Det er dog ikke kun disse religiøse virtuoser, der kan opnå guddommelig status. På bryllupsdagen æres enhver brud og brudgom som guder.

Hinduismens centrale guder - Visnu og Siva

Over hele Indien er tusindvis af templer indviet til Visnu og Siva. Den hinduistiske mytologi er fyldt med historier om deres bedrifter. De er hinduismens helt centrale guder.

Sammen med en anden stor gud, Brahma, opfattes de nogle gange som en form for treenighed - en opfattelse, som vestlige forskere med kristen baggrund har været glad for og let har kunnet forholde sig til.

Opfattet som en treenighed står Brahma som skaberen, Visnu som opretholderen og Siva som ødelæggeren.

Brahma omtales ofte i den klassiske mytologi, men i dag tilbedes han næsten ikke og har slet ikke samme betydning for en hindu som de to andre guder.