Holi - hinduernes farverige fest

Festivalen Holi bliver fejret i hele Indien for at markere begyndelsen på foråret. Det sker blandt andet ved at hinduer kaster farvet pulver på familie og venner, for at vise kærlighed til hinanden. Billedet er fra Kalupur i Indien, den 19. marts 2011. Foto: Sam Panthaky.

SE BILLEDER: Med festivalen Holi markerer hinduer begyndelsen på foråret ved at fylde gaderne med farverigt pulver, som de kaster på hinanden

En af de mest udbredte og populære fester i Indien er Holi. Holi er en hinduistisk forårsfest, der afholdes ved fuldmåne i februar/marts.

Festivalen markerer overgangen fra vinter til forår. Desuden tager festivalen udgangspunkt i forskellige hinduistiske legender, der alle handler om, hvordan det gode vinder over det onde.

Holi varer to dage, og skydes i gang af med båltænding, hvor man også mindes en af legenderne bag højtiden. Denne legende handler om den unge Prahlad, der mirakuløst blev reddet af guden Vishnu, da en dæmonkonge forsøgte at slå ham ihjel ved at brænde ham på et bål. Ved festivalen springer hinduer enten over bålet eller ofrer mønter i bålet, hvilket skulle bringe lykke i fremtiden.

På andendagen deltager alle i den store fejring, hvor pulver i alle regnbuens farver kastes på alle inden for rækkevidde for at beskytte mod sygdomme og vise kærlighed til familie og venner.

Traditionen med det farverige pulver startede ifølge legenden med guden Krishnas misundelse over guden Radhas lyse teint. Derfor smurte han hendes ansigt ind i farvet pulver, så hun skulle ligne ham. Det blev til en populær leg blandt hinduer og har siden udviklet sig til en tradition, der er essentiel for fejringen af Holi.

Især i Indien og Nepal er Holi en folkefest, som dyrkes med stor entusiasme.

En del af forberedelserne til Holi er blandt andet at få fremstillet det farverige pulver, som hinduer kaster på hinanden. Pulveret skal blandt andet beskytte mod sygdomme. Billedet er fra byen Bhopal i Indien, den 15. marts 2011. Foto: Sanjeev Gupta.
Holi varer to dage og starter om aftenen med et stort bål. Bålet henviser til en hinduistisk legende om den unge Prahlads mirakuløse overlevelse efter at være båret gennem ild og skal symbolisere, at det gode vinder over det onde. Billede fra Karachi i Pakistan, den 19. marts 2011. Foto: Rehan Khan.
Unge indere kaster dansende deres farverige pulver på hinanden under festivalen Holi. Billede fra byen Kolkata i Indien, den 11. marts 2009. Foto: Deshakalyan Chowdhury.
En af legenderne omkring Holi handler om, hvordan guden Krishna kastede farverigt pulver på guden Radha i misundelse over hendes lyse hud. Senere blev det til en populær leg blandt hinduer og er siden blevet til en tradition i Holi-fejringen. Foto: Noah Seelam.
Holi er kendt som farvernes fest. Her er det indiske piger, der fejrer Holi ved at kaste farvet pulver på hinanden. Billedet er fra den bengalske by Siliguri, den 19. marts 2011. Foto: Diptendu Dutta.
Indiske skolebørn samles omkring deres lærer for at få udleveret det farvede pulver, der bruges under festivalen Holi. Holi markerer begyndelsen på foråret og fejres af hinduer verden over. Billedet her er taget på en skole i Ahmedabad i Indien, den 19. marts 2011. Foto: Amit Dave.
To indiske piger lader deres vandpistol med farvet vand i anledning af Holi i Calcutta. Billedet er fra den 19. marts 2011. Foto: Piyal Adhikary.
Indiske børn sprøjter farvet vand på hinanden under Holi-festivalen i den indiske by Calcutta. Billedet er fra den 19. marts 2011. Foto: Piyal Adhikary.
En hinduistisk kvinde beder under Holi-festivalen, hvor man fejrer overgangen fra vinter til forår med farver og fest i gaderne. Holi er også kaldet 'farvernes fest' og har rødder i legenden om Krishna og Radha. Billedet er fra området omkring New Delhi i Indien, den 19. marts 2011. Foto: Manan Vatsyayana.
Pakistanske hinduer smører det farvede pulver i hinandens ansigter under festivalen Holi. Billedet er fra Lahore, den 20. marts 2011. Foto: Arif Ali.
Alle generationer deltager i festlighederne under Holi. Den anden og sidste dag af højtiden bruges på at kaste farvet pulver og vand på alle, man møder. Billede fra Lahore i Pakistan, den 20. marts 2011. Foto: Rahat Dar.
Hinduer i Pakistan kaster farvet vand på hinanden under Holi. Billedet er taget i Lahore, Pakistan, den 20. marts 2011. Foto: Arif Ali.

Andre læser lige nu