Religionsforsker: Ammas kram favner individet
Millioner af mennesker verden over er kommet til den indiske guru Amma for at få et kram. I denne uge besøger hun Danmark, og hendes popularitet skyldes blandt andet, at hun sætter individet i centrum, siger religionsforsker
Brøndby Hallen er fyldt med danskere, nogle i haremsbukser, andre i skjorter og slips, der alle venter på at modtage deres omfavnelse af den indiske guru Amma, en lille dame i hvidt tøj, der smiler ud til salen oppe fra en stor scene.
Amma, som betyder ”mor” på tamilsk, omfavner bogstavelig talt sine følgere. Siden 1987 har hun krammet i alt 37 millioner mennesker verden over, samtidig med at hun driver skoler, hospitaler og børnehjem gennem sin organisation Embracing The World.
Lektor i religionsvidenskab Marianne Qvortrup Fibiger forklarer, at Ammas voksende popularitet blandt andet skyldes, at Amma accepterer alle religioner, og at hun forholder sig til hvert enkelt individ.
“Ved at give folk et kram sætter Amma det enkelte menneske i centrum. Hun går ikke hjem klokken 17, hun bliver ved, til alle har fået deres kram. Det passer godt ind i tidens individualisme, at den enkelte bliver set, og at det ikke er en lukket institutionaliseret religionsform, men at folk selv kan tillægge dyrkelsen af Amma den religiøse eller ikke religiøse værdi, de ønsker.”
En Jesus-dukke ligger ved siden af en Amma-dukke i en af de mange boder i Brøndby Hallen. Ud over dukkerne kan man købe nøgleringe, postkort og køleskabsmagneter med Ammas brede smil på. Amma betragtes som en hinduistisk guru, men hun skelner ikke selv mellem religioner, da hun mener, alle religioner har de samme grundbudskaber, fortæller Marianne Qvortrup Fibiger.
“Der er flere repræsentanter fra andre religioner, der lader sig omfavne af Amma. For eksempel er katolske nonner kommet hos hende for at lære at meditere. Så ingen skal forlade deres religion for at følge Amma, fordi hun sidestiller religion med kærlighed, som hun mener findes i alle religioner.”
Der er dog mange hinduistiske træk i dyrkelsen af Amma. I Brøndby Hallen klinger hinduistiske mantraer over højtaleranlægget, og en duft af roser og røgelse fylder den store idrætshal. Selve det at hengive sig til en guru, de mantraer Amma reciterer og forståelsen af det guddommelige møde (darshan) tilhører hinduismen. Men krammet, hvor der ikke skelnes imellem høj og lav, markerer, at hun ikke laver sociale skel, og det er atypisk for hinduismen generelt, siger Marianne Qvortrup Fibiger.
“Amma overskrider det forhold, der er mellem guru og elev, og skellet mellem renhed og urenhed i hinduismen. Almindeligvis er der et hierarkisk forhold, og eleven må kun berøre sin gurus fødder, men Amma siger, at alle er betydningsfulde nok til, at hun som guru vil omfavne dem. Nogle repræsentanter fra hinduismen har kritiseret hende for ikke at overholde reglerne for guru og elev-forholdet og kastesystemet, mens konservative fra andre religioner måske vil sige, at hun ad omveje forsøger at gøre folk til hinduer.”
I Brøndby Hallen bliver folk i et støt tempo vist op til scenen for at modtage deres kram af Amma. Et nummersystem og en sværm af frivillige hjælpere sørger for at alt forløber, som det skal.
“Hendes popularitet viser, at mange mennesker har brug for klare pejlemærker i et meget fluktuerende og stressende liv. Hun tilbyder også nogle korte meditationsteknikker, som hun siger kan hjælpe, hvad end man er soldat, sosu-assistent eller politibetjent. Det, at krammet er gratis, passer også godt ind i tidens fokus på det oplevelsesorienterede og individualistiske,” siger Marianne Qvortrup Fibiger.
Selvom Amma krammer hver enkelt person, der kommer til hende, har hun også gang i større projekter. Hendes organisation Embracing The World har ifølge organisationen selv brugt knap 500 millioner kroner på nødhjælp og lavet klimaarbejde, såsom at plante en million træer.
“Hun forholder sig til individet, men også til den enkeltes forpligtelse over for fællesskabet og i forhold til planeten og klimaforandringerne. På den måde rammer hun lige ned i klimadebatten. Ved at omfavne alle inkarnerer hun den kærlighed og omtanke, som mange forsøger at efterleve på et individuelt, kollektivt, familiært, erhvervsmæssigt og universelt plan.”
I Brøndby Hallen leder Amma en fælles meditation oppe fra scenen. Hendes messende ord bliver oversat til dansk.
”Forestil dig at hvide blomster falder ned over hele jordkloden, ned i alle havene, på alle dyr og skabninger og på dit eget hoved.”
På storskærmene foran scenen falder animerede hvide blomster ned over billedet af Amma på scenen.
”Men hvor er blomsterne, mor? De er der jo ikke i virkeligheden”, siger et barn.
”Shh,” tysser moren. ”Det er noget, de har lavet.”