Moderne hinduisme

Hinduismens moderne periode begynder i 1700-tallet, hvor Indien politisk oplever en stigende grad af britisk dominans. Omkring 1820 har Storbritannien underlagt sig næsten hele Indien, og i 1858 bliver landet en britisk kronkoloni. Disse ydre omstændigheder er på godt og ondt med til at forme den moderne hinduisme.

Hindu-renæssancen: reaktion på briternes tilstedeværelse i Indien

Briterne styrede Indien i to århundreder, frem til Indiens selvstændighed i 1947. Inden da regerede muslimske herskere landet i over femhundrede år. Alligevel er det briternes tilstedeværelse, der har påvirket Indien og hinduismen mest. Hvordan kan det være?

Især to ting har gjort sig gældende, nemlig handel og uddannelse: Briterne gjorde - på indernes bekostning - Indien til en del af det globale handelsnetværk. Store handelscentre voksede frem, flere mennesker ernærede sig ved handel og var derfor væk fra landsbyerne og det meget traditionelle liv dér. For disse mennesker blev der således en større grad af frihed til at vælge deres egen - måske mindre konforme - religionsform.

Det, der gjorde den helt store forskel, var dog, at briterne fra begyndelsen af 1800-tallet begyndte at oprette skoler i Indien. Her fik de unge indere, som skulle indgå i den britiske administration, deres uddannelse. Gennem denne uddannelse, der f.eks. indeholdt undervisning i engelsk sprog og litteratur, fik de indsigt i vestlig kultur. Dette første indtryk var positivt.

Ram Mohan Roy (1772-1833) - Brahmo Samaj

Den tidligste repræsentant for den strømning, der kaldes hindu-renæssancen, er Ram Mohan Roy. Han er af nogle blevet kaldt "det moderne Indiens fader". Roy var begejstret for vestlig kultur og blev en fortaler for vestlig uddannelse i Indien. Inspireret af den europæiske oplysningstid satte han fornuften i højsædet. Han søgte at fremme en moneteistisk fornuftsreligion og argumenterede for, at en sådan lære var god, ortodoks hinduisme. Roy var altså imod den hinduistiske polyteisme og idoldyrkelse.

Roy overtog også briternes syn på hindu-samfundet. Han så ned på kaste-systemet og kæmpede mod børne-ægteskaber og enkebrændinger. I 1828 grundlagde Roy en religiøs sammenslutning, Brahmo Samaj. Her mødtes man hver uge som en menighed til gudstjeneste i bedste kristne stil med trosbekendelse, bønner, prædiken over de hellige tekster (Upanisad'erne) og hymnesang.

Ram Mohan Roy inspirerede andre hindu-reformatorer. Man kan sige, at der fra Roy går to spor, som fører helt frem til idag. Det ene spor fører til hindunationalismen. Det andet spor fører til den globale udbredelse af hinduismen.

Hindunationalismen

Som ordet næsten siger det, er hindunationalisme forestillingen om Indien som en hinduistisk nation. Denne forestilling lever meget stærkt i Indien også i dag, selvom Indien er en sekulær stat, dvs. en stat, hvor religion og politik i princippet ikke blandes sammen.

Den første hindu-reformator, som havde denne nationalistiske orientering, var Dayananda Saraswati (1824-1883). Saraswati var inspireret af Roy og ønskede ligesom han reformer, både på det religiøse- og på det sociale område. Saraswati mente, at de oldindiske tekster, Vedaerne (se artiklen "Tidlig udviklingshistorie"), indeholder den eneste sande, universelle, religiøse åbenbaring og altså udgør grundlaget for alle religioner. Saraswati søgte at føre hinduismen tilbage til denne forståelse af Vedaerne. Samtidig gjorde opfattelsen af Vedaerne som alle religioners urgrund Saraswati meget kritisk over for andre religioner, herunder kristendom og islam. På samme måde som kristne til alle tider har set kristendommen som den eneste sande religion, så Saraswati den reformerede, Veda-baserede hinduisme som sandheden.

I 1875 grundlagde Saraswati organisationen Arya Samaj. Arya Samaj bredte sig hurtigt i Indien og arbejdede bl.a. aktivt på gennem et renselsesritual at genomvende indiske kristne og muslimer til hinduismen. Saraswati og Arya Samaj arbejdede desuden for at få sproget hindi anerkendt som Indiens nationale sprog, hvilket har været med til at udvikle den nationale selvbevidsthed i Indien. Idag er hindi formelt set det officielle sprog på forbundsplan i Indien, engelsk anvendes dog også, mens de indiske delstater er afgrænsede ud fra de dér talte sprog.

Saraswati og Arya Samaj kæmpede bittert mod fremmed, kulturel indflydelse i Indien. Samtidig blev der fra slutningen af 1800-tallet fra vestlig side forsket i Indiens fortid. Forskningsresultaterne viste, at Indien gennem årtusinder har haft en meget højtudviklet og til tider blomstrende kultur. Også denne indsigt gav inderne øget nationalt selvværd. Nationen Indien blev objekt for tilbedelse. Det blev betragtet som skandaløst, at Indien med sin højt udviklede åndelige kultur skulle være underlagt et fremmed styre, der måske nok rent materielt stod over Indien, men som åndeligt set havde meget at lære.

Flere politiske organisationer og partier har sit udspring i denne hindu-nationalisme. Fælles for dem er, at de ønsker at gøre Indien til en hinduistisk stat. De ultranationalistiske grupper insisterer på Indiens enhed ud fra tanker som: ét land, én race, én religion, én kultur og ét sprog.

I 1925 blev den indflydelsesrige organisation RSS (Rashtriya Swayamsevak Sangh) stiftet. Den promoverer hindu-nationalismen og består bl.a. af kommunalt baserede, uniformerede grupper af unge mænd. Det politiske parti BJP (Bharatiya Janata Party), som bl.a. har haft regeringsmagten i Indien fra 1998-2004, er netop knyttet til RSS. Man regner med, at RSS er ansvarlig for den vold, som Indiens religiøse mindretal, herunder især Indiens muslimer, i de seneste år har været udsat for (se artiklen "Radikal hinduisme").

I kampen for Indiens uafhængighed var det Kongrespartiet, stiftet i 1885, der førte an. Partiets medlemmer bestod først og fremmest af den vestligt uddannede indiske elite. Kongrespartiet bestod i starten af både hinduer og muslimer, men forholdet mellem disse grupper blev gradvist forværret. I forbindelse med kampen for selvstændighed lykkedes det i meget høj grad Gandhi (se artiklen "Gandhi") at mobilisere det indiske folk. Mindre succes havde han med at involvere de muslimske grupper i kampen. Det dårlige forhold mellem hinduer og muslimer i Indien kulminerede, da Indien fik sin selvstændighed i 1947; Indien blev delt i det overvejende hinduistiske Indien og det overvejende muslimske Pakistan. I 1971 blev endnu en overvejende muslimsk del af Indien skilt ud, nemlig Bangladesh. Hermed sluttede ufreden mellem muslimer og hinduer i Indien dog ikke. Konflikten mellem nationalistiske hinduer og muslimer præger Indien i dag. Der pustes stadig til ilden, og den blusser op - igen og igen (se artiklen "Radikal hinduisme").

Den globale udbredelse af hinduismen

I årene 1836-1886 levede en bemærkelsesværdig mand i Bengalen i det østlige Indien. Hans navn var Ramakrishna. Det siges, at han allerede som barn oplevede mystiske trancer. Ramakrishna var det, man inden for religionsvidenskaben kalder en mystiker, idet han havde direkte oplevelser af at møde det guddommelige. Ramakrishnas personlige gud var gudinden Kali, men han havde også mystiske oplevelser, der involverede andre hinduistiske guder og sågar Jesus. Disse oplevelser overbeviste Ramakrishna om, at alle religioner er sande, og at de forskellige religioner blot udgør forskellige veje til det samme mål - som forskellige floder, der strømmer ud i det samme hav.

Ramakrishna fik snart disciple. Den mest kendte er Vivekananda (1863-1902), der i øvrigt også var inspireret af Ram Mohan Roy. Det er Vivekananda, der har bragt hinduismen til Vesten. I 1893 deltog han i et stort religionsmøde i Chicago, hvor han missionerede og udbredte Ramakrishnas budskab om alle religioners enhed og om, at der findes en guddommelig kerne i alle mennesker. Under hans ophold i USA oplevede han, at Østen materielt set havde meget at lære af Vesten. Til gengæld havde Vesten åndeligt set meget at lære af Østen.

I 1897 grundlagde Vivekananda Ramakrishna Mission. I Vesten og særligt i USA er mange centre siden blevet oprettet med udgangspunkt i denne mission. Et eksempel på dette er Ramakrishna - Vivekananda Center of New York. I Indien har Ramakrishna Mission især udført socialt arbejde. Vivekananda arbejdede for alle menneskers lighed, imod kastesystemet og var specielt opmærksom på betydningen af uddannelse. Når mennesker får uddannelse, er de bedre rustet til at søge deres egen åndelige fremgang, var hans tanke.

Også andre hinduistiske grupper har efterhånden fundet fodfæste i Vesten. Nogle via indvandring af indere til Vesten, andre i de senere år via mission blandt ikke-indere. I Danmark kender vi f.eks. ISKCON, også kendt som Hare Krishna. Denne gruppe har mange vesterlændinge som medlemmer og er spredt over hele verden. Den går tilbage til en anden bengalsk mystiker, nemlig Chaitanya, som levede i begyndelsen af 1500-tallet.

Også vestlige forfattere og filosoffer som Hegel, Schopenhauer, Ralph Waldo Emerson og Aldous Huxley har været med til at udbrede de hinduistiske forestillinger i den vestlige verden.

Især siden 1960'erne har interessen i Vesten for den såkaldte "østlige mystik" været stærkt stigende. Rockgruppen The Beatles var blandt de første, som fik et direkte forhold til en indisk guru, nemlig Maharishi Mahesh Yogi. Idag er denne guru også kendt som grundlægger af organisationen TM, Transcendental Meditation. Andre indiske guruer som f.eks. Sai Baba er også kendte over hele verden. Yoga og meditation er dog de former for hinduistisk religiøs praksis, som har spredt sig til flest mennesker i Vesten - enhver aftenskole med respekt for sig selv har et yoga-hold.

Hinduismen og den moderne verden

I moderne tid har hinduismen skullet finde sine ben dels - som vi har set - i mødet med andre kulturer og religioner, og dels i forhold til den moderne, teknologiske udvikling.

Gennem hinduismens udviklingshistorie har den vist sig at være en yderst levende og fleksibel tradition, som har tilpasset og ændret sig i takt med omgivelserne. Baggrunden for denne tilpasningsevne er nok først og fremmest, at hinduismen ikke har noget religiøst overhoved. Det skal forståes sådan, at der ikke er nogen officiel instans, som definerer, hvad der er rigtig og forkert hinduisme. Hinduismen har ingen endelig form. Det er en tradition i evig forandring.

Derfor kan hinduismen inkorporere alt. Den forkaster ikke det nye, men optager det i stedet i traditionen. Saraswati, stifteren af Arya Samaj, mente f.eks., at dampmaskinen, fly og telegraf allerede er omtalt i Vedaerne. Via den vestlige videnskab genfindes egentlig blot en indisk viden, der for en tid har været tabt. Denne tilgang er typisk for hinduismen. Under henvisning til hellligtekster kan ny, sekulær teknologi indoptages i den religiøse tradition.

At hindu-traditionen har denne tilgang til ny teknologi har betydet, at Indien er meget langt fremme m.h.t. teknologisk udvikling. Indien har lige så mange forskere som USA eller Rusland. Indien deltager i rumforskning og har atomkraft. Pga. det høje uddannelsesniveau og den billige arbejdskraft i Indien vælger mange vestlige firmaer at outsource jobs til Indien. Indien er især inde i varmen, hvad angår it og har i Bangalore i Sydindien sin egen Silicon Valley.

Men der er også en anden virkelighed i Indien, som er et land med voldsomme kontraster. Der er enorm forskel på rig og fattig, uddannet og uuddannet, mennesker i by og på land. I de indiske landsbyer leves livet temmelig upåvirket af den moderne udvikling. De allerfleste hinduer udøver deres religion præcist som generationer før dem har gjort det med tilbedelse i hjem og tempel, med pilgrimsfærd osv. Det er i byerne, at den ny, moderne middelklasse vokser frem. For Indiens fattige masser er f.eks. et it-job fuldstændig utænkeligt. Kastesystemet sætter på godt og ondt stadig rammerne for den enkeltes muligheder.

Inden for kastesystemet er det dog ikke sådan, at rigdom nødvendigvis følger kaste-rang. Mange højkaste brahminer er fattige. Det er især vaisyaer og sudraer som rider på den moderne bølge. De har på den måde skabt sig velstand og social anseelse uanset kaste. På længere sigt fører tendenser som disse til øget social mobilitet og forandring i det indiske samfund til trods for kastesystemet.