Radikal hinduisme

Nedrivning af en moske. Gadekampe. Afbrænding af et tog med pilgrimme, pilgrimmene inklusive. Hævn over dette. Kold luft mellem atommagterne Indien og Pakistan. Det er nogle af de skræmmende billeder og nyheder fra Indien, vi konfronteres med fra tid til anden.

Men hvordan er det kommet så vidt? Hvem opildner til det? Og hvilke forestillinger ligger bag? For at besvare disse spørgsmål må vi se nærmere på den radikale hinduisme, nærmere bestemt den radikale, nationalistiske, militante hinduisme, som er blevet en helt reel politisk og kulturel magtfaktor i Indien i dag.

Den radikale hinduismes rødder

Rødderne til den radikale hinduisme skal findes i den såkaldte hindu-renæssance. Fra begyndelsen af 1800-tallet voksede denne hindu-renæssance frem som reaktion på briternes tilstedeværelse i Indien. Vestligt uddannede indere tog hindu-traditionen op til revision og reformerede traditionen. En del af disse reformatorer var positivt indstillede over for den britiske kolonimagt. Andre var knapt så begejstrede (se yderligere i artiklen "Moderne hinduisme").

Den argeste modstand mod briterne og enhver anden fremmed kulturel indflydelse i Indien kom fra organisationen Arya Samaj, som blev grundlagt i 1875 af Dayananda Saraswati (1824-1883). Saraswati ønskede, at Indien skulle være en hinduistisk nation, dvs. en nation, som i lovgivning m.v. bygger på hinduismen og dens værdier. Arya Samaj arbejdede via et renselsesritual på at genomvende indiske muslimer og kristne til hinduismen. De søgte desuden at få sproget hindi anerkendt som Indiens nationalsprog.

Tiltagene fra Arya Samaj var med til at højne den nationale selvbevidsthed i Indien. Mange indere blev bevidste om, at de er del af et stort land, der gennem flere tusinde år har haft en højtudviklet kultur. En kultur, de kan være stolte af. Nationen Indien blev helt konkret objekt for tilbedelse, sådan at der idag f.eks. findes templer, hvor Bharat Mata, dvs. "Moder Indien", er den centrale guddom.

Den radikale hinduismes organisationer

Arya Samajs hindunationalisme blev kilden til flere radikale hindunationalistiske organisationer og politiske partier. Ligesom Arya Samaj ønsker disse grupper at gøre Indien til en hinduistisk stat. Da Indien i 1950 fik sin forfatning, blev det slået fast, at Indien er en sekulær stat. Religion spiller altså i princippet ingen politisk rolle, og der er frihed og lighed i religiøse anliggender. Det har først og fremmest været det indiske Kongres-parti, som har stået for denne linie i indisk politik - fra uafhængigheden og frem til idag. Det er derfor i høj grad Kongres-partiet, de radikale grupper er oppe imod.

Først på banen var Hindu Mahasabha ("Hinduernes Storforsamling"), som blev stiftet i 1915 af et Aray Samaj-medlem. Denne politiske organisation havde til formål at organisere og forene alle hinduer mod fremmed indflydelse i det britiske Indien. I 1926 omdannedes organisationen til et regulært politisk parti med militant, antimuslimsk program. Størst popularitet havde partiet i 1940'erne under ledelse af den ekstremistiske hindunationalist V. D. Savarkar (1883-1966). Savarkar mente, at hinduerne blev domineret af det muslimske mindretal i landet, og han ville modarbejde denne dominans. Efter uafhængigheden har Hindu Mahasabha mistet sin politiske indflydelse.

Meget mere indflydelsesrig i dag er organisationen Rashtriya Swayamsevak Sangh ("Det nationale korps af frivillige"), bedre kendt som RSS (se RSS's hjemmeside). Denne organisation blev stiftet i 1925 af K. B. Hedgewar (1889-1940). Han var medlem af Hindu Mahasabha, som blev omtalt ovenfor, men RSS er i modsætning til Hindu Mahasabha ikke et politisk parti. Det er en kulturel, militant, konservativ hindu-organisation. I Indien har RSS noget i retning af 60.000 lokale trænings-steder, hvor unge mænd hver morgen samles til fysisk træning, uddannelse i krigskunst og i den hinduistiske religion. Det er meningen, at medlemmerne gennem denne træning, flaghilsen, fælles uniform, fejring af nationale hindu-helligdage o.lign. skal vækkes til kamp for det, RSS opfatter som særlige hindu-værdier.

RSS har været og er i dag chef-ideologerne bag - og hovedformidlerne af den ekstreme, radikale hinduisme. Med til "RSS-familien" hører flere under-organisationer. Den vigtigste af disse er i dag det politiske parti Bharatiya Janata Party, BJP. BJP blev stiftet i 1980. Siden da er partiets indflydelse steget så kraftigt, at det ved valget i 1996 blev Indiens største parti (se BJP's hjemmeside).

En anden vigtig, kulturel organisation under RSS-paraplyen er Vishva Hindu Parishad, dvs. "Den hinduistiske Verdensorganisation" (se VHP's hjemmeside). VHP blev stiftet i 1962 af RSS-medlemmer med det mål at modarbejde kristen mission blandt hinduer. VHP rejser idag mange penge til hinduistisk mission i hele verden (se artikel fra Dialogcentret om og (fra et kristent, missionerende ståsted) imod VHPs verdensmission). VHP var desuden den centrale organisation i kampagnerne mod Indiens muslimer i 1980'erne, der kulminerede med ødelæggelsen af Babri Masjid-moskeen i Ayodhya i 1992.

De radikale hinduers kampagne mod Babri Masjid-moskeen i Ayodhya

Baggrunden for de radikale hinduers kampagne mod Babri Masjid-moskeen i den nordindiske by Ayodhya er forestillingen om, at Babri Masjid-moskeen er bygget på hindu-guden Ramas fødested.

Guden Rama er den centrale gud og helt i det store indiske epos Ramayana (omk. 400 f.v.t.-200 e.v.t.). Her fremstilles Rama bl.a. som idealet på den retfærdige hersker. Ramas Rige er således for radikale hinduer blevet symbol på det ægte, hinduistiske rige, hvor de rette hindu-værdier kan komme til udfoldelse uden undertrykkelse fra udefrakommende som - især - muslimer. Ramayanas religiøse ideal transformeres altså af hindunationalisterne til et politisk program.

For de radikale hinduer er problemet, at Babri Masjid-moskeen skulle være bygget på netop det sted, hvor Rama blev født, og hvor der tidligere har været et tempel til ære for ham. Om denne påstand er sand eller falsk, er i dag ikke til at afgøre. Moskeen, som blev bygget i 1500-tallet, har dog gennem historien gentagne gange været genstand for konflikter.

I 1984 startede VHP en kampagne til befrielse af Ramas fødested. VHP fik hurtigt opbakning af moderorganisationen RSS og det politiske parti BJP. Deres krav var, at moskeen skulle rives ned, så et hindu-tempel til ære for Rama kunne bygges på stedet. Moskeen blev set som udtryk for muslimernes alt for gode vilkår i Indien og et symbol på hinduernes undertrykte status i deres eget land. Kampagnen til befrielse af Ramas fødested blev således ikke bare en kamp om et specifikt sted, men også en politisk kamp, hvor hindunationalisterne kæmpede for, at hinduer skal have førsteret og eneret på Indien.

I 1989 udvidedes kampagnen. VHP fandt nu på, at mursten skulle indvies over hele Indien. Disse sten blev så ført i procession til Ayodhya, hvor de skulle danne grundlaget for tempelbyggeriet. Flere hundredetusinde sten blev indviet. Processioner gik mod Ayodhya med optøjer og vold til følge, hvor flere hundrede mennesker døde. I 1990 fulgte endnu en march. Denne gang med BJP-lederen L. K. Advani i spidsen. Også denne march førte vold og død med sig. Advani blev arresteret, og uroen bredte sig ud over Indien.

I december 1992 skete det så: hinduer jævnede Babri Masjid-moskeen med jorden. Ødelæggelsen førte til vold og blodige sammenstød mellem muslimer og hinduer over hele Indien. Igen blev mange hundrede mennesker dræbt. Som følge heraf blev både RSS og VHP forbudt de følgende år.

Volden i forbindelse med Ayodhya-kampagnerne har været den værste i Indiens historie siden delingen af landet i det overvejende hinduistiske Indien og det overvejende muslimske Pakistan. Ved den lejlighed blev op mod en halv million mennesker dræbt i spontane massakrer mellem hinduer og muslimer. Disse massakrer udsprang af den spændte og for mange mennesker desperate situation, som opstod, idet hinduer vandrede fra Pakistan for at slå sig ned i Indien, og muslimer rejste fra Indien for at bo i Pakistan.

Gennem kampagnen for Ramas fødested i Ayodhya blev de radikale hinduers budskab for alvor sat på den politiske dagsorden i Indien. Det nystartede parti BJP kom til at ride på en enorm bølge af popularitet, der har givet dem en kolossal politisk magt. Fra at have haft to pladser i parlamentet før 1989, blev BJP op i 1990'erne Indiens største og mest magtfulde parti.

Den radikale hinduisme i dag

Under ledelse af Atal Bihari Vajpayee har BJP i perioden 1998-2004 haft regeringsmagten i Indien. I denne periode synes partiet at have opblødt sine hindunationalistiske holdninger. Men den underliggende forestilling for de radikale, hinduistiske organisationer og partier er dog stadig den, at Indien grundlæggende er forbeholdt hinduer.

At de radikale hinduistiske organisationer og partier har fået så kraftig vind i sejlene viser, at der overordnet er sket et skifte i holdningen til, hvilken rolle religion skal spille i Indien. Tidligere har Kongres-partiet haft succes med deres politik om, at Indien skal være et sekulært land med frihed og lighed i religiøse anliggender. Idag er de hindu-radikale stemmer meget stærke, når de taler for, at Indien skal styres efter hindu-normer og have hinduismen som statsreligion. Deres stemmer står dog ikke alene og uimodsagt i Indien i dag, men møder stærk modstand. Ved valget i 2004 har Kongres-partiet således genvundet regeringsmagten i Indien.

Som vi har set, er det først og fremmest det muslimske mindretal, som udgør ca. 12% af Indiens befolkning, der bliver offer for den radikale, hindunationalistiske ideologi og politik. Andre religiøse mindretal går dog heller ikke fri: f.eks. er både sikher og kristne ofre for den chikane og vold, der er konsekvensen af den radikale hindunationalisme.

Radikal hinduisme er i dag ikke kun for små, ekstremistiske grupper på kanten af samfundet. Den er placeret helt centralt i Indiens politiske og kulturelle landskab. Den store indflydelse fra den radikale hinduismes organisationer og partier udgør en stor og reel magtfaktor, som man må forholde sig til og regne med, når man beskæftiger sig med Indien idag.