Senere udviklingshistorie - hinduisme

Hinduismen er en fællesbetegnelse for mange selvstændige og adskilte traditioner, der alle har noget tilfælles. Disse traditioner har i virkeligheden hver deres udviklingshistorie, der til sammen udgør hinduismens historie. Fordi man i Indien ikke på samme måde som i Europa har dateret begivenhederne, er der stor usikkerhed med hensyn til at tidsfæste Indiens ældre historie.

Hinduismens baggrund: klassisk vedisk religion og Upanisad-religionen

I Indiens religionshistorie kalder man tiden fra ca. 1200 til 500 f.v.t. Den vediske Periode (se artiklen "Vedisk religion"). Perioden er opkaldt efter dens vigtigste litteratur: de fire Vedaer (ca. 1200 - 900 f.v.t.) I den klassiske, vediske religion er kulten koncentreret omkring ildofferet. Ofringer bliver udført for at sikre verdens opretholdelse og orden og for at sikre frugtbarhed, livskraft og lykke for verden og den enkelte. Den vediske religion er på mange måder knyttet sammen med hinduismen. Flere vediske ritualer udføres stadig. Vediske mantraer (hellige vers) reciteres, og Vedaernes hellighed og autoritet er nok det, som klarest definerer, hvem der er hindu.

I den sene, vediske litteratur, kaldet Upanisaderne (ca. 600-300 f.v.t.), sker et skift i den vediske religions orientering. Hovedinteressen er nu ikke længere ved de vediske ildofre. Upanisaderne afspejler i stedet en søgen efter indsigt. En indsigt, som kan hjælpe mennesket fri for (i den tidlige litteratur) gendød og (lidt senere) karma og genfødslernes kredsløb, samsara. Denne udfrielse eller frelse kaldes moksha. For at opnå moksha skal mennesket ifølge Upanisaderne nå til en erkendelse af, at atman, dvs. menneskets inderste kerne, sjælen eller det permanente selv, er identisk med Brahman. Brahman er den upersonlige kraft, som opretholder universet. Brahman er verdensaltet, den underliggende realitet bag alting (se artiklen "Vedisk religion"). Målet i Upanisad-religionen er altså erkendelsen af, at atman er identisk med Brahman. Den erkendelse fører til frelse. Mens fokus i den klassiske vediske religion fortrinsvis er på livet i denne verden, så skifter dette i den sene, vediske periode. Fokus i Upanisad-religionen er i stedet frelsen, moksha, udfrielsen fra denne verden (for uddybende forklaring af disse begreber, se artiklen "Hinduisme: trosforestillinger").

Den centrale figur i klassisk vedisk religionsudøvelse er offerherren. Han er den, som lader et ildoffer udføre. Han skal være en mand, som lever i verden, har social position, indtægt, arbejde og familie. Den centrale figur i Upanisad-religionen er derimod asketen. Han er den, der har opgivet livet i verden og frasagt sig fast bolig, erhverv, familie og muligheden for at udføre ofringer.

At dette skift i religiøs orientering finder sted, hænger sammen med de store forandringer, samfundet på denne tid gennemgår. Fra omkring det 6. årh. f.v.t. går samfundet fra at bestå af små, selvstændige enheder (landsbyer og lokale kongedømmer) til meget større enheder (bystater og imperier). Byerne vokser. Kongerne får mere magt. Almindelige mennesker bliver underlagt større kontrol både politisk og økonomisk. Sammen med øget befolkningstilvækst er dette med til at skabe uro og krise. Endvidere bliver befolkningsgrupper, som ikke har arisk oprindelse og dermed ikke er en del af den vediske kultur, integreret i samfundet i denne periode. Påvirkninger fra disse grupper er yderligere med til at forme ændringerne i det religiøse liv.

Den klassiske hinduisme

Tidligt i den indiske religionshistorie kan vi skimte glimt af det, som bliver til den klassiske hinduisme. Men vi skal ned omkring vor tidsregnings begyndelse, før hinduismen har fundet den form, der har været det bærende fundament for hinduismen frem til i dag.

Upanishad-traditionens opfattelse af den universelle Brahman føres videre i hinduismen. Til forskel fra den klassiske, vediske religions forestilling om en hel horde af guder, peger denne forestilling i retning af monoteisme. Brahman er netop den ene underliggende realitet i verden. Med forløbere helt tilbage til det 5. årh. f.v.t. vokser der i løbet af det første årtusinde e.v.t. to hovedstrømninger frem inden for den hinduistiske tradition. De har hver deres centrale gud, nemlig Siva og Visnu. Guderne er her personlige, men opfattes ellers grundlæggende på samme måde som Brahman i Upanisaderne. For tilhængerne af en bestemt strømning er den enkelte gud både personlig, universel og den eneste (centrale) gud. Før vi vender blikket yderligere mod disse såkaldt bhakti-strømninger, skal vi først kort beskæftige os med flere af den klassiske hinduismes centrale elementer.

Dharmasastra-litteraturen

Vigtig for den klassiske hinduisme er dharmasastra-litteraturen. Denne litteraturform har rødder tilbage til det 6. årh. f.v.t., hvor tidlige sutra-tekster giver instruktioner til både de vediske riter og til ritualer, som skal udføres i hjemmet. Dharmasastra betyder læren om dharma. Dharma er den guddommeligt givne orden, som hersker i verden, verdensordenen. Vigtigst blandt dharmasastra-teksterne er den såkaldte Manus Lovbog (ca. 200 f.v.t.-200 e.v.t.). Her gives instruktioner for, hvordan man bør leve for at handle i overensstemmelse med dharma. Når man handler i overensstemmelse med dharma, lever man op til sine religiøse forpligtelser og lever etisk set et godt liv.

Det enkelte menneskes dharma er bestemt af kastetilhørsforhold og livsstadium. Kastesystemet kendes helt tilbage fra den vediske periode. I den klassiske hinduistiske dharmasastra-litteratur bliver hierarkiet yderligere systematiseret. Der gives helt specifikke forskrifter for de enkelte kasters forpligtelser (for uddybning, se artiklen "Etik - hinduismen").

Dharmasastra-litteraturen beskriver endvidere de fire livsstadier, som mænd fra de tre øverste kaster/varnaer skal gennemleve. En sådan mand skal først studere de vediske skrifter, så skal han stifte familie og leve sit liv i verden, herefter skal han leve som eneboer - dog stadig med kontakt til familie og samfund - for endelig at vælge livet som asket. Via dette system af livsstadier integreres det vediske religiøse ideal, offerherren, med Upanisad-religionens ideal, asketen. Den klassiske hinduisme giver altså plads og betydning både til livet i - og uden for verden. Det understreges dog, at livet som asket uden for verden ikke skal vælges, før forpligtelserne, som følger med livet i verden, er opfyldt.

De tre frelseveje

Den klassiske hinduisme opererer med tre mulige frelseveje. Den ene vej "karmamarga" går via at følge sin individuelle dharma. Herved handler man i overensstemmelse med den overordnede dharma, verdensordenen. Man optjener på denne måde god karma gennem sine handlinger. Den gode karma sikrer én en god genfødsel i næste liv og derved forbedret mulighed for senere at nå frelsen.

Den anden vej "jnanamarga" går via åndelig oplysning. Dette er ofte asketens vej. Ved hjælp af meditation og yoga kan mennesket nå op på et højere bevidsthedsniveau og opleve sit sande selv. Den erkendelse, som hermed søges, er Upanisad-religionens erkendelse af, at atman er identisk med Brahman. Mennesket kan ved hjælp af denne åndelige oplysning nå frigørelsen, moksha.

Den tredje frelsevej er bhaktimarga. Det betyder hengivenhedsvejen. Denne vej er åben for alle mennesker fra alle kaster og på alle livsstadier. Her er det menneskets hengivenhed og kærlighed til sin personlige gud, der tæller. Mennesket overgiver sig til sin gud, der på sin side via sin nåde transformerer menneskets indre og derved skænker det frelsen.

De tre frelseveje udgør helt grundlæggende og uadskillelige dele af den hinduistiske tradition. De to førstnævnte veje gennemstrømmer således al hinduisme. Hinduistiske retninger, som følger den tredje frelsevej, vokser frem gennem det første årtusinde e.v.t. Fra det 7. årh. og til i dag er bhakti-traditionen således den dominerende tradition inden for hinduismen.

Bhakti-traditionens udvikling

Som nævnt tidligere har bhakti-traditionen udviklet sig inden for to forskellige retninger, fokuseret på henholdsvis Siva og Visnu som den centrale guddom. Inden for hver af disse retninger findes adskillige bevægelser. En specifik gennemgang af disse er desværre ikke mulig her, men klik ind på de links, som følger efter artiklen.

Siva kendes tilbage fra vedisk religion i form af guden Rudra. I Upanisaderne identificeres han med Brahman. Vi får altså indtryk af, at han allerede her er på vej til at blive guden snarere end én gud blandt mange. I løbet af de første fem århundreder e.v.t. nyder Siva stigende popularitet. Han omtales i hinduismens store eper, Mahabharata (ca. 400 f.v.t. - 400 e.v.t.) og Ramayana (ca. 400 f.v.t. - 200 e.v.t.) samt i hinduismens populære samlinger af mytologiske fortællinger, puranaerne (ca. 300-1700 e.v.t.). Her beskrives han som en meget tvetydig gud. Han er ødelæggeren, men også beskytteren og skaberen. Fra 400 e.v.t. kendes bhakti-grupper, som decideret er hengivne overfor Siva.

I Nordindien er Siva særligt populær i Kashmir-regionen i tiden 800-1200 e.v.t. Herefter daler hans popularitet. I Sydindien forholder det sig omvendt. Her vinder Siva frem fra det 7. århundrede. Siva er i dag stadig den mest populære og centrale gud i de stærke, sydindiske bhakti-bevægelser.

Visnu kendes også fra den vediske mytologi. Inden for bhakti-traditionen dyrkes Visnu ikke blot som Visnu, men i høj grad også i form af sine avatarer, dvs. nedstigninger eller inkarnationer. De vigtigste af disse er guderne Krisna og Rama.

Guden Krisna bliver allerede dyrket blandt stammefolk i det 5. årh. f.v.t. Disse stammefolk vinder i løbet af de næste århundreder øget magt og anseelse i samfundet. Deres dyrkelse af Krisna bliver på den baggrund kombineret med tankerne fra Upanisaderne. Resultatet heraf finder vi i det berømte hinduistiske værk Bhagavadgita (ca. 200 f.v.t.-200 e.v.t.). Her åbenbarer Krisna sig som universets hersker og som identisk med bl.a. Visnu. Værket er dog også åbent overfor dyrkere af andre guder end Visnu, hvilket er en af årsagerne til tekstens store popularitet (læs mere om Bhagavadgita i artiklerne "Hellige skrifter i Hinduismen" og "Etik - Hinduismen").

Ved at lade Krishna indgå som en af Visnus avatarer opnår Krisna-dyrkerne at blive del af den tradition, som kan føres tilbage til Vedaerne. Det giver respekt. Fra ca. 500 e.v.t. er Krishna således helt anerkendt. Fra ca. 300 e.v.t. vokser også en anden tradition op omkring Krisna. I denne traditions tekster søger man at fortælle dét om Krishna, som ikke blev fortalt i det store epos, Mahabharata, hvoraf Bhagavadgita udgør en vigtig del. I denne tradition er fokus på Krisnas udskejelser som barn og kærlighedseventyr som ung, hvor han levede blandt et kohyrdefolk. Bhakti-traditionen centreret omkring barnet Krisna voksede sig stærk, mens Indien var underlagt muslimsk herredømme (fra ca. 1200 til 1800-tallet). Denne tradition er meget udbredt i Nordindien i dag.

Visnus avatar, guden Rama, er hovedperson i Indiens andet store epos, Ramayana. Dette værk handler om Ramas eventyrlige og etisk gode liv (se mere om Ramayana i artiklen "Gudsopfattelse i Hinduismen"). Teksten er blevet til over en længere periode (ca. 400 f.v.t. - 200 e.v.t.). Det er først mod slutningen af værkets tilblivelse, at Rama bliver opfattet som en gud. Fra vor tidsregnings begyndelse kendes til tilbedelse af Rama. Rama nyder i dag stor popularitet i Nordindien. Det skyldes først og fremmest bogen Ramcaritmanas fra omkring 1575. Den er digteren Tulsi Das' gendigtning af Ramayana, nu på det nordindiske folkesprog hindi. Ramcaritmanas er i dag den mest læste og populære bog på hindi.

Reaktioner på ydre omstændigheder

Allerede ved overgangen fra den klassiske vediske religion til Upanisad-religionen ser vi, at ydre omstændigheder har haft indflydelse på dannelsen af hinduismen. Dette træk gør sig også gældende senere i hinduismens udviklingshistorie. Mens hinduismen blev støttet og blomstrede under Gupta-dynastiet fra ca. 300-500 e.v.t., har traditionen til andre tider haft det vanskeligere.

I første omgang blev hinduismen presset af buddhismen. Resultatet af dette ydre pres blev en voksende selvbevidsthed blandt hinduer om netop at være hindu. Fokus blev i denne forbindelse lagt på kastesystemet - herunder brahminernes ophøjede status i samfundet - og på de vediske skrifters autoritet. De hinduistiske traditioner blev bevidste om, at de netop på disse punkter adskilte sig fra buddhismen. De havde noget, som bandt dem sammen.

Den vigtigste, hinduistiske reformator i kampen mod buddhismen er den sydindiske filosof Sankara (omkring 800 e.v.t.). I forsøg på at hamle op med buddhisterne opbyggede Sankara et filosofisk system. Sankara indskrev sig i traditionen fra Upanisaderne. Han fulgte altså den frelsevej, der går via åndelig oplysning. For Sankara var det eneste virkelige atman og Brahman. Alt andet, herunder verdens mangfoldighed, guderne (også Siva og Visnu), karma og samsara - var blændværk. For at nå den frelsende, åndelige indsigt i dette, måtte man dedikere sit liv hertil. Sankara promoverede altså livet som asket. Han stiftede en hinduistisk klosterorden, som skulle forsvare hinduismen, og som stadig er spredt over hele Indien.

I 1100-tallet blev Nordindien erobret af muslimer. Herefter var området under islamisk herredømme, indtil briterne fra 1700-tallet og frem langsomt fik overherredømme. Som reaktion på det muslimske herredømme voksede flere stærke bhakti-bevægelser frem, kulminerende i Nordindien i det 15.-16. århundrede. Sikhernes religion har sin oprindelse i dette miljø. Kulten omkring barnet Krisna ekspanderede desuden i denne periode. Krisnas barnlige, sorgløse eventyr og skarnstreger var en indbydende trøst for de følsomme og for dem, der følte sig undertrykte og pressede i samfundet.

I historiens løb har hinduismen bredt sig til mange lande i det sydøstasiatiske område. I dag findes hinduistiske befolkningsgrupper i bl.a. Nepal, Bangladesh, Pakistan, Sri Lanka, Mauritius og på Bali og Fiji.