Tidlig udviklingshistorie for hinduismen

I det andet årtusinde før vor tidsregning begyndte nomadefolk, kaldet de indo-europæiske stammer, at udvandre fra Centralasien. Stammerne vandrede i forskellige retninger. Nogle vandrede mod vest til Europa, andre mod syd til Mellemøsten og Iran, og andre igen mod sydøst til Afghanistan og Indien. Den stamme, som kom til Indien, kaldte sig arierne (på sanskrit arya). Det betyder "de ædle". Ariernes fremfærd varede flere århundreder. De var krigere. Med sig på færden havde de bl.a. heste foruden vogne og våben.

I Indien bredte arierne sig i perioden 1500-1000 f.v.t. langsomt i den nordlige del af landet, i området ved floderne Ganges og Yamuna. Med tiden ændrede de sig fra at være nomader til at blive fastboende. Arierne boede så i mindre landsbyer, hvor de dyrkede jorden og holdt kvæg og heste.

Denne teori om ariernes vandring er dog kun en teori. Strengt taget kan vi ikke være helt sikre på, hvor de kom fra, eller om de i det hele taget kom udefra. De indo-europæiske stammer har dog efterladt sig spor. Spor i form af tekster. Sammenligner man disse tekster og sprogene, de er skrevet på, ser man, at de har rigtig meget til fælles. Så meget, at der er sandsynlighed for, at de er produceret af mennesker, som har haft det samme udgangspunkt, nemlig området i Centralasien.

Den ældste vediske litteratur: De fire veda'er

Fra denne tidlige periode i Indiens historie er overleveret en temmelig stor samling tekster; den vediske litteratur (ca. 1200-300 f.v.t.). Ældst er veda'erne (ca. 1200-900 f.v.t.), hvoraf ordet vedisk er dannet. Veda betyder "viden". Veda'erne dækker den ældste del og den klassiske udformning af den vediske religion.

Veda'erne har først og fremmest været anvendt i forbindelse med ariernes ritualer. Disse ritualer er opdelt i riter udført hjemme af familieoverhovedet og i riter udført af præster på vegne af familieoverhovedet/offerherren. De sidstnævnte er den klassiske periodes store ildofre. Ved disse lejligheder er op til sytten præster involverede i et enkelt ritual. Præsterne er inddelt i fire grupper, som har hver deres funktion i ritualet. Den ene gruppe præster står for anråbelse af guderne og recitation af hellige vers, den anden for ritualets praktiske udførelse, den tredje for at synge ("chante") og den fjerde står for at sikre, at alle de andre gør tingene rigtigt.

Hver af disse fire præste-grupper har deres egen del af veda'erne tilknyttet. Veda'erne er altså delt i fire slags bøger og kaldes derfor ofte de fire veda'er.

De vediske ildofre - soma-ritualet

Der findes tre typer klassiske vediske ildofre: vegetabilske-, dyriske- og soma-ofre. Disse ofre bliver givet i ilden, som kaldes Agni. Agni er budbringeren. Han sørger for, at ofrene bliver bragt til gudernes verden. Agni har altså en helt central rolle i kulten og regnes selv som en (vigtig) gud.

Centralt blandt de vediske ritualer er soma-offeret. Her bliver stængler af en plante, kaldet soma, presset mellem to sten. Soma-saften sies så gennem et stykke klæde og løber ned i en beholder, hvor den blandes med mælk og vand. Drikken, som kommer ud af dette, kaldes også soma og indtages i ritualet af offerherren (dvs. det familieoverhoved, som afholder ritualet). I veda'erne relateres disse rituelle handlinger til den vediske mytologi.

I denne mytologi er soma især knyttet til guden Indra. Indra (og de andre guder) beruses af soma'en som de får kraft og udødelighed fra. I myten har kaos-uhyret, slangen Vritra, omkredset hele jorden og holder på den måde de livgivende vande, køerne og solen fanget. Guden Indra drikker soma og får derved kraft til at kæmpe mod Vritra. Indra dræber Vritra. Ved dette urdrab slippes det tilfangetagne fri. Verden får nu sin orden, og med vandets/regnens, kvægets og solens hjælp kan den blive frugtbar.

Soma-ritualet gennemspiller denne myte. Offerherren er Indra. Plantestænglerne er Vritra. Disse bankes og presses med Indras kølle (pressestenene). Ved denne presning dræbes Vritra. Indras drab af kaos-uhyret bliver altså gentaget, og derved bliver orden og frugtbarhed igen sat ind i verden. Dette skal ikke bare forstås på et symbolsk plan: For ritual-deltageren bliver verden vitterlig ordnet på ny gennem denne rite. Ritualet sikrer derfor verdens opretholdelse, foruden regn, frugtbarhed, livskraft og derved lykke.

Her kan du se billeder fra et moderne soma-ritual, hvor præster reciterer og hælder soma på et alter.

Den yngre vediske litteratur: Brahmana'er, Aranyaka'er og Upanisad'er

Udover de fire veda'er hører tre andre tekstgrupper til den vediske litteratur. Ældst er Brahmana-teksterne (ca. 900-600 f.v.t.). Disse tekster forklarer, diskuterer og fortolker det, som står i de fire veda'er. Brahmana'erne er altså en form for håndbøger, som præsterne benytter i forbindelse med ritualerne.

Aranyaka'erne (ca. 600 f.v.t.) er ikke helt så tæt knyttet til ritualerne. Aranyaka betyder egentlig "skovbog". Grunden til dette pudsige navn er, at bøgernes emner er så hemmelige, at de kun må diskuteres i skoven. I denne litteratur vendes opmærksomheden så småt fra det klassiske, vediske fokus på ritualerne mod en mere spekulativ, indre religionsform.

I Upanisad-litteraturen (ca. 600-300 f.v.t.) er opmærksomheden vendt væk fra de vediske ritualer. Upanisad betyder "at sætte sig ved", underforstået: ved en guru's (dvs. lærers) fødder. Upanisad'erne er spekulative og filosofiske. Det er f.eks. her, at vi for første gang møder idéen om genfødsel - en idé, der bliver meget grundlæggende for hinduismen.

Et hovedelement i Upanisad'erne er forestillingen om Brahman og atman. Brahman er den kraft, som opretholder hele universet. Det er den underliggende realitet bag alting, verdensaltet. Atman er sjælen eller det permanente selv i det enkelte menneske. Ifølge Upanisad'erne er Brahman og Atman identiske. Mennesket skal søge at finde ud af, at dets egen sjæl, atman, faktisk er identisk med verdensaltet, Brahman. Indenfor religionsvidenskaben kaldes en sådan form for religionsudøvelse mystik.

Arven fra den vediske tradition

Den vediske periode ligger langt tilbage i Indiens historie. Det er også først efter denne periode, at man inden for forskningen omtaler indisk religion som hinduisme. Vedisk religion er altså teknisk set ikke hinduisme, på trods af det er der rigtig meget, som har overlevet inden for hinduismen fra den vediske religion: Flere vediske ritualer udføres stadig. Vediske mantra'er reciteres, f.eks. ved bryllup og begravelse. Og ikke mindst: At hævde veda'ernes hellighed og autoritet er desuden nok det, som klarest definerer, hvem der er hindu.