Verdens største pilgrimsfærd gennemføres på trods af smittefare

Nøgne, askedækkede munke – de såkaldte sadhuer – fører an, når millioner af hinduer bader i Ganges-flodens rensende vand. Pilgrimsfærden Kumbh Mela har potentiale til at blive verdens største superspreder-begivenhed, men myndighederne nægter at aflyse. Foto: Jitendra Prakash/Reuters/Ritzau Scanpix

Selvom coronasmitten fortsat breder sig i Indien, vil myndighederne ikke aflyse pilgrimsfærden Kumbh Mela, som ventes at tiltrække millioner af hinduer. Det kan der være både religiøse og politiske grunde til, siger lektor

Millioner og atter millioner af hinduer forventes at valfarte til den indiske by Haridwar i midten af næste måned. Anledningen er Kumbh Mela – verdens største pilgrimsfærd.

Anført af nøgne, askedækkede sadhuer – hellige mænd – kommer pilgrimmene for at dyppe sig i Ganges-flodens vand, som eftersigende kan rense dårlig karma væk.

Egentlig skulle Kumbh Mela være begyndt allerede den 14. januar, men de indiske myndigheder har valgt at udskyde fejringen på grund af landets høje smittetal. Det skriver CNN.

Indien er et af de lande med allerflest registrerede coronatilfælde, så myndighederne har god grund til at være bekymrede: Kumbh Mela kan gå hen og blive verdens største superspreder-begivenhed. Alligevel er der ikke udsigt til, at den religiøse fest bliver aflyst.

“Fejringen bliver ikke yderligere udskudt. Vi vil tage vores forholdsregler og gøre alt, der står i vores magt, men vi vil ikke udsætte eller aflyse Kumbh Mela,” siger Madan Kaushik, der er boligminister i den indiske delstat Uttarakhand, til CNN.

En slags religiøs Woodstock
Men hvorfor aflyser man ikke pilgrimsfærden, når risikoen for smittespredning er så stor?

En del af forklaringen kan findes i Kumbh Melas enorme religiøse betydning, fortæller Marianne Qvortrup Fibiger, der er lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Hun deltog selv i Kumbh Mela tilbage i 2013 og kalder begivenheden for en slags religiøs Woodstock, der samler en bred vifte af troende hinduer – fra guruer og sadhuer til lægfolk og politikere.

“Det er en af de vigtigste rituelle begivenheder for troende hinduer. Folk sparer op lang tid i forvejen, og nogle vandrer i flere uger fra små landsbyer for at nå frem til floden på det rigtige tidspunkt. For når planeterne står på en bestemt måde, mener man, at vandet har en særlig rensende karakter,” fortæller religionsforskeren.

Og netop troen på Ganges-flodens rensende egenskaber kan være med til at nedtone frygten for smittespredning. Man kan nemlig godt forestille sig, at nogle hinduer tror, at vandet også renser for coronavirus, siger Marianne Qvortrup Fibiger.

En udtalelse fra Siddharth Chakrapani, arrangøren af dette års Kumbh Mela, synes at understøtte den teori:

“Jeg er sikker på, at moder Ganges vil beskytte dem alle,” udtalte han om de tilrejsende pilgrimme ifølge CNN.

Premierministeren tager en dukkert
Kumbh Mela er ikke blot en religiøs fejring: Det er også en folkefest med en politisk symbolværdi. Og det kan være en af grundene til, at Indiens premierminister, Narendra Modi, tøver med at aflyse pilgrimsfærden.

Narendra Modis navn bliver ofte kædet sammen med hindunationalisme – en ideologi, der anser hinduismen som central for Indiens nationale identitet. Kumbh Mela kan som en religiøs og folkelig begivenhed bruges til at fremme netop den agenda:

“Narendra Modi plejer at dukke op og tage et bad i floden for at markere enhed med folket, men også for at markere, at lige præcis hinduismens religiøsitet er historisk forankret i Ganges og Indien. Det er et stærkt nationalsymbol,” siger Marianne Qvortrup Fibiger.

Men beslutningen om at gennemføre Kumbh Mela på trods af smittefaren kan også give anledning til splittelse i det indiske samfund, fortæller hun:

“Indien har gennemgået en stigende sekularisering indenfor de seneste 10 år, og der er en stor middelklasse, som mener, at hinduismen trænger til modernisering. Så der vil helt sikkert være kritiske røster, der siger, at de her fælles ritualer som Kumbh Mela er gammeldags, og at man i stedet burde fokusere på de individualiserede dele af hinduismen såsom yoga og meditation.”

Myndighederne har udskudt den officielle fejring af Kumbh Mela, men det afholdt ikke hundredetusinder af hinduer fra at foretage det rituelle bad i Ganges-floden den 14. januar. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix