Reportage

Højtidsmiddag: Seks religioner mødes

Til højtidsmiddag mødtes en jøde, en muslim, et medlem af Hare Krishna, en asatroende, en kristen og en buddhist en almindelig onsdag aften for at spise sammen. Snakken gik på spiseregler, kødspisning, begravelsesritualer og højtider. Foto: Leif Tuxen

Madkultur er noget af det, der binder os mennesker sammen. Smage kan minde om tidligere madoplevelser og dufte kan hive os tilbage til en rejse, til barndommen eller til højtiderne, der gentager sig år for år. Derfor har Religion.dk inviteret til højtidsmiddag med alt, hvad det indebærer af kosher og halal, kristen og hedensk mad

I smagen af brændt brød kan der gemme sig en helt særlig historie, måske om en gang man faldt i en dyb snak i køkkenet og glemte alt om brødet i ovnen. Duften af grillet kød kan lade én rejse tilbage i tiden; til en rejse, hvor krydderierne var nye for smagsløgene eller måske til en højtid, hvor den velkendte smag af mors flæskesteg var svær at skelne fra alle de forrige juleaftner.

Om det er juleaften, pesach eller eid, man fejrer, så har maden ved de forskellige højtider en helt særlig værdi, netop fordi den er traditionsbunden. I gensynet med det gamle husker tungen tidligere højtider og alle de fortællinger, der knyttes dertil.

En onsdag aften i marts mødtes seks mennesker med seks forskellige religiøse overbevisninger til middag i Indre København med det enkle formål at samles om maden. Her var det blandt andet gentagelserne, der blev diskuteret; madtraditionerne, ritualerne der knytter sig dertil og bordbønnen, der går forud for ethvert måltid i mange religioner.

Samtidig var mødet et eksperiment. For er der noget, vi ikke plejer at gøre, så er det at spise sammen på tværs af religioner. Hvad snakker en jøde, en kristen, en Hare Krishna, en buddhist, en asatroende og en muslim om ved middagsbordet? Eller vigtigere endnu: Hvad spiser de?

Højt til loftet
I den store lejlighed på Store Kongensgade er der højt til loftet. Lejligheden er en af de herskabslejligheder, hvor man, på trods af det nyrenoverede køkken og motionscyklen, stadig kan fornemme væggenes historie. Kigger man ud i gården kan man se bygningen overfor, hvor tjenestepiger plejede at bo. Panelerne langs hvælvingen ind til spisestuen er malet med guld.

Klokken 18.30 ankommer aftenens gæster; tidligere overrabbiner Bent Melchior, hospitalsimam Naveed Baig, tibetansk buddhistisk nonne Bikshuni Tenzin Drolkar, asatroende vølve og gydje Andrea Hejlskov, sognepræst Pernille Østrem og Hare Krishna Leif Asmark. Stemningen er afslappet og – selvom vi har inviteret til højtidsmiddag - alt andet end højtidelig.

Til at begynde med er samtalen sagte, men det er ikke en akavet stilhed, der fylder rummet. Snarere en tilbageholdenhed, som når nye mennesker mødes og skal akklimatisere. Det viser sig snart, at de seks mennesker har masser at tale om og mere til fælles, end man skulle tro.

På køkkenøen bag det store rustikke træbord står seks retter, der favner alle smagspræferencer. Buffeten byder blandt andet på gefilte fish, som er en traditionel, jødisk delikatesse, hvor man fylder fiskeskind med hakket fiskekød. Derudover er der kartoffel med fennikel og gulerødder med aubergine og squash i tomat, der er blevet ofret til Krishna, der er kosher-kød, der er hedensk mjød, der er flæskesteg med brunede kartofler og mere til.

Mådehold og mad går hånd i hånd
Da maden er blevet præsenteret mangler der kun én ting, før middagen kan gå i gang; bordbønnen. Vi begynder ved Bent Melchior, der fortæller, at man i jødedommen altid beder efter måltidet. Det skyldes, at der i Femte Mosebog står, at man skal ”spise, blive mæt og lovprise Herren din Gud”.

Den næste er buddhistisk nonne Tenzin. Alle rundt om bordet er helt stille, mens hun beder en bøn, hvori hun takker for maden og dem, der har bidraget til at selskabet kan spise den. Dernæst siger hun, at maden ikke betragtes med aversion eller begær, men som næring. Så længe maden indtages med denne beherskelse, så er de buddhistiske forskrifter for madindtag overholdt.

Se hvad buddhist Bikshuni Tenzin Drolkar spiser ved at føre musen ind over maden.

Rundt om bordet er det tydeligt, at mådehold og mad går hånd i hånd. Hospitalsimam Naveed fremsiger først sin bordbøn på arabisk og derefter på dansk, og temaerne går igen. Maden er noget, der skal omgås med respekt og taknemmelighed overfor dem, der har tilberedt den og Allah, der har velsignet den.

Se hvad muslim Naveed Baig spiser ved at føre musen ind over maden.

Da det bliver asatroende vølve Andreas tur, er det ikke Gud men ånderne, der takkes. Som asatroende hylder man nemlig forfædrene og inviterer dem til at spise sammen med en i festmåltidet. Efter denne hyldest skåler de i hedensk mjød, som står for visdom.

Selvom asatroen og Hare Krishna-bevægelsen ikke umiddelbart har meget til fælles, så spiser de begge sammen med deres guddomme. Leif siger sin bordbøn på flydende sanskrit, der er Indiens klassiske kultursprog og liturgisk sprog for hinduer og tilhængere af Hare Krishna. Lydene forener sig med stemningen i rummet. Han fortæller, at al den mad han spiser, skal ofres til Krishna.

Det bliver sognepræst Pernille, der afslutter cirklen. Da hun begynder at synge ”Så tak da Gud” istemmer både Tenzin og Bent. Verset stammer fra Den Danske Salmebog og skal, ligesom de forrige bønner, udtrykke ydmyghed og taknemmelighed.

Se hvad kristne Pernille Østrem spiser ved at føre musen ind over maden.

Spørgsmålet om kødspisning hænger i luften
Tallerkenerne fyldes og maden giver næring til samtalen, som naturligt falder på, hvad det er vi spiser og ikke spiser. Næsten uundgåeligt falder snakken på, hvor vidt man kan tillade sig at spise dyr og i så fald, hvordan de skal slagtes.

”Vi slagter jo dyret og giver det som almisse til de fattige,” fortæller Naveed og Andrea istemmer:

Se hvad asatroende Andrea Hejlskov spiser ved at føre musen ind over maden.

”Helt oprindeligt ville vi også slagte dyret under et ritual og så spise det,” siger hun. Oprindeligt vil det være hestekød, der spises ved ofringer, men i dag er der flæskesteg på hendes tallerken.

Som en elefant i rummet hænger spørgsmålet om kødspisning i luften, lige indtil Tenzin af ren nysgerrighed spørger Leif om, hvorvidt man slagter dyr indenfor Hare Krishna.

”Bestemt ikke. Det grundlæggende princip i vedisk religion, det er sådan set medfølelsen med alt levende,” svarer han og smager på den Mung linsesuppe, der er blevet ofret til Krishna, da den blev tilberedt.

Se hvad Hare Krishna Leif Asmark spiser ved at føre musen ind over maden.

Han uddyber: ”Det er egentlig, at lære kunsten at leve i andres lykke og lide i andres lidelse. Det er ikke kun mennesker, det gælder alle. Alt levende kan føle, kan lide og kan være lykkelig, og vi har ikke ret til at være årsag til lidelse. Derfor skal mad være ikke-voldeligt. Måden, man kommer udenom reaktioner på vold, karma, det er ved, at man ofrer maden”.

At kødet har en særlig status kan Bent genkende fra sin egen religion. I jødedommen spiser man ganske vist kød, men det har ikke altid været traditionen, fortæller han:

”Historisk set spiste man ikke kød, før man gik hen og ofrede. I forbindelse med ofringerne er der noget af kødet, som præsterne kunne spise. Så begyndte man den vej at spise kød, og det blev efterhånden så udstrakt, at det ikke kun var det såkaldt hellige kød, men også mere profant kød og profane mennesker, der kunne spise det”.

Se hvad jødiske Bent Melchior spiser ved at føre musen ind over maden.

Historisk set har kød haft et helligt præg og derfor er der, den dag i dag, både indenfor jødedommen og islam forskrifter for, hvordan dyr skal slagtes. Hvad der på hebraisk kaldes for kosher, hedder på arabisk halal. Begge ord dækker over mad, der er tilladt at spise.

Da tallerkenerne er tømte er det tid til dessert. I al sin høflighed spørger Tenzin Bent, om ikke han vil have et stykke æblekage med flødeskum. Men eftersom de jødiske spiseregler ikke tillader, at man blander kød og mælkeprodukter - heller ikke i maven – så må Bent pænt takke nej.

Hun tager i stedet en ekstra bid selv, og fortæller om de buddhistiske kager, kaldet tornaer, som man laver ved højtider af ristet byg, honning, salt og sukker. Kagerne udsmykkes med blomster og ofres derefter.

I døden ophører ateismen
Snakken går og undgår de small-talk-floskler, der alt for tit skal bestiges før en samtale flyder. Der snakkes om livet, døden og evigheden. Især døden, som der så ofte mangles sprog for, bliver livligt vendt og drejet. Man sammenligner begravelsesritualer:

”Det er jo først for nylig blevet godkendt at blive begravet som asatroende. Vi har slet ikke en liturgi, og vi kan jo ikke lave de der store bålfærd med et skib ud over havet, men det er bare det vigtigste ritual,” siger Andrea.

Hun har været asatroende i 20 år og har både titlerne præstinde og vølve, der er en specialist i magisk praksis. Selvom asatroen oplever tilvækst, så er der mange ritualer, der stadig skal finde sin plads i en nutidig kontekst.

”Kristendommen lagde mange af sine traditioner ovenpå de tidligere, og det var jo en genistreg. Så selvom de traditioner blev annekteret af kristendommen, så blev de jo faktisk også vedligeholdt,” fortæller Andrea om de førkristne skikke i Norden.

Også indenfor buddhismen er begravelsesritualet ved at blive etableret i en dansk kontekst. Tenzin er en af kun fire ordinerede buddhistiske nonner i Danmark og har praktiseret tibetansk buddhisme siden 1993. Hun er initiativtager til Phendeling Center for Tibetansk Buddhisme, som blandt andet håndterer dødsfald.

”Jeg har haft tre dødsfald siden jul, og der har jeg kunne mærke ritualets kraft, især overfor de pårørende. Personligt er det ikke noget, der betyder så meget for mig, men jeg kan se, hvad det gør for de pårørende, og hvor vigtigt det er med et ritual”.

Ritualet tjener nemlig til at give form til indhold, pointerer Leif. Måske derfor er netop afskeden med de afdøde ritualiseret ind i stort set alle religioner. Indenfor islam er der både en afvaskning, en klædesætning og en bøn ved en begravelse.

”Og så er der nedsætningen. Man bliver altid begravet, man bliver aldrig kremeret,” fortæller Naveed og fortsætter:

”Det er det, der er med alle religioner, at man prøver at fastholde autenticiteten og vise, at der er en forbindelse som går tilbage i årtusinder for nogens vedkommende. Det, synes jeg, er noget af det smukkeste i verden”.

Måske er det netop autenticiteten og gentagelsen ved et begravelsesritual, der gør, at det består selv blandt ikke-troende.

”Jeg kan jo sagtens møde en far ved en barnedåb, som siger ’ja, jeg tror jo ikke på noget, men jeg synes, at det er en rigtig god tradition’, men jeg venter endnu på at møde nogen til et begravelsesritual, som ikke tror på noget. Til en begravelse er ateismen forbavsende fraværende,” fortæller Pernille.

Resterne fra de religiøses bord
Da gæsterne et par timer senere, fyldt op på næring til ånden og kroppen, bryder op med selskabet, er der kun resterne tilbage. Stemmerne er forstummet, men stemningen sender stadig efterdønninger afsted.

Lyden af Andrea, der i dyb samtale med Leif siger, at ”vi burde lære noget mere om hinandens tro,” hænger i luften. Og af Naveed, der konkluderer, at ”maden er indviklet i det religiøse liv og har en symbolsk betydning”.

Netop derfor er der mange hensyn at tage ved en tværreligiøs middag, og af og til bliver maden et minefelt, hvor det er nemt at træde forkert. For hvad nu, hvis man kom til at servere svinekød til en muslim eller skaldyr til en jøde? Ville de føle sig forurettet?

Der følger mange overvejelser med til at invitere til tværreligiøs middag. Det gør der, netop fordi maden er indviklet i enhver religion, hvoraf nogen har flere spiseregler end andre. Mens Jesus gjorde op med renhedsreglerne fra jødedommen og efterlod kristne frie til at spise, hvad de ville, har flere andre religioner bevaret forskellige forskrifter for, hvad man må spise.

På grund af de forskellige syn på, hvad der er rent og urent, findes der heller ikke én ret, der med sikkerhed kan serveres til alle uanset religiøs baggrund. Til en tværreligiøs middag er derfor ingen anden vej, end at favne forskellighederne. Og heldigvis skulle aftenen vise, at ingen tog skade af, at afsløre egen uvidenhed om de andre religioners madkultur.

På bordet ses lam med sauce bicarade, gulerodspuré og kartofler. Ved siden af en porresuppe, en Mung linsesuppe og forrest en roastbeef. Til højre serveres gefilte fish med peberrodscreme, der er en traditionel jødisk delikatesse. Foto: Leif Tuxen
Højtidsmiddag. Fra venstre sidder Pernille Østrem, der er kristen, stående er det Leif Asmark, Hare Krishna-troende, derefter asatroende, Andrea Hejlskov. Øverst til højre sidder muslim Naveed Baig, ved siden af sidder buddhist Bikshuni Tenzin Drolkar, og forrest til højre Bent Melchior, som er jøde. Foto: Leif Tuxen
Højtidsmiddag