Indføring

Højskolesangbogen sætter følelser på spil

Højskolesangbogens 19. udgave er på vej og udkommer i 2020. Hver udgivelse er et spejl af sin tid, og derfor bringer Religion.dk en indføring i Højskolesangbogens mange udgaver. Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix

I 2020 udkommer den 19. udgave af Højskolesangbogen. Den nye udgave har skabt debat om, hvad den traditionsrige Højskolesangbog skal rumme. Men hvorfor er der så mange følelser på spil med den nye udgave? Religion.dk giver en indføring i Højskolesangbogens mange udgaver

Blå. Ægte højskoleblå. Kompakt som en septemberhimmelsk bogmursten. Fyldt med sange og salmer. Gamle og nye. Fyldt med historie og historier. På ryggen prydet med skjaldevignetten, tegnet af Niels Skovgaard. Der er tale om Højskolesangbogen, som udkommer på ny i 2020.

Også denne gang har den skabt furore; hvad skal med og hvad skal ikke med? Hvilke kriterier gælder? Hvor rummelig skal den være? Der er mange følelser på spil, traditionen tro. For sådan har det nemlig været gennem tiderne, når bogen skulle revideres og fornyes.

Måske er det netop fornyelsen, der gør, at den lever videre og ikke bliver til en støvet museumsgenstand.

Samtidig har den en hjertelig og musikalsk mission med opfordring til det danske folk til fællessang og til at holde sangtraditionen levende.

Højskolesangbogens spæde start
Den første Højskolesangbog udkom i 1894. Før den tid var der også højskolesangbøger, blot med andre navne: Askovbogen (1872), Testrupbogen (1873), Vallekildebogen (1874) og Mellerupbogen (1888).

Det tog mange år og mange diskussioner højskolefolket imellem at blive enige om én fælles højskolesangbog.

De første højskolesangbøger havde en kort levetid. De første 10 udgaver holdt gennemsnitligt kun tre år. Først da den 13. udgave udkom i 1939 holdt den lidt længere, nemlig i 12 år. 14. udgave holdt i 13 år, 15. udgave i 10 år, 16. udgave i 15 år og 17. udgave i 17 år. Den 18. udgave har holdt i blot fire år.

I dag er Højskolesangbogen den bog i Danmark, der sælges flest af. I mere end 100 år har den været med til at tegne det mest folkelige udtryk i den danske sangskat. Undervejs er der blevet revideret og nyskabt, smidt ud og tilføjet og udstedt konkurrencer.

Bestyrelsen for Folkehøjskolernes Forening, som udgiver Højskolesangbogen, har sin egen redaktion, der sikrer en kontinuitet i forhold til højskolesangbogens historie og fornyelse. Redaktionen stiller krav om kvalitet, lødighed og brugerrelevans, hvilket ikke altid kan måles objektivt. Endvidere skal der tages højde for en balance i forhold til den tematiske fordeling.

Hver udgave fortæller sin historie
Ser man overordnet på de sidste udgaver, fortæller de hver især en historie, der afspejler tidsånden. På den måde skriver højskolesangbogen historie om historien.

Anden Verdenskrig, besættelsen og den sangbølge, som fulgte med, gjorde, at Højskolesangbogen for alvor blev folkets sangbog. Under kapitlet ”Det 20. århundredes virkelighed” blev der i årene efter krigen optaget 10 sociale sange og 18 sange med tilknytning til krigens 5 år.

Den 14. udgave skabte debat om folkeligheden
I den 14. udgave er det primært de folkelige sange, der står til debat. Argumenterne handler om den poetiske lødighed og kvalitet, om aktualitet og om, hvad sange, der engang har været udtryk for noget virkeligt, kan bringe almindelige mennesker i samtiden. Indvendinger, som at idyllen kan spærre vejen til virkeligheden eller ligefrem blive sentimental, bringes frem i lyset. Skrækscenariet er sangbogens sociale slagside.

”Hvis man ikke kendte andet til Danmark, end hvad sangbogen fortæller, ville man uvægerlig få det indtryk, at næsten alle danske ernærede sig ved at drive en art gammeldags idyllisk landbrug”, lød kritikken. Desuden var der forslag om optagelse af en række nyere danske, norske og svenske digtere, samt fokus på at opnå en bedre social ligevægt ved at vælge sange med ”en sandfærdig skildring af arbejdernes og i det hele taget bymenneskets liv”.

Den 15. udgave optog sange på originalsprog
Under arbejdet med den 15. udgave blev der nedskrevet nogle punkter, hvor det blandt andet blev foreslået, at nye sange skulle afprøves enten gennem melodi- og teksttryk i Højskolebladet eller gennem udgivelse af små hæfter.

Egnede sange om fremmede lande og folk ønskedes optaget. Man overvejede at optage nogle få fremmede sange på originalsprogene engelsk og tysk. Afsnittet ”vandresange og viser” skulle øges, og endelig blev det overvejet ved siden af den sædvanlige sangbog at udgive en B-udgave med noder.

Den 16. udgave beskar utidssvarende sange
I 16. udgave blev sangbogens systematik diskuteret. Alligevel blev det betonet, at traditionen fra tidligere udgaver skulle fortsætte, men at der dog skulle foretages en kraftig beskæring af 15. udgaves 821 numre, så ”utidssvarende og mindre lødige sange udgår”. Nye sange – danske og fremmedsprogede – blev optaget ud fra ”kriterium om kvalitet og brugsrelevans”.

Der blev arbejdet intensivt med nyere dansk digtning, og derudover sted antallet af udenlandske sange betragtelig. Undertoner fra den samtidige politiske debat, om hvorvidt Danmark skulle være med i Det Europæiske Fællesskab eller være mere nordisk orienteret, spiller ind her.

Den 17. udgave gør plads til nordiske sange
17. udgave er sidste sangbog, som udkommer under navnet: ”Folkehøjskolens sangbog”; Sådan har den heddet siden 7. udgave, men den skifter altså derefter navn til ”Højskolesangbogen”.

Indholdsmæssigt afviger den en del fra den 16. udgave, idet de europæiske sange på tysk, fransk og engelsk viger pladsen for et større antal nordiske sange. Af de i alt 572 sange er de 100 nordiske. Betoningen af det nordiske kulturfællesskab skal måske ses i lyset af samtidens diskussioner om Det Europæiske Fællesskab.

At særlig den svenske visetradition fik plads og lever videre i Danmark kan skyldes, at vi selv til dels fik vores egen ødelagt efter 1864, da alvoren og vækkelserne overførte salmetonen fra kirken til de folkelige forsamlinger.

Den 18. udgave oversætter danske sange til engelsk
I den sidst udgivne 18. Højskolesangbog er antallet af salmer ikke blevet mindre. De står dog ikke under afsnittet salmer, som tidligere, men har ændret navn til det lidt bredere begreb ”tro”. De bibelhistoriske sange fylder derimod ikke længere så meget, som de gjorde tidligere.

Det gælder også de historiske sange, der kræver, at de ses og forstås i deres historiske sammenhæng. Antallet af nordiske sange er også reduceret en del. Dog er de nordiske nationalsange medtaget på originalsproget. 18. udgaven indeholder i alt 572 sange. Det samme antal som 17.udgave. Af dem er 166 nye.

Ligesom i 15. og 16. udgave har globaliseringen fundet vej ind i den 18. udgave, hvor der også er både engelske og tyske sange. 39 i alt. Dagens højskoler har en del udenlandske elever, og derfor har det været et stort ønske fra højskolerne at kunne indbyde til det værdifulde fællesskab, det er at synge på samme sprog. Fem kernedanske sange er således blevet oversat til engelsk, blandt andet ”Se, hvilken morgenstund” med titlen: ”Look, real daylight soon”.

Trods fornyelserne har den 18. udgave beholdt de gamle kendinge. Grundtvig er stadig nummer et med flest sange, 86 i alt, efterfulgt af B.S. Ingemann med 23 sange, Jeppe Aakjær med 18 og Jens Rosendal med 13 sange. Benny Andersen har fire nye sange med, Halfdan Rasmussen tre og Kim Larsen to.

Derudover kom der nye forfatterdebutanter til, heriblandt Suzanne Brøgger, Ole Hyltoft, Bertel Haarder, Janus Kodal, Peter Laugesen, Johannes Møllehave og Sebastian. Af debuterende komponister kan nævnes Sigurd Barrett, Martin Brygmann, Christian Dyrst, Bodil Heister og Peter Navarro-Alonso. Carl Nielsen er dog stadig den komponist, som har flest melodier i Højskolesangbogen.

Den 19. udgave fornyes
På trods af fornyelser er Højskolesangbogen stadig en dansk folkeskat. Og diskussionerne er de samme: Hvor traditionsbunden skal den være? Skal den afspejle tidsånden? Tilsættes et lille stænk af noget multietnisk, af det 21. århundredes virkelighed?

Det er med stor spænding, at vi nu venter på den nye og 19. udgave af Højskolesangbogen. Sangtraditionen lever kun, hvis den holdes i hævd og samstemmigt med Grundtvigs poetiske og sande ord om sangens og sangenes åndfuldhed og livsglæde kan istemme, at: ”Friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang, så højt i sky det klinger”.

Kilder:
Karl Bak: ”Højskolesangbogens historie. Et bidrag til den danske folkehøjskoles historie” (www.højskolesangbogen.dk).
Ole Brunsbjerg: "Så syng da, Danmark, lad hjertet tale" (kronik fra 24. oktober 2006)