Interview

Fransk imam: Koranen siger intet om homoseksualitet

"Det er en frigørende teologi, som jeg praktiserer og underviser i, og det er ikke en kontrollerende eller heteronormativ teologi," fortæller Ludovic-Mohamed Zahed, der er imam og rektor på instituttet CALEM i Marseille. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Hvis man tror, at islam som religion er skyld i problemer med diskrimination af homoseksuelle, så forstår man ikke realiteterne, lyder det fra franske imam Ludovic-Mohamed Zahed. Han har netop besøgt Danmark for at tale om homoseksualitet i islam

Homoseksualitet i islam er et kontroversielt emne. Men det behøver det ikke være, for det bør ikke være noget problem at være homoseksuel og muslim på samme tid, mener den franske imam Ludovic-Mohamed Zahed, der er født og opvokset i Algeriet. Han vier homoseksuelle, har selv været gift med en anden mand, og han har gjort det til sit livsprojekt at kæmpe for LGBT-muslimers rettigheder.

I 2010 grundlagde han Organisationen for homoseksuelle muslimer i Frankrig, siden stiftede han Europas første såkaldte ”inkluderende” moské i Paris, hvor han selv har været imam, og i dag driver han instituttet ”CALEM”, hvor han underviser imamer og andre interesserede i det, han kalder ”inkluderende islam”.

I denne uge har han besøgt Danmark for at tale om homoseksualitet i Koranen og i den islamiske lærdom i forbindelse med en konference arrangeret af Folkeligt Oplysningsforbund (FOF) og Sabaah, som er en forening for LGBT+-personer med minoritetsbaggrund.

Religion.dk har talt med Ludovic-Mohamed Zahed og blandt andet spurgt ham, hvilken form for islam han praktiserer, og hvordan han mener, at islam og homoseksualitet kan forenes.

Hvad betyder “inkluderende moské”?

Det vil sige, at vi ikke ekskluderer nogen, hverken på baggrund af deres køn, race, seksualitet eller holdninger.

Hvorfor er det vigtigt at have sådan et sted?

Den ene grund er, at folk fra det muslimske miljø i Frankrig havde oplevet at blive ekskluderet fra moskeer på grund af deres seksualitet. Det gælder blandt andet også mig selv. Så vi gik sammen i en gruppe og inspireret af en gruppe progressive muslimer i USA startede vi moskeen i 2012.

Derudover mener jeg også, at der har været en del racisme og islamofobi i LGBT-miljøet i Frankrig. Derfor mener jeg også det var vigtigt med en organisering af homoseksuelle muslimer, og det var også grunden til, at vi var en gruppe, der startede Organisationen for homoseksuelle muslimer i Danmark i 2010.

Går du ind for en reform af islam?

Tja… Så bliver man jo nødt til at slå fast, hvad islam er. Jeg mener ikke, at islam er en lov eller har noget at gøre med et sæt regler om, hvad der er tilladt (halal) og forbudt (haram). For mig er islam ikke andet end et ideal, en spirituel idé og en livsfilosofi. Så kan man sige, at islam er traditioner, historie, kultur, civilisation og litteratur. Islam er bestemt ikke et menneske af kød og blod, der udfører handlinger i vores samfund. Derfor kan det være svært at tale om ”reform.” Jeg har ikke noget imod at bruge den terminologi, så længe jeg bare får lov til at forklare, at den reform ikke kun kommer fra mig som imam, akademiker og teolog. Det, jeg gør, er at rådgive andre muslimer (at praktisere shura, red.), som jeg mener, profeten Muhammed gjorde det.

Hvordan gør Koranen det muligt at være homoseksuel og muslim på samme tid ifølge dig?

Jeg mener ikke, Koranen taler om homoseksualitet overhovedet. Derudover mener jeg, det fremstår meget klart, hvad der betragtes som godt og dårligt. Så det, der ikke er direkte dårligt, kan man ikke sige er halvdårligt. Det er enten-eller.

De koranvers, der ofte bliver henvist til i forbindelse med fordømmelse af homoseksualitet i islam, er kapitel 7, vers 81-82, som lyder: ”Og (vi sendte) Lot, da han sagde til sit folk: Begår I en skændighed, som ingen i alverden begik før jer?\ Sandelig, I går med begær til mænd i stedet for kvinde. Nej, I er et folk, som overskrider (alle) grænser." Hvordan fortolker du de vers?

Jeg mener slet ikke, at det handler om homoseksualitet. Verset siger intet om kærlighed, respekt og omsorgsfulde forhold. Det handler netop om ”begær,” som der står.

Den bedste til at forklare, hvad der står i Koranen, det er Koranen selv. Hvis man gerne vil forstå, hvad der står, kan man ikke tage et vers ud og så skabe sin egen holdning. Her er der tale om ét vers ud af over 70 vers i et kapitel. Verset er fra scene, der beskriver nogle præster, der har begær for unge piger, for mænd og forbipasserende, der kommer til deres by, og som de voldtager, når de tilbeder deres gudinde Ishtar.

Jeg kan ikke se, hvad den historie har med homoseksualitet i dag at gøre. Teksten fordømmer voldtægt, begær og dominans, og handler om patriarkalske forhold uden samtykke. Det er meget klart for mig. Ingen af de mere end 70 vers i kapitlet taler om homoseksualitet, kærlighed eller samvær mellem nogen af samme køn.

Hvad mener du, hadith-teksterne (religiøse tekster om Muhammeds lære) siger om homoseksualitet?

Der er mange hadith-tekster, der taler om ”muhkanathun og ”mustarjilat, som jeg i dag vil oversætte med feminine og androgyne mænd og mandige kvinder, eller en anden slags transpersoner. Så ifølge de hadith-tekster var man allerede opmærksomme på kønsdiversitet og seksuel diversitet på profetens tid. Flere af teksterne taler om, at profeten bød disse folk velkomne, at han forsvarede deres rettigheder proaktivt, og at han for eksempel gav dem arbejde. Det gælder såkaldt autoriserede hadith-tekster, som vi har fra hadith-samlingerne ”Bukhari” og ”Muslim”.

Overfor de mange hadither er der kun to hadither, der beskriver, at profeten gik ind for dødsstraf af homoseksuelle. Den ene er skrevet ned af en mand ved navn Abu Hurairah, som blev beskyldt for at være en tyv og løgner i sin samtid. Den anden er skrevet ned af en, der hedder Ikrimah al-Barbari, som blev beskyldt for at være ekstremist, eller hvad vi måske ville kalde jihadist i dag.

Det er muligt, at jeg tager fejl. Jeg var der jo ikke for 1400 år siden, da profeten levede. Men for mig er de to hadither meget svage, og jeg mener, at det burde være meget klart, når de kommer fra sådanne problematiske mænd.

Nogle ville måske mene, at den lærdom, du praktiserer, er meget influeret af vestlige værdier. Lægger du vestlige værdier ned over islam?

Hvis jeg skal svare helt kort, må jeg sige, at jeg står et sted midt imellem øst og vest som en hybrid. Jeg mener, at vi hverken kan eller skal vælge mellem Østen eller Vesten. Jeg bliver nødt til at være homoseksuel og muslim på samme tid. Ligesom jeg er fra Østen og Vesten på én gang.

Jeg synes, Koranen siger det udemærket i kapitlet ”Lyset.” Her står der, at viden, spiritualitet og sandheden hverken kommer fra Østen eller fra Vesten.

Ville det være muligt at starte et projekt som dit i Algeriet eller i andre muslimske lande i verden i dag?

I Indonesien har de allerede haft en inkluderende moské med en transseksuel imam, der går med tørklæde, i flere år nu. Så det er muligt i muslimske lande også. Men i Indonesien er det muligt, fordi det er et rigt land med en stabil politisk situation.

Så længe folk sulter, og så længe der er krig om olie og territorier, så tror jeg ikke, det er muligt i Mellemøsten. Hvis man tror, at islam er problemet, så forstår man ikke realiteterne eller, hvad problemet er.

Når det går ud over minoriteter i krisetider, så har det hverken noget med europæisk kultur eller med arabisk kultur at gøre. Det er et dyrisk instinkt, der opstår alle steder. Det er sket i de værste tilfælde i Europa med nazismen, og det sker nu i Mellemøsten nu med Islamisk Stat.

Hvad har reaktionerne på dine projekter om inkluderende islam været?

Jeg mener, at vi fx i moskeen har fået mange flere positive reaktioner end negative. Det er for eksempel typisk, at folk har sagt til os, at de havde ventet på et initiativ som vores, og at de mener, vi repræsenterer den sande islam, og at de nu føler fred over at være muslimer eller at praktisere islam igen. Jeg tror, det siger noget om, at der har været meget negativitet omkring islam, der har været forbundet med terrorisme, krig eller sult i Mellemøsten. Det har frustreret folk.

Hvilke negative reaktioner har I oplevet?

Der vil selvfølgelig være negative reaktioner på den slags projekter, jeg står for. Da vi åbnede moskeen fik vi for eksempel hundredvis af beskeder på Facebook med trusler hver uge. Men altså, alle jo kan sende en dødstrussel via Facebook, og når jeg nu debatterer eller taler med nogen af dem, som jeg vil kalde homofober, ansigt til ansigt, så har de altid en helt anden diskurs. Når man mødes rigtigt, er folk meget venlige og forsigtige.

Har dine projekter ændret attituden overfor homoseksualitet i det muslimske samfund i Europa?

Ja, fordi nu bliver der jo talt om det. Selv når det handler om at fordømme homoseksualitet, hvilket det desværre oftest gør – så taler vi i det mindste om det. Ingen kan længere sige, at homoseksualitet ikke eksisterer. Derfor mener jeg også, at der er tale om en bevægelse, fordi homoseksuelle og queer muslimers synlighed har været vedholdende i mange lande i Europa i nogle år nu.

Vi muslimske homoseksuelle, queers med flere har ikke andet valg end at kæmpe for vores rettigheder, og på lang sigt har folk heller ikke noget andet valg end at forstå, at vi er her, og at vi eksisterer. For 10 år siden eksisterende vi officielt ikke i flere muslimske samfund. Nu er vi en lille del af de muslimske samfund især i Vesteuropa, men også alle andre steder. Vi er her, vi kommer selv fra det muslimske samfund, og vi deltager i fasten, fejrer eid og tager i moskeen som alle andre muslimer.