Horrorfilm gennem tiden: Fra dæmoniske Dracula til ondskaben i os selv

I 1930’erne var horrofilm fyldt med varulve og spøgelser, men sådan er det ikke længere. I dag er horrorfilm en spejling af, at det mest frygtindgydende monster er det uhyre, der gemmer sig i mennesket selv. Foto: Stefano Pollio/Unsplash

Igennem tiden har horrorgenren ændret sig markant: 1930’ernes frygtindgydende monstre som varulve og spøgelser er i dag erstattet af visheden om, at det største uhyre er i mennesket selv. Det tyder på at de monstre, vi konstruerer, blot er et produkt af forsøget på at aflede vores opmærksomhed væk fra os selv

Efter coronakrisen skal man næppe vente længe, før horrorfilm om isolation og infektion dukker op på det store lærred. Corona-pandemien og de fatale konsekvenser, den har haft for hele verdensbefolkningen, har mindet om noget, mareridt er lavet af, og er derfor sikkert allerede på tegnebrættet et sted i Hollywood, hvor filmens start indeholder den velkendte sætning: ”Baseret på virkelige hændelser”.

Horrorgenren har gennem tiden været et spejl på vores kollektive skræmmebilleder. De har forandret sig markant gennem historien, for det, som skræmmer os, reflekterer den tidsperiode, vi lever i.

Dæmonisk gotik
Horrorgenren har rødder i 1800-tallets gotiske litteratur, hvor fortællinger om frygten for dæmoniske og uhyggelige væsener blev datidens personificering af ondskab. I datidens samfund var det frygtindgydende det, som var afvigende og brød med de traditionelle dyder, som for eksempel vampyrer, varulve og spøgelser. Disse væsner var inkarnationen af uetisk og konformbrydende adfærd. De udstillede det skødesløse menneske, overskrider dødens naturlige grænse, og tilføjer desuden et okkult aspekt.

Det fremmedgjorte og til dels ugudelige er helt centralt i forståelsen af, hvad der skræmte folk dengang, men det fortrængte er også essentielt. Her kan man med en psykoanalytisk fortolkning argumentere for at den klassiske skurkefigur, Dracula, repræsenterer det dyriske, ubevidste og løsslupne. At ofrene ofte var afbilledet som uskyldige skønjomfruer synliggør denne kontrast yderligere ved at parre det syndige op med den spirende seksualitet. Det var en tabubelagt og kontroversiel kontrast, som horrorgenren kredsede om helt op til 1930’erne, hvor Dracula-fortællingerne blev filmatiseret.

Monsterfilm i massevis
Omkring 1950’erne var det stadig de uhyggelige monstre, som var i fokus i horrorfilmene. Men her var det ikke blot isolerede, fremmede væsener, som lå på lur i skyggerne af det konventionelle samfund. Monstrene var rykket ind i nabolaget og var i blevet enorme skabninger, som indtog byer og civilisationer.

Et eksempel er den japanske kultfilm ”Godzilla” fra 1954. Det ikoniske uhyre blev eftersigende skabt som en repræsentation af den underliggende angst hos det japanske folk, der kom i kølvandet på atombombeangrebene på Hiroshima og Nagasaki.

Et generelt kendetegn ved horrorfilmene i denne tidsperiode er, at civilisationen er under angreb af en kæmpemæssig force af uoverskuelige proportioner, og menneskeheden, som vi kender den, er ved at kollapse. Denne type film afledes af efterdønningerne fra Anden Verdenskrig og frygten for totalt kollaps, samt Den Kolde Krigs optrappende angst for atomkrig.

Dog skete der et banebrydende skift i horrorgenren i 1960’erne, nærmere præcist med Alfred Hitchcocks ”Psycho”. Hovedpersonen Marion Crane er på flugt med 40.000$ og tjekker ind på Bates Motel. Kun halvvejs inde i filmen bliver Marion brutalt myrdet i badekarret på motelværelset af den forstyrrede Norman Bates, og herfra fandt det psykologiske gys frem til filmlærredet.

Den mest skræmmende trussel kom ikke længere fra dæmoniske væsener eller udefrakommende monstre - den var midt iblandt os. Disse uhyrer bærer ingen ydre kendetegnende remedier som horn og trefork. I stedet bærer de rundt på indre psykologiske problemer og freudianske moderkomplekser.

Seriemordere på hævntogt
Fascination af morderiske forbrydere fortsatte op igennem 1980’erne hvor det stigende antal af virkelige seriemordere i USA spredte skræk og rædsel ude i forstæderne. Horroren kom tættere på end nogensinde før, og dette gav sig til udtryk i det såkaldte slasherfilm hvor psykopatiske massemordere systematisk dræbte deres ofre en for en.

Kendetegnet ved slasherfilm som ”Nightmare on Elm Street” (1984), ”Friday the 13th” (1980) og ”The Texas Chainsaw Massacre” (1974) er, at de alle foregår i et teenagemiljø og beskæftiger sig med overgangen fra barn til voksen. Disse film følger en klar fremgangsmåde hvor de “faldne” teenagere, som engagerer sig i aktiviteter som druk, sex og indtagelse af stoffer, bliver straffet og myrdet. Den sidste tilbageværende person, er den i filmsprog såkaldte final girl, som er den eneste, der har formået at bevare sin uskyld og dermed er i stand til at konfrontere morderen.

Terror i hjemmet
Hvis man i 1980’ernes horrorfilm kunne redde sit liv ved at have et stærkt moralsk kompas og afholde sig fra sex, kunne ingen vide sig sikker i det nye millennium. Filmene i denne periode drejede sig specielt om brutale indbrud i hjemmet.

Produktionen af disse slags film kan ses som en reaktion på terrorangrebet på World Trade Center i 2001. Amerikanerne var ikke længere i sikkerhed på eget territorium og kunne ikke engang føle sig sikre i deres egne hjem. Motiverne bag ondskaben var i mellemtiden også blevet mere utydelige, hvilket også reflekterer terrorens uklare og uforudsigelige natur.

Andre film i denne periode inkluderer såkaldte “found footage films” som ”The Blair Witch Project” (1999) som med sit dokumentariske visuelle udtryk skildrede traumatiske oplevelser fanget på kamera. Det leder tankerne hen på de grynede optagelser af de to tvillingetårne i brand, som også blev fanget på kamera og printet på den kollektive nethinde for altid.

En projektion af vores frygt
Horrorgenren har altid spillet på vores associationer til virkeligheden. Vores kollektive angst har taget mange skikkelser gennem tiden og vil fortsætte med at gøre det flere årtier endnu. Ved at forstå den historiske og kulturelle kontekst kan vi begynde at opnå en forståelse af, hvorfor specifikke karakterer, situationer eller koncepter skræmmer os.

Hvad vores frygt projekteres som reflekterer det samfund, vi lever i, og de bekymringer og erindringer, som fylder vores sind. Selve definitionen af ordet, projektion, er: “en overførsel af egne problematiske følelser, forestillinger eller egenskaber på andre mennesker eller forhold, ofte som psykologisk forsvarsmekanisme”, hvilket tyder på at de monstre, vi konstruerer, blot er et produkt af forsøget på at aflede vores opmærksomhed væk fra os selv.

For i virkeligheden er det ikke de ondskabsfulde forbrydelser de er i stand til, som skræmmer os, men det er den ondskab vi selv er i stand til at udføre som samfund og som mennesker.

Film giver os en unik mulighed for at observere os selv udefra og blive konfronteret med de værste pinsler, menneskeheden er i stand til at udføre på sig selv. Monstrene er blot uhyggelige skikkelser, men det er os, som inkarnerer dem.

Se traileren til horrorfilmen "Nightmare on Elm Street" fra 1984 her: