Serie: Muslimske stemmer

Hospitalsimam: Gud er i detaljen, ikke i det abstrakte

Naveed Baig er imam på Rigshospitalet. Han tror, at vi mangler at gå mere i dybden med vores egne spirituelle traditioner: “Derigennem kan vi se, at i sidste ende er kærligheden det største i verden. I kærligheden mødes vi alle - og Gud er kærlighed.” Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Naveed Baigs personlige tro bliver dybt påvirket af de patienter, han møder i sin hverdag som Danmarks eneste hospitalsimam. De rykker ved hans forhold til både liv og død og har rodfæstet hans tro på, at Gud er barmhjertig

På Rigshospitalets lange gange går en mand rundt med hjemmevante skridt, let foroverbøjet. Selvom han bevæger sig fra sted til sted hurtigt og målrettet, er han omgærdet af en sælsom ro, og i hans øjne hviler et mildt og varmt blik. Det er sådan et blik, der virkelig ser en.

Når han stopper op, sætter sig og begynder at tale, lyder en stemme, der er både imødekommende og inderlig, men uden at være påtrængende - og man forstår, hvorfor hospitalets patienter er taknemmelige for hans tilstedeværelse.

Naveed Baig er Danmarks eneste hospitalsimam. Da han kom til Rigshospitalet i 2005 gik det op for ham, at der var et stort behov for mere veluddannede kræfter til at yde sjælesorg for de muslimske patienter.

“Man havde allerede folkekirkepræster på sygehuset, men der var ingen repræsentanter fra andre religiøse grupperinger. Derfor ringede både præster og sygeplejersker efter os i Etnisk Ressourceteam, når de havde brug for nogen, der også kunne tale om eksistens og tro og udføre ritualer, der faldt uden for de kristne. Der var behov for folk med andre ressourcer, og jeg forsøgte at udfylde det vakuum,” fortæller Naveed Baig om sin første tid på Rigshospitalet.

Derfor uddannede han sig i sjælesorg, først i England og siden på Det Teologiske Fakultet i København. Her fik han redskaber, der har været til stor hjælp i hverdagen som imam på Danmarks største hospital. For her møder han hver dag folk i alvorlig krise, der står til at miste nogen, de har kær, eller som befinder sig på kanten af livet. Mennesker i en desperat situation, der har brug for en samtale eller hjælp til koranlæsning, bøn eller begravelse.

Frygter ikke længere døden
Det daglige møde med disse menneskers skæbner påvirker også Naveed Baigs egen tro: både hans konkrete religiøse praksis og hans forhold til Gud.

“Min egen tro er vævet tæt sammen med patienternes livsverden og deres kriser. Det gør, at min egen tro bliver påvirket ganske konkret af patienterne, for eksempel når jeg beder for de syge og for dem, der har det meget svært, fordi de ikke ved, hvordan tingene ender,” siger Naveed Baig og fortsætter:

“Mit gudsbillede har også forandret sig på den måde, at det er blevet mere barmhjertigt. Jeg har altid vidst, at Gud er rummelig og nådig, men nu oplever jeg det også gennem patienternes livsfortællinger, tanker og evner til at mestre deres situationer.”

Mødet med patienterne på Rigshospitalet giver Naveed Baig troen på, at det betyder noget at være nærværende, lyttende og rummelig. Og så har det gjort ham ydmyg overfor livet - men også overfor døden:

“Jeg befinder mig nærmest i en tilstand, hvor hverken livet eller døden kan skræmme mig længere, tror jeg. Jeg har fået et meget mere afslappet forhold til døden, for jeg møder den nærmest hver uge. Nogle gange møder jeg patienter, der taler om døden på en så kærlig og afslappet måde, at jeg også kommer til at tænke, at det må være dejligt at dø. Og det giver mig en helt særlig ro,” fortæller Naveed Baig.

Patienternes anerkendelse er et ridderslag
Mange af de mennesker, Naveed Baig møder, søger en styrke hos ham, som de ikke selv kan finde. Men samtidig bliver Naveed Baig også selv stærkere i sin tro, når han taler med patienterne rundt om på Rigshospitalets mange sengestuer.

“Det er lidt paradoksalt, for patienterne og de pårørende ser mig som en hjælp og som en, de kan sætte deres lid til. Men jeg tror ikke, de er klar over, hvor meget jeg også har brug for dem,” siger Naveed Baig og tilføjer:

“Det er på grund af den dynamik, der er i vores samtaler. Når de åbner sig op for mig og fortæller mig meget intime ting, hemmeligheder og historier, er det som et ridderslag for mig. Det giver mig både styrke og ydmyghed, at de giver mig den anerkendelse.”

Dialogerne med de mennesker, han møder på hospitalet, betyder utroligt meget for Naveed Baig. Særligt står en samtale med en meget syg ung mand, der netop havde fået en t-shirt af sin mor, som en af de stærkeste religiøse oplevelser, Naveed Baig har haft i sit liv:

“Gennem sin glæde over gaven udviste han en helt ren og kompromisløs glæde og kærlighed til sin mor, bare fordi hun købt en t-shirt til ham. Det kan lyde banalt, men den måde, han sagde det på, rørte mig bare så dybt. Lige det øjeblik strålede hans øjne af stolthed og taknemmelighed til sin mor. Det viser for mig , at Gud er i detaljen - ikke nødvendigvis i det abstrakte.”

I kærligheden mødes vi alle
I Danmark findes mange forskellige mennesker med mange forskellige gudsbilleder, og det kan skabe ophedede konflikter. Men dem kan man komme til livs, mener Naveed Baig, hvis man bliver bedre til at anerkende hinandens tro.

“Vi har en form for religiøs analfabetisme i Danmark, og vi er bange for at sætte ord på vores tro og blive spirituelt udfordret. Men hvis vi bliver mere bevidste om, hvad vi selv tror på, og samtidig omgås andre, der har forskellige religiøse overbevisninger, kan vi blive mere inspireret af hinanden. Vi vil da se lighederne i stedet for at dyrke forskellene. Og det kan skabe lange større respekt for hinandens religiøsitet,” siger Naveed Baig.

Han er stille lidt, for han kigger op og tilføjer:

“Jeg tror, vi mangler at gå mere i dybden med vores egne spirituelle traditioner. For derigennem kan vi se, at i sidste ende er kærligheden det største. I kærligheden kan vi alle mødes - og Gud er kærlighed.”

Patienterne og de pårørende ser mig som en hjælp og som en, de kan sætte deres lid til. Men jeg tror ikke, de er klar over, hvor meget jeg også har brug for dem.

Naveed Baig
I to år fulgte en af DR's fotografer Naveed Baigs arbejde på Rigshospitalet. Det blev til dokumentarprogrammet "Imamen på Riget", der blev sendt på DR i juni i år. Foto: DR
I DR's dokumentarprogram "Imamen på Riget" kan man få et indblik i Naveed Baigs hverdag på Rigshospitalet. Programmet viser både de glæder og udfordringer, man kan møde som hospitalsimam. Foto: DR