Hvad er baggrunden for det muslimske bønnekald?

Sunni- og shiamuslimer har forskellige fortællinger om, hvordan kaldet til bøn opstod. På billedet ses deltagere i fredagsbønnen i Badshahi-moskeen i Lahore, Pakistan, 20. marts 2020. Foto: Mohsin Raza/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvad er fortællingen bag det muslimske bønnekald, og hvorfor er det vigtigt, at det kan høres udenfor moskeen? Og hvordan er kristnes brug af kirkeklokker blevet begrænset i muslimske områder? Tidligere imam og islamkender Ahmed Akkari forklarer

For nylig kaldte en gruppe muslimer til bøn, så det kunne høres over hele Gellerupparken i Aarhus. De havde fået den nødvendige tilladelse, men det højlydte bønnekald vakte debat med meninger både for og imod.

Det første muslimske bønnekald fandt sted, efter Muhammed emigrerede til Medina. I de første 13 år i Mekka var muslimer forfulgte og skjulte ofte deres tro for ikke at lide mere forfølgelse. De bad i det skjulte og kaldte derfor ikke til bøn offentligt.

Da muslimerne fik magten i Medina, blev det aktuelt for dem at kalde til bøn. Kaldet til bøn kaldes for azan, som betyder annoncering.

Her deler beretningerne sig mellem shia- og sunnimuslimer.

Ifølge shiamuslimske kilder var det ærkeenglen Gabriel, der kom til Muhammed, mens han sad hos den højtærede Ali. Englen gav her Muhammed de berømte ord, som muslimer i dag anvender i deres bønnekald.

Sunnimuslimer har en anden beretning. Ifølge dem spurgte profeten Muhammed sine venner, hvordan de kunne gøre folk opmærksomme på, at det var tid til bøn. De kom med forskellige forslag: En sagde, at de skulle have et banner, der vejrede hver gang, det var tid til bøn. En anden forslog, at man kunne tænde ild på en høj, og en tredje forslog at bruge en trompet. Der var endnu et forslag om at bruge en klokke.

Muhammed afviste alle forslag og sagde, at bannerne ikke kunne høres af sovende, mens ilden er for besværlig samt at både trompeten og klokken mindede for meget om jødiske og kristne traditioner. Han efterlyste noget nyt. Så kom en af vennerne med et forslag, der faldt i god jord. Han foreslog, at man skulle erklære trosbekendelsen på følgende måde:

”Allah er større, jeg vidner at kun Allah er Gud, jeg vidner at Mlhamd er Allahs sendebud, kom til bøn, kom til frelse, Allah er større, Ingen Gud er foruden Allah.”

Mohamed sagde ifølge de sunnimuslimske kilder god for dette forslag og bad den mørklødede unge Bilal, der tidligere var slave, om at råbe ordene ud fra et højt sted. Disse beretningerne er givet videre af imamerne Bukhari, Muslim, Abu Daoud, Tirmizi samt Ibn Maja i deres kildesamlinger.

Bønnekaldet er ikke obligatorisk
Fra da af blev det en tradition at kalde til bøn fra de høje tårne, som normalt bygges ved siden af en moské. Muslimske lærde ser azan som en del af gruppebønnen, og kaldet til bøn betragtes som en ikke-obligatorisk men velanset handling. Det betyder, at der faktisk ikke er nogen pligt til at skulle kalde til bøn, før man beder, men at det er blevet en fast og udbredt tradition i kraft af, at Muhammed bad sine venner om at udføre den dagligt. Det gælder hos både shia- og sunnimuslimer.

En religiøs muslim kan altså sagtens bede sin bøn alene eller i en gruppe uden at skulle annoncere det højt for alle og enhver, men lærde imamer har sagt, at det er en pligt for den, der er sultan eller khalif at sikre, at der bliver kaldt til bøn, så muslimer kan mindes bønnetiderne.

Bønnekaldet er et kald til den rene tro
Når moskeerne kalder til bøn, er det ofte en bestemt person, der er udpeget til det, der står for bønnekaldet, selvom kaldet for det meste kun kan høres indenfor moskeens fire vægge i ikke-muslimske lande.

Ofte forbindes det at kalde til bøn med at kalde folk til den rene tro, og det er i mange lande med muslimsk flertal et af de mest genkendelige tegn på, at samfundet er muslimsk.

Hvad en gruppe muslimer i Gellerup derfor er ude i, er at annoncere deres private overbevisninger til offentligheden omkring dem. Dette indebærer en symbolsk adfærd om at brede kaldet ud til andre og at føle sig berettiget til at annoncere sin tro fra højtalere.

Kirkeklokkerne var tavse under kalifatet
Da muslimerne i sin tid erobrede kristne områder, dukkede en problemstilling om, som er lig den Danmark oplever, men med omvendt fortegn.

For hvordan forholdt muslimske magthavere sig til de kristne kirkers kimen med klokker under kalifatstyret, der på et tidspunkt strakte sig fra Atlanterhavet til Det Indiske Ocean med centre i Damaskus, Bagdad og Nordafrika?

Muslimske khaliffer fulgte med få undtagelser i sporene på Omar (den anden kalif) i sin behandling af kristne i Damaskus og Jerusalem, som talrige kilder beretter om, herunder blandt andet værket Bidayat Al-Mujtahid, Al-Musanaf, de indiske fatwaer samt det encyklopædiske værk Al-Mabsut.

Kristne og jøder blev behandlet som beslægtede med muslimer i troen og fik lov til at bevare deres trosfrihed mod en særlig beskyttelsesskat, som de betalte. Samtidig fik de forbud mod at vise deres tro offentligt eller missionere overfor muslimer. De kristne blev forbudt at gå med synlige kors på gader og at ringe med kirkeklokker, så det kunne høres udenfor deres egne områder. De fik lov at spise svinekød og drikke vin under forudsætning af, at de ikke solgte eller gav disse til muslimer men udelukkende købte dem til eget forbrug.

To nutidige kendte arabiske historikere George Zidan og Filip Hiti fortæller, hvordan kristne levede under islams ekspansionstid og nævner også, at kristne blev bedt om at tilpasse sig muslimske leveregler, gå i særligt tøj og ikke at ringe med klokker, så det kunne høres.

I moderne tid har lande præget af sekulære forfatninger, som Libanon og Israel samt i mindre udstrækning Tyrkiet sidestillet islam og kristendommen i forhold til retten at kalde til bøn eller ringe med klokker. Men for et meste må kirkeklokkerne ikke høres offentligt i muslimske lande. Kristne begrænser deres kald til kirkens område af respekt for, at samfundet er muslimsk, og derfor gælder den gamle lov sådan set stadig disse steder.