Indføring

Hvad er holocaustteologi?

Den tidligere koncentrationslejer, Auschwitz, hvor 1,1 million jøder blev dræbt under holocaust. Foto: Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix

I jødedommen er det helt centralt, at jøderne er Guds udvalgte folk. For mange jøder kan det imidlertid synes svært at fastholde en sådan selvforståelse efter holocaust. Her kan du få et overblik over forskellige måder, jødiske teologer har behandlet det problem på

I år markeres 75-året for afslutningen på holocaust, som er det store folkedrab, der kostede seks millioner jøder livet i årene mellem 1940 og 1945. For mange jøder har holocaust efterladt dybe teologiske problemstillinger, som synes både svære og nødvendige at forholde sig til. For hvordan kan man som jøde tro på en almægtig og retfærdig Gud, der tillod, at så mange jødiske liv gik tabt?

Dette er det teodicéproblem, flere teologer har beskæftiget sig med efter holocaust. De teologiske refleksioner, der er kommet ud af det, kaldes holocaustteologi. Her er et overblik over nogle væsentlige holocaustteologer, der forholder sig til det teologiske problem på forskellige måder.

Emil Fackenheim: Jødernes nye bud
En af de mest markante holocaustteologer er den jødiske filosof Emil Fackenheim. Ifølge Fackenheim har Gud efter holocaust givet jøderne et nyt bud: Troen på Gud må bevares på trods af de forfærdeligheder, det jødiske folk har måtte udstå. Dette er nødvendigt, hvis jødedommen skal opretholdes.

Med de jøder, der overlevede holocaust, skal jødedommen som religion altså ligeledes overleve. Dør jødedommen, er det ifølge Fackenheim en sejr til Hitler. For Fackenheim var oprettelsen af staten Israel i 1948 et udtryk for, at det nye bud blev overholdt, og han mente, at det var et skridt i retning af, at verden, som nazismen rev itu, kan blive hel igen.

Fackenheim forsøger altså ikke at forklare, hvordan tro på Gud kan forenes med holocausts forfærdeligheder. Derimod er pointen, at tro på Gud efter holocaust stadig er berettiget, fordi den er nødvendig for jødedommens overlevelse.

Melissa Raphael: Gud som iboende kærlighed
Melissa Raphael er en prominent repræsentant for den feministiske holocaustteologi. Hun forsøger at undslippe teodicéproblemet ved at fremsætte et andet gudsbillede end det patriarkalske, som historisk har været kendetegnende for jødisk gudsforståelse.

I patriarkalsk forståelse er Gud kendetegnet ved sin almægtighed, hvorfor det synes uundgåeligt at stille spørgsmålet: Hvordan kunne Gud tillade, at Holocaust fandt sted?

Raphaels alternative gudsbillede kaldes Shekhinah og betegner i jødisk mystik den feminine del af Gud, som i denne tradition består af både feminine og maskuline aspekter. Det kendetegnende for Shekhinah er ikke almægtighed, men derimod iboende kærlighed. Hun viser sig, når jøderne udtrykker en særlig form for religiøst betonet kærlighed til hinanden gennem omsorgsfulde handlinger.

Disse handlinger forstår Raphael som verdenshelende i samme forstand som Fackenheims nye bud bidrager til, at verden kan blive hel igen.

Ifølge Raphael er det i mange tilfælde gennem en sådan udvisning af omsorgsfuldhed, jødiske kvinder udlever deres religiøsitet, ligesom mange gjorde det i fangelejrene i Auschwitz. Det feministiske aspekt af Raphaels teologi består i, at hun pointerer væsentligheden af denne kvindelige form for religiøsitet, der ellers ofte bliver glemt, og desuden i hendes fremsættelse af et feminint gudsbillede.

Forstår man Gud som Shekhinah, er der ingen grund til at anfægte Guds retfærdighed i lyset af holocaust, fordi Hun er kendetegnet ved iboende kærlighed frem for almagt og altså ikke har som formål at styre historiens gang.

Arthur Cohen: Menneskets frie vilje
Et mere radikalt bud på en holocaustteologi er Arthur Cohens. Ifølge Cohen skal holocaust forstås som et tremendum, altså en begivenhed vi ikke kan forholde os til som andet end et mysterium, og som vi derfor ikke kan forklare. Dette har holocaust til fælles med Gud, men holocaust er ikke udtryk for Guds vilje.

Derimod er det Cohens pointe, at kun mennesket selv – i form af nazisterne – bærer ansvaret for holocaust. Det er nemlig ikke Guds natur at gribe ind i verden på måder, der modsætter sig menneskets frie vilje. Derfor kunne Gud ikke forhindre holocaust.

For Cohen kan troen på en retfærdig Gud altså bevares, fordi holocaust er et menneskeskabt tremendum.

Richard Rubenstein: Almægtig Intethed
Richard Rubenstein er en af de mange jøder, der efter holocaust ikke længere så nogen mulighed for at bevare troen på, at jøderne er Guds udvalgte folk.

Ifølge Rubenstein er tiden efter holocaust nemlig defineret ved, at Gud er død. Dette er fordi rædslerne var for altoverskyggende til, at en tro på Ham fortsat er berettiget. For at tilværelsen ikke skal blive formålsløs ovenpå Guds død, fremsætter Rubenstein et alternativ til gudstro, nemlig tro på Almægtig Intethed.

Denne Almægtige Intethed er defineret ved ikke at have noget konkret indhold. Tilbedelsen af Den er en tilbedelse af, eller en erkendelse af, den intethed, mennesket har som sit livsvilkår. Dette er ifølge Rubenstein den eneste mulighed, vi har tilbage, hvis vi fortsat vil have religion.

Religion er vigtig, fordi den netop kan redde tilværelsen ud af den rene nihilisme, og den virker på to forskellige måder: For det første kan religion være en faktor i kontrolleringen af den ondskab, mennesket tydeligvis har anlæg for at forfalde til. For det andet kan religion være en trøst for mennesket, som efter Guds død må erkende, at det er magtesløst og alene.